Skip navigation


8. Når du har taget stilling

Når du sammen med dine nærmeste har taget stilling til, om du vil være organdonor, kan du meddele det på flere måder. Målet er at sikre, at din holdning er kendt, så den kan respekteres i tilfælde af hjernedød.

Der er tre lige gældende måder at give din holdning til kende på:

  • Du kan fortælle beslutningen til dine nærmeste
  • Du kan udfylde et donorkort og bære det på dig
  • Du kan tilmelde dig Donorregistret

Du kan vælge at:

  • Give fuld tilladelse, hvilket betyder, at alle organer må anvendes til transplantation. Fuld tilladelse omfatter således flere end de otte organer, der kan gives begrænset tilladelse
    til. Fuld tilladelse kan for eksempel også omfatte menisker, ledbånd, brusk og sener.
  • Give begrænset tilladelse, hvilket betyder, at kun nogle organer må anvendes.
  • Svare ’ved ikke’, hvilket betyder at der ikke tages stilling, men at det i stedet overlades til de pårørende at tage stilling til, om organerne kan anvendes til transplantation.
  • Nedlægge forbud, hvilket betyder, at ingen organer må anvendes til transplantation.

Donorregistret er et tilbud til hele befolkningen, ligegyldigt om der gives fuld eller begrænset tilladelse eller nedlægges forbud mod donation. Donorregistret bliver altid kontaktet forud for organdonation for at undersøge, om der eksisterer en tilkendegivelse fra afdøde.

I foråret 2009 var over 600.000 tilmeldt registret. Vi ved ikke noget om, hvor mange der har udfyldt et donorkort eller fortalt deres beslutning til deres nærmeste.

Ønsker du at lade din holdning registrere i Donorregistret, skal du udfylde blanketten på næste side og sende den til Donorregistret.

Ved benyttelse af tilmeldingsblanketten i denne trykte folder, skal limkanten fugtes og kortet bukkes, så navn og CPRnummer skjules. Adressen på Donorregistret er anført bag på blanketten, og modtageren betaler portoen som vist på kortet.Ønsker man at sende blanketten i en kuvert, koster det et frimærke. Derefter får du en kvittering, der bekræfter, at Donorregistret nu kender din holdning. Du kan altid senere ændre din beslutning ved at indsende en ny tilmeldingsblanket.

Har du tidligere taget stilling?

Hvis du tidligere har udfyldt et donorkort eller tilmeldt dig Donorregistret med fuld eller delvis tilladelse til donation, og du nu ønsker, at også dine pårørende skal kunne give deres accept til donation, skal du ikke foretage dig noget. Det tidligere givne tilsagn vil af dine pårørende kunne trækkes tilbage, som det hele tiden har været tilfældet. Hvis du derimod ikke ønsker, at dine pårørende skal kunne ændre dit tilsagn, skal du udfylde et nyt kort og/eller forny tilmeldingen til Donorregistret.

Du kan tilmelde dig donorregistret elektronisk på www.sundhed.dk hvor du også kan finde denne folder i elektronisk form. Du kan altid bestille folderne hos Sundhedsstyrelsens Publikationer, c/o Schultz Distribution, Herstedvang 10, 2620 Albertslund på telefon 70 26 26 36, fax: 43 63 19 69 eller e-mail: sundhed@rosendahls-schultzgrafisk.dk  Kontakt til Donorregistret:
35 45 52 69

 


Sidst opdateret 09-06-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055