Skip navigation


4. Lægelig behandling


 

61. Formålet med substitutionsbehandling er at stabilisere heroinmisbrugere farmakologisk, socialt og psykisk. Det kan som regel opnås ved en lægeligt styret behandling med mundtlig indtagelse af en tilstrækkelig og konstant dosis metadon eller buprenorphin, som – bortset fra "suset" – har en lignende virkning, men samtidig har en virkningstid, der er væsentligt længere end heroin. Den medikamentelle behandling skal ledsages af en indsats, der retter sig mod stofmisbrugerens psykiske og sociale problemstillinger. For de fleste heroinafhængige vil en substitutionsbehandling i kortere eller længere perioder være en forudsætning for, at de kan indgå i en psyko-social behandling. På landsplan er omkring 5500 personer i længerevarende metadonbehandling. Der er tale om et behandlingstilbud, som gennem mange år har vist sin gavnlige effekt.

62. Med udstedelsen af et nyt cirkulære om ordination af afhængighedsskabende lægemidler ("metadoncirkulæret") i begyndelsen af 2003 har regeringen taget skridt til at få forbedret tilrettelæggelsen af metadonbehandlingen.

63. En egentlig kvalitetsvurdering og kvalitetssikring af metadonbehandlingen er imidlertid aldrig foretaget i Danmark. Foretagelsen af en sådan undersøgelse vil skabe grundlag for en styrkelse af et uundværligt behandlingstilbud, der også fremover bør tilbydes stofmisbrugere. Regeringen vil derfor prioritere iværksættelsen og gennemførelsen af en kvalitetsvurdering af metadonbehandlingen som grundlag for fremtidig kvalitetssikring og –udvikling på linje med indsatsen herfor i det øvrige sundhedsvæsen.

64. En mindre gruppe stofmisbrugere fortsætter trods langvarig behandling med metadon ved indtagelse gennem munden med et massivt intravenøst sidemisbrug. I forhold til denne gruppe, der ofte har eller er truet af svære helbredsmæssige komplikationer, vil det være nærliggende at overveje at prioritere indførelsen af en metadoninjektionsordning. I 2004 afsluttes et treårigt forsøg med injektion af metadon i Københavns Kommune og i Vestsjællands Amt. Regeringen vil på baggrund af forsøgsevalueringen drøfte resultaterne med de kommunale parter med henblik på eventuelle initiativer til formidling af erfaringerne og fremtidig forankring.

65. De hårdest belastede stofmisbrugere er i vid udstrækning i en elendig helbredsmæssig forfatning med såvel akutte problemer som kroniske, ubehandlede tilstande. Hertil kommer, at gruppen ofte ikke evner at benytte de eksisterende sundhedstilbud eller ikke kan rummes i disse. I 2004 afsluttes et treårigt forsøg i Københavns Kommune med øget sundhedsfaglig indsats for denne gruppe. Forsøget omfatter tilbud om diagnosticering, behandling og opfølgning af forskellige lidelser, herunder bl.a. HIV og leverbetændelse. Hertil kommer sårbehandling m.v. Endelig lægges der vægt på samarbejde med og henvisning til egen læge og sygehusvæsenet samt på oplysning om sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse. Med udgangspunkt i evalueringen af det færdige forsøg vil regeringen overveje behovet og mulighederne for generelt at prioritere en øget sundhedsfaglig indsats overfor de hårdest belastede stofmisbrugere.

66. Mange stofmisbrugere lider af blodbårne infektioner. F.eks. er leverbetændelse (hepatitis), der er en virusinfektion, udbredt blandt stofmisbrugere. Undersøgelser har vist, at 60- 80 procent af samtlige stofmisbrugere har været smittet med hepatitis B, og at ca. 5 procent af dem udvikler kronisk leverbetændelse. Alligevel sker vaccinationen af stofmisbrugere i dag ret sporadisk. Regeringen vil derfor prioritere indførelsen af en ordning med tidlig og gratis vaccination mod hepatitis B.

67. Stofmisbrugere, der er smittede med hepatitis B, risikerer at overføre smitten til deres seksualpartnere. Også smittede stofmisbrugeres hjemmeboende børn kan i visse tilfælde blive smittet. De pårørende løber altså en risiko for også at få hepatitis B. Ikke mindst for stofmisbrugere, der i forvejen kæmper med store og alvorlige problemer og derfor har brug for al den hjælp og støtte, som de kan få, er det vigtigt, at forholdet til de pårørende ikke belastes unødigt som følge af en smitterisiko, som oven i købet let kan elimineres. Regeringen vil derfor prioritere indførelsen af en ordning med gratis vaccination af pårørende til stofmisbrugere mod hepatitis B. Ordningen skal omfatte stofmisbrugernes seksualpartnere og efter en konkret vurdering af smitterisikoen i det enkelte tilfælde også hjemmeboende børn.

68. Når det gælder hepatitis C, har undersøgelser vist, at 80-100 procent af de intravenøse stofmisbrugere er smittede. Smitten udvikler sig hos en meget stor del – ca. 75 procent – til en kronisk infektion. Smitten resulterer bl.a. i en meget stor kronisk sygelighed blandt stofmisbrugere. Mange – ca. 25 procent – af de smittede vil i løbet af 20-30 år udvikle skrumpelever og i visse tilfælde også leverkræft. Hepatitis C er altså et stort og alvorligt sundhedsmæssigt problem, som det imidlertid ikke er muligt at vaccinere mod. Der er dog tale om en sygdom, som det er muligt at forebygge, men da hepatitis er meget smitsomt, og da smittetrykket er stort, er opgaven vanskelig. Vanskelighederne til trods vil regeringen prioritere initiativer til begrænsning af hepatitis C-smitten blandt stofmisbrugere samt retningslinier for undersøgelse og behandling af hepatitis C-smittede stofmisbrugere.

69. Forløbet af den kroniske hepatitis C, der altså rammer en meget stor del af de intravenøse stofmisbrugere, forværres, hvis der tilstøder en infektion med hepatitis A. Omkring 10 procent af samtlige hepatitis A-tilfælde ses blandt stofmisbrugere, som altså – hvis de hører til den store gruppe af hepatitis C-smittede – får et endnu større og mere alvorligt sundhedsproblem, end de har i forvejen. I modsætning til hepatitis C er det muligt at vaccinere mod hepatitis A, og det kan gøres samtidig med, at man vaccinerer mod hepatitis B. Regeringen vil derfor prioritere indførelsen af en ordning med tidlig og gratis vaccination mod hepatitis A.

70. Det anslås, at der på landsplan er 1000- 1500 personer med både en sindslidelse og et misbrug. Personer med en sådan dobbeltdiagnose er nogle af de dårligst stillede mennesker i det danske samfund. Diagnosens kompleksitet og de dobbeltdiagnosticeredes adfærd har givet anledning til uklarhed om, hvem – det psykiatriske behandlingssystem eller behandlingsinstitutionerne for stofmisbrug – der har hovedansvaret for behandlingen. Med psykiatriaftalen 2003-2006 er indsatsen overfor denne gruppe et særligt prioriteret område. Samtidig er der enighed om, at anbefalingen – fra ekspertgrupperedegørelsen om "Indsatsen for de hårdest belastede stofmisbrugere" – om, at det primære ansvar for behandlingen af gruppen bør placeres i det psykiatriske behandlingssystem, skal indgå i den fremtidige tilrettelæggelse af indsatsen. Samtidig er regeringen blevet enig med de kommunale parter om, at der på sundhedsområdet kan gives støtte til projekter, der falder i tråd med anbefalingerne i ekspertgrupperedegørelsen.

71. Indsatsen mod narkotikamisbruget, herunder hjælpen til de nuværende stofmisbrugere, skal ske i samarbejde med og respekt for den enkelte stofmisbruger. Med til et sådant forhold til behandlingssystemet hører, at stofmisbrugeren har mulighed for at klage over den behandling, som tilbydes, men naturligvis også at vedkommende overhovedet har kendskab og let adgang til at udnytte klagemuligheden. At det ikke altid er tilfældet, kan hænge sammen med, at klager – afhængig af, hvad sagen drejer sig om – skal indbringes enten for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, der beskæftiger sig med sundhedsfaglige spørgsmål, eller for de sociale nævn, der beskæftiger sig med socialfaglige spørgsmål. Med henblik på at tydeliggøre klagemulighederne vil regeringen udarbejde en fælles klagevejledning.
 


Sidst opdateret 10-07-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |