Skip navigation


2. Generelt om 1408/71 og 574/72


 

2.1. Hvad er en EF-forordning

En EF-forordning er ifølge EF-retten et almengyldigt regelsæt. Den er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i enhver medlemsstat. En forordning kan indeholde såvel rettigheder som pligter for borgerne. En forordning kan derfor sammenlignes med en lov eller en bekendtgørelse. En EF-forordning gælder forud for national lovgivning.

2.2. Forordningernes anvendelsesområde

EF-forordning 1408/71 indeholder regler om anvendelse af de enkelte medlemsstaters sociale sikringslovgivning på personer, som rejser (vandrer) mellem staterne.

Til forordningen er knyttet gennemførelsesforordning 574/72, som beskriver de praktiske regler og procedurer, der skal følges, når forordningens regler anvendes.

2.3. Den geografiske anvendelse

Forordning 1408/71 og 574/72 gælder i EØS-staterne, dvs. EU-staterne, Belgien, Cypern, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene (Holland), Polen, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien og Nordirland (samt Gibraltar), Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig, samt EFTA-staterne, Island, Liechtenstein og Norge.

Forordningen anvendes også ved rejser mellem EU-staterne og Schweiz, jf. afsnit XIII.

2.4. Færøerne og Grønland

Færøerne og Grønland er ikke omfattet af EU. Danske statsborgere, der har (fast) bopæl på disse områder, er således ikke omfattet af forordningen. Dog har statsborgere med bopæl i Grønland ret til behovsbestemt sygehjælp under midlertidigt ophold i andre EØS-stater end Danmark, ligesom statsborgere fra andre EØS-stater end Danmark har ret til behovsbestemt sygehjælp under midlertidigt ophold i Grønland, jf. forordning 1661/85.

Retten til offentlige sundhedsydelser for personer, der rejser/flytter inden for Rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland, er ikke reguleret af internationale regler. Der henvises til hver af (land)områdernes sundhedslovgivning.

2.5. Personkredsen

Forordningen anvendes for arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og studerende, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en EØS-stat, og som er statsborgere i en EØS-stat, eller er statsløse eller flygtninge bosat på en EØS-stats område. Forordningen anvendes endvidere på familiemedlemmer og efterladte, og dette uanset hvilken nationalitet de måtte have.

Forordningens bestemmelse om adgang til behovsbestemt sygehjælp under et midlertidigt ophold i en anden EØS-stat end den, hvori en person er syge(for)sikret, gælder imidlertid for alle statsborgere i en EØS-stat og for deres familiemedlemmer uanset disses nationalitet. Det er alene en betingelse, at disse borgere er offentligt syge(for)sikret i en EØS-stat, jf. afsnit V.

Som "arbejdstager"; i Danmark forstås enhver person, der som beskæftiget i en arbejdsgivers tjeneste er omfattet af loven om Arbejdsmarkedets Tillægspension, dvs. at den pågældende har en erhvervsindtægt, af hvilken der efter ATP-lovgivningen skal betales ATP.

Som "selvstændig erhvervsdrivende" i Danmark forstås enhver person, der efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel har ret til ydelser på grundlag af anden erhvervsindtægt end lønindtægt.

Ved en "studerende" forstås enhver anden person end en arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende eller et familiemedlem eller en efterladt i henhold til EF-forordningen, som studerer eller følger en faglig uddannelse, der fører til et uddannelsesbevis, som anerkendes officielt af myndighederne i en EØS-stat, og som er forsikret i en almindelig social sikringsordning eller en særlig sikringsordning for studerende.

Som "statsløs" betragtes en person, der er omfattet af konventionen om statsløse personers retsstilling, undertegnet i New York i 1954. Som "flygtning" betragtes en person, der er omfattet af konventionen om flygtninges retsstilling, undertegnet i Geneve i 1951 og med en protokoltilføjelse i 1967. Flygtninge ifølge ovennævnte konvention identificeres i Danmark ved, at de er tildelt en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 8, stk. 1.

2.6. EF-forordning 859/03 – tredjelandeborgere

I 2003 trådte EF-forordning 859/03 i kraft. Denne forordning udvider den kreds af personer, der er omfattet af reglerne i EF-forordning 1408/71, til også at gælde for tredjelandestatsborgere, som udelukkende på grund af deres nationalitet ikke allerede er omfattet af EF-forordning 1408/71. EF-forordning 859/03 har imidlertid hjemmel i nogle artikler i EF-traktaten, som er omfattet af Danmarks EU-forbehold.

Forordningen om tredjelandeborgere er derfor ikke gældende for Danmark på grund af de danske EUforbehold.

I forhold til Danmark har tredjelandeborgere derfor alene ret til ydelser, hvis de er omfattet af forordning 1408's personkreds, dvs. hvis de er sikret som familiemedlem til en EØS-statsborger, der er social sikret i en EØSstat, eller hvis de er flygtninge eller statsløse i henhold til ovennævnte konventioner. Andre tredjelandeborgere er ikke omfattet af EF-forordning 1408's personkreds.

Tredjelandeborgere, der er selvstændig forsikret i en anden EØS-stat, og til hvem der er udstedt E-blanketter eller et EU-sygesikringsbevis, har ikke ret til ydelser i Danmark på grundlag af den udstedte dokumentation. Tredjelandeborgere, der er socialt sikret i et andet nordisk land, vil dog have rettigheder i Danmark som følge af reglerne i Nordisk Konvention om Social Sikring, jf. afsnit XI.


2.7. Ligebehandlingsprincippet

Forordningen bygger på et ligebehandlingsprincip. Det betyder, at en person, som er omfattet af en stats lovgivning, har de samme pligter og rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning som denne medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet følger af særlige regler i forordningen.

På sygehjælpsområdet fører ligebehandlingsprincippet til at den sygehjælp, der ydes i en EØS-stat til sikrede fra en anden stat, skal gives på samme vilkår som til offentligt syge(for)sikrede i staten. Hvis de sikrede i staten selv skal betale en andel af udgifterne til lægebehandling, hospitalsindlæggelse, medicin m.v., gælder disse vilkår også for sikrede fra andre EØS-stater, der modtager behandling i staten.

2.8. Lovvalgsreglerne

Hovedreglerne for, hvilken stats lovgivning en person er omfattet af, er

  1. at en arbejdstager er omfattet af beskæftigelsesstatens lovgivning,
  2. at en selvstændig erhvervsdrivende er omfattet af lovgivningen i den stat, hvori den selvstændige beskæftigelse udøves,
  3. at søfolk er omfattet af flagstatens lovgivning,
  4. at tjenestemænd og dermed ligestillede er omfattet af lovgivningen i den stat, i hvis administration de er beskæftiget.

Centrale begreber i forordningen

2.9. Den kompetente stat


Betegnelsen "den kompetente stat" udtrykker, hvilken stats lovgivning en person er omfattet af. Den kompetente stat skal betale udgifterne til den sygehjælp, der ydes til dens sikrede borgere i en anden stat.

Den kompetente stat for arbejdstagere er som hovedregel den stat, hvori en lønnet beskæftigelse faktisk udføres.

2.10. Den kompetente institution

Ved "den kompetente institution" forstås oftest den myndighed/institution, som en sikret person er tilsluttet, og som efter forordningens regler skal betale for ydelser. De kompetente institutioner for så vidt angår sygehjælp i Danmark er amtskommunerne. Dog varetager kommunerne visse opgaver på amtskommunernes vegne.

2.11. Naturalydelser

Forordningen omfatter koordination af ydelser ved ”sygdom og moderskab”. De offentlige sundhedsydelser, en person har ret til, betegnes i forordningen "naturalydelser". Begrebet er ikke nærmere defineret, men skal forstås som læge- og sygehusbehandling, tandlægebehandling, fødselshjælp, fysioterapi, medicin m.m.

I denne vejledning betegnes naturalydelser ved ordet "sygehjælp".

2.12. Grænsearbejder

Som "grænsearbejder" betragtes en person, som er beskæftiget på en EØS-stats område, men som er bosat på en anden EØS-stats område, og som normalt kommer hjem til sin bopæl hver dag eller mindst en gang om ugen.

2.13. Familiemedlem

Ved "et familiemedlem" forstås enhver person, der betegnes eller anerkendes som familiemedlem eller betegnes som hørende til husstanden ifølge den nationale lovgivning, hvorefter ydelser udredes. En person kan kun opnå rettigheder som familiemedlem, hvis den pågældende ikke er selvstændig sikret, dvs. er arbejdstager eller lignende, da reglerne for arbejdstageres rettigheder i så fald skal anvendes.

Det er lovgivningen i bopælsstaten, der afgør spørgsmålet om, hvem der kan betragtes som familiemedlem.

I et bilag til forordningen er fastlagt, at ret til ydelser efter dansk sundhedslovgivning som "familiemedlem" tilkommer en ægtefælle/samlever, samt børn under 18 år.

I nogle EØS-stater anerkendes som ”et familiemedlem” alene en ægtefælle og børn, og EØS-staterne har forskellige aldersgrænser for børn, især hvis de er under uddannelse.

2.14. Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger om forordningens anvendelsesområde, den geografiske afgrænsning, lovvalgsreglerne samt ligebehandlingsprincippet findes i Den Sociale Sikringsstyrelses ”Vejledning af april 1997 om EF-regler om social sikring, Hæfte 1, Generel introduktion, Lovvalgsregler.

 


Sidst opdateret 21-09-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |