Skip navigation


11. Nordisk konvention om social sikring


 

11.1. Ny nordisk konvention

Den 1. september 2004 trådte en ny Nordisk Konvention om Social Sikring i kraft. Den ny konvention afløser konventionen fra 1992. Konventionen koordinerer anvendelsen af lovgivningen om social sikring mellem de nordiske lande, hvilket på sygehjælpsområdet omfatter den under afsnit 1.2. nævnte danske sundhedslovgivning.

11.2. Det geografiske anvendelsesområde


Konventionen gælder mellem de nordiske lande, dvs. Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. Konventionen regulerer imidlertid ikke forholdet i Rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland.

11.3. Konventionens personkreds og anvendelse - art. 3 og 4


Konventionen anvendes for personer, som hører til forordningens personkreds, men konventionen har primært betydning for ikke-erhvervsaktive nordiske statsborgere og for statsborgere fra 3. lande med bopæl i et nordisk land, da disse ikke er omfattet af forordningens personkreds.

Konventionen fastlægger, at reglerne i EF-forordning 1408/71 i videst mulig udstrækning skal anvendes også for personer, der ikke er omfattet af forordningens personkreds, hvorved der ikke bliver forskel på de regler, der gælder for forskellige persongrupper i de nordiske lande.

Det betyder, at reglerne for koordinering af sygehjælpsydelser for statsborgere, der rejser mellem EØSstaterne, som er beskrevet i denne vejledning, også skal anvendes for statsborgere fra 3. lande med bopæl i et nordisk land under rejser eller ved flytning mellem de nordiske lande. Dog finder reglerne om udbetaling af danske arbejdsløshedsdagpenge under arbejdssøgning i et andet nordisk land alene anvendelse for statsborgere fra EØS-lande og ikke statsborgere fra 3. lande.

11.4. Merudgifter ved hjemtransport - art. 7

I Nordisk Konvention om Social Sikring er fortsat en bestemmelse om dækning af merudgifter ved hjemrejse til bopælslandet for personer, der har fået sygehjælp under ophold i et andet nordisk land. Denne bestemmelse anvendes både for personer, der hører til forordningens personkreds og for statsborgere fra 3. lande, der er bosat i et nordisk land. Bestemmelsen omfatter ikke tilfælde, hvor hensigten med et ophold er at modtage be-handling, dvs. tilfælde, hvor en patient har fået en tilladelse til at rejse til opholdslandet i behandlingsøjemed.

Merudgifterne afholdes af opholdslandets myndigheder, der må foretage en afvejning mellem på den ene side udgifterne ved en fortsat behandling i landet, indtil patienten kan rejse hjem på normal måde, mod på den an-den side udgifterne ved en dyrere transport af patienten til hjemlandet.

11.4.1. Hvad er ”hjemrejse”

Med hjemrejse menes både transport af en patient til fortsat behandling på et aftalt sygehus og rejse til bopælen. Tilslutningstransporter, dvs. videretransport til et behandlende sygehus eller til hjemstedet, som finder sted efter ankomsten til bopælslandet, indgår også i hjemrejsebegrebet. Bestemmelsen omfatter hjemrejsesituationer efter behandling såvel på som uden for sygehus.

Udgifter i forbindelse med hjemsendelse af en afdød er ikke omfattet af bestemmelsen.

11.4.2. Hvad er "merudgifter"


Som merudgifter betragtes de forskellige udgiftsposter, der følger af den omstændighed, at hjemrejsen af hensyn til patientens helbredstilstand må foretages på en anden, dyrere måde, end hvad der havde været tilfældet, hvis vedkommende ikke var blevet syg før hjemrejsen. Typiske udgifter vil være udgifter til fx ambulance, fly eller til en ledsager, i det omfang det er påkrævet, at patienten modtager behandling under hjemrejsen, eller at patienten skal være ledsaget.

Udgifter, der opstår ved, at en person anvender en dyrere rejseform end oprindeligt planlagt på grund af en forsinkelse i rejseprogrammet eller lignende som følge af sygdomstilfældet, betragtes ikke som merudgifter. Som eksempel herpå kan nævnes tilfælde, hvor en person, som er på bilrejse, bliver syg på en måde, der ikke forhindrer, at han rejser hjem med bil, men den pågældende må tage toget, fordi rejsefølget er fortsat videre med bilen. Videre kan nævnes tilfælde, hvor den syge på grund af en forsinkelse i rejseplanen (som følge af behandlingen) er henvist til at tage med et ordinært rutefly i stedet for som planlagt at rejse hjem med charter-fly.


11.4.3. Ansvar for og beregning af en merudgift

Det er opholdslandet, der skal betale eventuelle merudgifter der opstår "som følge af en sygdom".

Det betyder,

  • at behovet for at benytte en dyrere hjemtransportform skal bekræftes med en skriftlig lægeerklæring, som udstedes i opholdslandet før hjemrejsen og
  • at beslutning om dækning af merudgifterne normalt træffes af opholdslandets myndigheder før hjemrejsen.

Ved beregningen af merudgifter lægges de faktiske udgifter til hjemrejsen til grund. Fra disse udgifter trækkes som hovedregel de beregnede udgifter til det billigste rutegående transportmiddel til bestemmelsesstedet, idet patienten selv skal dække den del af udgifterne, som en normal hjemrejse ville koste. Hvis det klart kan påvises i det enkelte tilfælde, at den pågældende ville være rejst hjem til en anden pris, lægges denne til grund. Hvor en hjemrejse kan foretages som oprindelig planlagt, opstår der ingen merudgifter.

11.4.4. Refusion af udgifter


Da det som nævnt er opholdslandet, der skal betale eventuelle merudgifter, vil det i praksis ofte være opholdslandets myndigheder, der organiserer hjemtransporten. Opholdslandets myndigheder skal før hjemrejsen afkræve patienten dennes andel af rejseudgifterne. I visse tilfælde må myndighederne imidlertid lægge ud for hele rejsen, og patienten kan efterfølgende afkræves sin andel af hjemrejseudgifterne. I dette tilfælde er det vigtigt, at patienten bliver informeret om, hvilke udgifter der ifølge konventionens bestemmelse skal dækkes af opholdslandet, og hvilke udgifter patienten selv skal betale. Dette anses for væsentligt, da praksis har vist, at det kan være vanskeligt for opholdslandets myndigheder efterfølgende at få inddrevet patientandelen. Det påhviler i denne sammenhæng de nationale forbindelsesorganer om nødvendigt at bistå med indkrævning af udlagte merudgifter ved hjemrejse.

Hvor der ikke har været nogen kontakt mellem patienten og opholdslandets kompetente myndigheder før afrejsen, og patienten derfor selv har betalt merudgifterne ved en hjemrejse, kan opholdslandet undtagelsesvis, på grundlag af en lægelig udtalelse og efter forevisning af regning, efterfølgende refundere patienten den del af merudgifterne, som opholdslandet skal betale.

De nationale organer, der skal afholde merudgifterne ved hjemrejse er:

i Danmark: det sygehus, der står for hjemtransporten, eller hvis der er tale om behandling udenfor sygehus, opholdsamtskommunen,
i Finland: Folkepensionsanstaltens lokalkontor eller for patienter, der er indlagt på sygehus, vedkommende sygehus
i Island: Tryggingastofnun rikisins, i Norge: det lokale trygdekontor og
i Sverige: det sygehus som står for hjemtransporten, eller hvis der er tale om behandling udenfor sygehus, "vårdcentralen" på opholdsstedet.

 

 


Sidst opdateret 21-09-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |