Skip navigation


1. Præmisser for indsatsen


 

1. Det er indlysende, at et samfund helt fri for narkotikamisbrug ville være ønskeligt; men realistisk set må det betragtes som et uopnåeligt mål. Ingen regering i noget land har da heller formået at "løse" narkotikaproblemet.

2. Narkomani må i en del tilfælde anses for at være en kronisk tilstand eller lidelse, hvor helbredelse i form af stoffrihed langt fra altid kan forventes, men hvor behandling kan lindre og reducere skadevirkninger. I den forstand virker behandling for narkotikamisbrug – i hvert fald så længe den står på, og for de stofmisbrugere, der forbliver stoffri, også efter behandlingsophør.

3. På den baggrund er det helt forfejlet at hævde, at årtiers samfundsindsats mod narkotikamisbrug er slået fejl; også fordi der til stadighed har været tale om en indsats, hvor de til rådighed stående ressourcer ikke har været ubegrænsede. Ser man på befolkningen som helhed er der i virkeligheden snarere grundlag for at konstatere, at den samlede indsats mod narkotikamisbrug, herunder ikke mindst selve forbudet mod anvendelse af narkotika til andet end medicinske formål, faktisk virker: I den voksne befolkning over 16 år har 74 procent aldrig prøvet cannabis, 95 procent har aldrig prøvet amfetamin og mere end 99 procent har aldrig prøvet heroin. Til sammenligning er der i den voksne befolkning kun 3 procent, der aldrig har indtaget det lovlige rusmiddel, alkohol.

4. Relativt set er det da fortsat også kun meget få – svarende til få promille af befolkningen – der er afhængige stofmisbrugere "på hårde stoffer" inklusiv de, der får ordineret metadon.

5. Alligevel står det klart, at stofmisbruget stadig giver anledning til alvorlige problemer. Der er i den forbindelse grund til – ud over talrige tilfælde af leverbetændelse, HIV og andre smitsomme sygdomme – at fremhæve de årligt omkring 250 dødsfald, som rammer stofmisbrugere. Selv om årsagerne til disse dødsfald er mangeartede, er det samlede antal foruroligende højt.

6. Et andet alvorligt problem er den klare stigning siden midten af 1990'erne i den eksperimenterende brug af cannabis og stimulerende stoffer blandt unge, der har fundet sted parallelt med en øgning af de unges alkoholforbrug. Brugen af legale og illegale rusmidler hænger sammen på den måde, at det især er unge med et stort alkoholforbrug, der også eksperimenterer med stoffer. Udviklingen har ført til et stigende antal henvendelser til behandlingssystemet om problemer med hash samt ecstacy o.lign., der har skabt behov for en metodeudvikling over for denne nye type af misbrugsproblemer.

7. Samlet set er der imidlertid ikke grundlag for at fravige den hidtidige hovedlinje i dansk narkotikapolitik: Forbudet mod enhver ikkemedicinsk anvendelse af narkotika kombineret med en vedholdende og balanceret indsats imellem forebyggelse, et flerstrenget og koordineret behandlingstilbud til stofmisbrugerne og en uformindsket kontrolindsats. Overvejelser om en styrkelse af indsatsen bør tage udgangspunkt i en kvantitativ og kvalitativ udbygning af den eksisterende indsats. Konstateringen af, at ingen regering i noget land har formået at "løse" narkotikaproblemet, underbygger opfattelsen af, at der ikke findes hurtige eller enkle løsninger, der i et "snuptag" kan løse narkotikaproblemet.

8. Realistiske mål for samfundsindsatsen må fortsat være i videst muligt omfang at begrænse tilgangen af nye stofmisbrugere, at begrænse udbredelsen af narkotika til rusformål ved ulovlig produktion og handel, at tilbyde behandling til de, der er blevet eller er på vej til at blive stofafhængige, samt at begrænse de skader, som narkotikamisbrug påfører stofmisbrugerne selv, deres nærmeste og det omgivende samfund.

9. Det må ikke overses, at stofmisbrug i mange tilfælde hænger sammen med de almindelige levevilkår, især social nød og utryghed.

10. Fortalere for narkotikapolitiske ændringer fremhæver ofte nødvendigheden af en realistisk narkotikapolitik, som er evidensbaseret. Dette – tilsyneladende indlysende – krav må imidlertid forstås og sættes i perspektiv. Det er således afgørende, at man ikke isoleret ser på de forventede, umiddelbare virkninger af et bestemt tiltag, men også vurderer det i forhold til andre relevante narkotikapolitiske elementer. En sådan bredere vurdering vil i nogle tilfælde blotlægge en konflikt mellem modstridende hensyn. I den situation kan narkotikapolitiske valg ikke udelukkende baseres på ekspertdefineret evidens. De må medinddrage prioriteringer af politisk natur; ellers kunne det jo også overlades til eksperter alene at fastlægge narkotika politikken.

11. Skadesreduktion er og bør fortsat være et integreret element i narkotikapolitikken. De eksisterende skadesreducerende tiltag kan – i forhold til en kompromisløs kamp mod narkotikaen – godt fremstå som paradoksale, men anses ikke desto mindre for at være pragmatiske og fornuftige. Det gælder eksempelvis metadonordination, udlevering af rene sprøjter og kanyler, forsyning med rensevæske i fængsler og såkaldte lavtærskeltilbud i form af væresteder for stofmisbrugere.

12. Kvalitativt betydeligt mere vidtgående krav om skadesreduktion – eksempelvis heroinordination, fixerum, offentlige prøvesteder, hvor stoffernes indhold og styrke kan testes, offentligt kontrolleret, legalt salg af cannabis og egentlig legalisering af besiddelse af enhver form for narkotika til eget brug – rejser derimod det grundlæggende spørgsmål, om der overhovedet skal sættes nogen grænse for skadesreducerende tiltag med den gode hensigt at komme stofmisbrugerne i møde; og i bekræftende fald, hvor denne grænse skal sættes til berettiget varetagelse af andre samfundsmæssige hensyn. En helt konsekvent forfølgelse af hensynet til skadesreduktion – d.v.s. at den enkelte stofmisbruger på enhver måde skal hjælpes til at undgå skadevirkninger af et injektionsmisbrug, som vedkommende ikke kan eller vil ophøre med – fører til en direkte modstrid med selve kernen i narkotikapolitikken: Imødegåelsen af al ikke-medicinsk og ikke-videnskabelig anvendelse af narkotika.

13. Man bør i det perspektiv være opmærksom på, at stadig flere og større paradokser i forhold til det grundlæggende forbud mod enhver form for ikke-medicinsk anvendelse af narkotika efterhånden kan svække selve fundamentet for narkotikapolitikken.

14. Forslag om at give de hårdest belastede stofmisbrugere adgang til lægelig ordination af heroin afvises. Spørgsmålet blev indgående behandlet i ekspertgrupperedegørelsen (marts 2002) om indsatsen for de hårdest belastede stofmisbrugere, hvor fem ud af ekspertgruppens syv medlemmer afviste denne mulighed. Medicinsk fandt man det irrationelt at behandle med heroin frem for metadon. Man fandt, at der stadig var store, uudnyttede muligheder for at forbedre de eksisterende behandlingstilbud, herunder psyko-social indsats i stoffri behandling og i metadonbehandlingen. Man forudså på sigt store vanskeligheder med at fastholde den afgrænsning af gruppen og dermed det antal stofmisbrugere, der skulle tilbydes heroinordination. Endelig måtte samfundet – ved at indlade sig på heroinordination – ifølge flertallet forudse som det næste at blive konfronteret med et krav fra brugerne om at få fri adgang til heroinen uden lægelig ordination. Ekspertgruppeflertallets opfattelse må også ses i lyset af, at der faktisk eksisterer behandlingstilbud til de hårdest belastede stofmisbrugere – i form af tilbud om stoffri behandling, metadonbehandling og på sigt måske også behandling med injicerbar metadon.

15. De første hollandske forsøg, hvor visse stofmisbrugere fik lægeordineret heroin i kombination med metadon, tydede på en positiv effekt for én ud af fire (dog ikke på antalllet af dødsfald), men så umiddelbart ud til at være særdeles bekostelige – omregnet til danske forhold formentlig svarende til en umiddelbar årlig merudgift på 150 mio.kr. for at opnå en forbedring af tilstanden for yderligere 250 af stofmisbrugerne i forhold til metadonbehandling alene.

16. Der er mindst ligeså vægtige grunde til at afvise etablering af offentlige fixerum, hvor stofmisbrugere uden sanktioner kunne indtage medbragte stoffer under overvågning af og supervision fra sundhedsfagligt personale med særlig kompetence inden for omsorg og skadesreduktion. 17. International Narcotics Control Board (INCB) – det autoritative kontrolorgan, der er institueret i FN's narkotikakonventioner – har bl.a. på dansk forespørgsel klart tilkendegivet, at etablering af fixerum er i modstrid med narkotikakonventionerne, der forpligter staterne til udelukkende at tillade anvendelse af narkotika til medicinske og videnskabelige formål. INCB har fastholdt denne opfattelse vel vidende, at nogle få lande har anlagt deres egen afvigende konventionsfortolkning.

18. Begrundelsen for at afvise etablering af fixerum er ikke blot en konventionsretlig formalitet: Etablering af fixerum er et kvalitativt betydeligt mere vidtgående skridt end f.eks. uddeling af sprøjter og kanyler og et klart udtryk for en legaliseringstendens. Bærende for tanken om fixerum er jo, at hensynet til skadesreduktion må have absolut forrang. Problemet er, at en helt konsekvent forfølgelse af dette hensyn kolliderer med kernen i narkotikapolitikken: Imødegåelsen af al ikkemedicinsk og ikke-videnskabelig anvendelse af narkotika. Dilemmaet bliver helt klart med spørgsmålet: Hvis det offentlige opretter fixerum, hvorfor skal det offentlige så ikke også simpelthen udlevere heroin til de stofmisbrugere, der opsøger fixerummene – i stedet for fortsat at lade stofmisbrugeren være henvist til først at begå kriminalitet og prostituere sig for at kunne skaffe heroinen på det illegale marked ?

19. Set i forhold til heroinordination må etablering af fixerum på flere afgørende punkter anses for at være betydelig mere problematisk. Der er ikke tale om nogen lægelig visitation af stofmisbrugerne, der er ikke tale om behandling under medvirken af læger og andet sundhedspersonale, der er ikke nogen som helst kontrol med styrken og renheden af heroinen, og hele ordningen er – ligeledes i modsætning til heroinordination – i strid med FN's narkotikakonventioner. Endelig kan det ikke anses for godtgjort, at fixerum reducerer antallet af overdosisdødsfald.

20. Ligeledes må enhver tanke om legalisering af ikke-medicinsk brug af narkotika fortsat afvises. Det gælder også cannabis.

21. Legalisering af cannabis ville stride imod FN's narkotikakonventioner, der forpligter staterne til udelukkende at tillade anvendelse af narkotika til medicinske og videnskabelige formål; og der er ikke alene tale om en konventionsretlig formalitet, men om en række reelle skadevirkninger. Den enkelte rus indebærer risiko for angst- og panikreaktioner samt psykotiske reaktioner, forringelse af indlæringsevnen og forøgelse af risikoen for trafikulykker m.v. Længerevarende brug giver øget risiko for bl.a. kronisk bronkitis og lungekræft samt psykisk sygdom, konstant nedsættelse af den intellektuelle og praktiske funktionsevne ved dagligt brug samt vedvarende nedsættelse af den intellektuelle funktionsevne ved intensivt brug over flere år. Børn og unge samt udsatte voksne er særligt sårbare. Frembringelsen af cannabissorter med betydelig stærkere rusvirkning (skunk) udgør et særligt problem.

22. Selve forbudet antages i sig selv at få mange til at afstå fra at bruge cannabis. I den voksne befolkning er det således ca. 95 procent, der ikke har brugt cannabis inden for det seneste år, mens forholdet nærmest er omvendt med det legale rusmiddel alkohol. Samfundet har ikke behov for flere legale rusmidler. Der er erfaring for, at øget tilgængelighed af et rusmiddel øger antallet af brugere, og at et større antal brugere fører til flere misbrugere og flere skader.

23. Ved enhver overvejelse om legalisering af ikke-medicinsk brug af narkotika eller om at slække på den efterspørgselsbegrænsende indsats bør det haves in mente, at lande med ulovlig produktion af heroin, kokain og cannabis, der ofte også er udviklingslande, stærkt tilskyndet af de økonomisk velfunderede, traditionelle aftagerlande i årtier har indsat og fortsat indsætter store menneskelige og knappe økonomiske ressourcer til begrænsning af det ulovlige udbud af narkotika; og at det blandt disse lande kan være uhyre vanskeligt at skabe forståelse for og accept af, at de traditionelle aftagerlande giver efter i deres indsats for at begrænse efterspørgslen. 
 


Sidst opdateret 10-07-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |