Skip navigation


2. Resumé


 

2.1. Sammenfatning


Forskellige former for psykisk sygdom forekommer udbredt i befolkningen. Psykiske lidelser er en heterogen gruppe af sygdomme, der omfatter et spektrum af forskellige diagnoser fra organisk betingede lidelser (f.eks. demens og hjerneskade), misbrug, lidelser med psykotiske symptomer (f.eks. skizofreni), affektive sindslidelser (f.eks. depression), nervøse og stressrelaterede tilstande, personlighedsforstyrrelser (f.eks. psykopati) m.fl.

Der findes ingen opgørelser over den faktiske forekomst af psykiske lidelser i den danske befolkning, men 10 % - 20 % skønnes på et givet tidspunkt at lide af psykisk sygdom i varierende grad. Skønsmæssigt lider 0,5 % af befolkningen af henholdsvis skizofreni og bipolær affektiv lidelse og ca. 1 % af alvorligere depression.

Psykisk sygdom er forbundet med overdødelighed, hvoraf selvmord udgør den væsentligste årsag. Psykisk syge har således 20 gange så stor risiko for at begå selvmord.

I relation til misbrug, som i sig selv definitorisk er klassificeret som en diagnose under psykiatriske lidelser i WHO's sygdomsklassifikation, vides at op mod 50 % af indlagte psykiatriske patienter opfyldte kriterierne for en samtidig misbrugsdiagnose (stoffer og alkohol). En undersøgelse har vist, at 28 % af de stofmisbrugere, der henvendte sig med henblik på afvænningsbehandling også havde en psykiatrisk diagnose. Halvdelen af de patienter, der påbegyndte afvænningsbehandling ved alkoholambulatorium, havde også en psykiatrisk diagnose ud over misbrug. Misbrug er ofte forbundet med en psykisk lidelse, som led i selvmedicinering af en allerede bestående, men eventuelt endnu ikke diagnosticeret psykisk lidelse. Misbrug af visse stoffer vil desuden i sig selv kunne fremprovokere psykisk lidelse hos sårbare.

Det er en udbredt opfattelse, at antallet af psykisk syge, der begår kriminalitet er steget markant de senere år, og at den form for kriminalitet de psykisk syge begår, bliver mere og mere alvorlig. Denne opfattelse bekræftes delvist af resultaterne i denne rapport, men som det vil fremgå, er der bag denne overordnede konstatering en række forskellige konkrete forhold og nuancer, som det er væsentligt at afdække og beskrive for at skabe grundlag for iværksættelse af en målrettet indsats med henblik på at bremse og vende udviklingen.

Af kapitel 5 fremgår, at antallet af behandlingsdømte i perioden 1995 til 2004 er steget fra 849 til 1.427 svarende til en stigning på 68 %. I samme periode er antallet af lovovertrædelser, psykisk syge dømmes for, steget med 61 % fra 1.344 til 2.170. Væksten i perioden er dog ikke jævn, idet der fra 2003 til 2004 har været et fald i antallet af lovovertrædelser, som psykisk syge dømmes for.

Ses der på udviklingen i de forskellige typer kriminalitet, har der i særlig grad været en vækst i antallet af tilfælde af vold mod personer i offentlig tjeneste, idet antallet er mere end femdoblet fra 40 i 1995 til 237 i 2004. Denne stigning skyldes formentlig i højere grad en øget anmeldelsestilbøjelighed end en reel vækst i antallet af voldsager.

I samme periode er der imidlertid sket en stigning på i alt 39 % (fra 118 til 164) i antallet af alvorlige og personfarlige forbrydelser begået af psykisk syge. Alvorlige og personfarlige forbrydelser omfatter incest, voldtægt, seksualforbrydelser mod børn under 12 år, alvorligere vold, brandstiftelse, røveri, drab og forsøg på drab.

Samlet set dømmes psykisk syge for 0,8 % af kriminaliteten i Danmark. Ses alene på den andel af den samlede kriminaliteten, der har ført til enten en ubetinget frihedsstraf eller en foranstaltningsdom, står psykisk syge for 2,1 % af kriminaliteten. Uanset hvordan andelen gøres op, er psykisk syge for visse typer af kriminalitet overrepræsenteret. Psykisk syge står således for omkring hver ottende dom for drab og for mere end en tredjedel af alle domme for forsøg på manddrab. Endvidere er det iøjnefaldende, at næsten hver femte dom for brandstiftelse vedrører psykisk syge. Ses der på den alvorlige personfarlige kriminalitet samlet, står psykisk syge for 6 % af denne kriminalitet. At psykisk syge står for så relativ stor en andel af de nævnte lovovertrædelser skal ses i lyset af, at de psykisk syge lovovertrædere udgør 0,4 % af samtlige lovovertrædere.

At psykisk syge står for 6 % af den alvorlige personfarlige kriminalitet er foruroligende, men det skal tilføjes, at andelen har været nogenlunde konstant i den undersøgte periode. Stigningen på i alt 39 % i antallet af alvorlige og personfarlige forbrydelser begået af psykisk syge, svarer således til den procentvise stigning, der har været i det samlede antal alvorlige og personfarlige forbrydelser i perioden.

Sammenlignes psykisk syges kriminelle karriere med den kriminelle karriere hos andre dømte ses bl.a., at forholdsvis mange psykisk syge lovovertrædere er kvinder (ca. 15 % mod 5-6 % blandt andre dømte), at de psykisk syge dømte er relativt ældre (60 % er mellem 25 år og 39 år) og at psykisk syge har en relativ sen kriminel debut (i gennemsnit 29 år).

Det fremgår videre, at behandlingsdømte har en lavere risiko for tilbagefald til ny kriminalitet end andre dømte. Kun 14 % af de behandlingsdømte falder tilbage til ny kriminalitet, mens andelen for andre dømte er 39 %. Undersøgelsen viser en tendens til, at især psykisk syge dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet, forholdsvis sjældent falder tilbage til ny kriminalitet.

Andelen af behandlingsdømte af udenlandsk oprindelse har ligget nogenlunde konstant på ca. 20 % i perioden 2001-2004. Andelen af behandlingsdømte af udenlandsk oprindelse svarer således nogenlunde til andelen af indsatte af udenlandsk oprindelse i de danske fængsler (20 % i 2000 og 23 % i 2005). Opgørelsen tyder derfor ikke umiddelbart på, at personer af udenlandsk oprindelse er særligt overrepræsenterede blandt psykisk syge lovovertrædere, men ligesom personer med udenlandsk oprindelse er overrepræsenterede i fængslerne, er de det også blandt behandlingsdømte.

For så vidt angår de behandlingsdømtes uddannelsesniveau fremgår det af kapitel 5, at 34 % af behandlingsdømte ikke har afsluttet folkeskolen med en afgangseksamen og 77 % ikke har nogen uddannelse efter ungdomsuddannelsen. For andre under Kriminalforsorgen er andelen henholdsvis 25 % og 60 %. Desuden modtager ca. 90 % offentlig forsørgelse, hvilket er væsentligt flere end blandt andre kriminelle. Dette er med til at understrege, at behandlingsdømte er en socialt meget udsat gruppe.

I kapitel 6 redegøres for den eksisterende viden om sammenhængen mellem psykisk sygdom og kriminalitet. Sammenhængen mellem psykisk sygdom og kriminalitet er særdeles kompleks. Udover selve den psykiske lidelse og dens symptomer er individuelle forhold som f.eks. personlighed og misbrug såvel som den aktuelle kontekst som f.eks. behandling, netværk og en række sociale forhold af væsentlig betydning for risikoen for, at en psykisk syg begår kriminalitet.

Helt overordnet viser samtlige nyere danske og internationale undersøgelser af store befolkningsgrupper en større relativ risiko for kriminalitet ved psykisk sygdom. Den øgede risiko for kriminalitet er størst for patienter med diagnosen skizofreni, og den kriminalitet skizofrene begår, er ofte personfarlig.

En række undersøgelser tyder desuden på, at misbrug især alkoholmisbrug øger risikoen for voldskriminalitet. Hvis den psykisk syge har en personlighedsforstyrrelse øger det også risikoen for, at personen begår vold og anden alvorlig personfarlig kriminalitet. Er der tale om både misbrug og personlighedsforstyrrelser, hvilket ofte er tilfældet, øges risikoen for voldskriminalitet markant.

Hvis en patient er psykotisk, er risikoen for voldelig adfærd forøget. Det gælder specielt, hvis personen har vrangforestillinger af forfølgelseskarakter og/eller oplevelsen af at være "styret udefra".

Det konkluderes i kapitlet bl.a., at ubehandlet psykisk sygdom øger risikoen for kriminalitet, hvorfor tidlig opsporing, diagnostik og behandling og løbende tæt opfølgning er særdeles vigtigt.

I forbindelse med kriminelle handlinger er det ligeledes vigtigt, at der sker en identificering af, om der foreligger en psykisk sygdom, så den psykisk syge kan sikres udredning og relevant behandling og efterfølgende dom efter den gældende lovgivning. Det er væsentligt, at behandlingen koordineres mellem de involverede parter, gerne i form af en overordnet behandlingsplan for hele den periode, patienten har dom til behandling. Det er ligeledes vigtigt, at man sikrer relevant behandling under den psykiatriske særforanstaltning, og i forbindelse med særforanstaltningens ophør har redskaber til vurdering af tilbagefaldsrisiko og forebyggelse af tilbagefald til ny kriminalitet. Der er således behov for en koordineret intervention på en række forskellige områder for at bremse udviklingen i antallet af psykisk syge kriminelle.

Det konstateres i kapitel 7 bl.a., at Anstalten ved Herstedvester i årene 1994-2004 har oplevet en øget belastning ikke alene på grund af et mere belastet klientel, men også udtrykt ved en stigning i pladsudnyttelsen og en stigning i antallet af nydomfældte, der afventer indsættelse. Ventelisten til anstalten er steget, hvilket skyldes en ophobning af nydomfældte, der i arresthusene afventer plads i Anstalten ved Herstedvester. Der er således ikke i Kriminalforsorgen kapacitet til at modtage alle de indsatte, der har behov for ophold i en institution, hvor der er mulighed for psykiatrisk behandling.

Det er undersøgt, om der er problemer med overførsel af psykotiske varetægtsfængslede, foranstaltningsdømte eller afsonere, som bliver psykotiske, til det psykiatriske behandlingssystem. En opgørelse viste, at der på en given dag medio oktober 2005 var 14 personer, der afventede plads til indlæggelse på psykiatrisk afdeling, alle i Hovedstadsområdet. De fleste af disse er henvist i løbet af august og september 2005, en enkelt i april 2005.

Af kapitlet fremgår videre, at der findes en mindre gruppe behandlingsdømte, som ikke kan profitere af traditionel psykiatrisk behandling. Disse personer er under tilsyn af Kriminalforsorgen under deres behandlingsdom, men modtager ingen eller kun sjældne samtaler med en psykiater, der ikke kan tilbyde egentlig behandling. Denne gruppe har behandlings- og støttebehov i bred forstand, og gruppen ville med et etableret tilbud, hvor de kunne fastholdes i behandling og støtte via dommen, kunne profitere af en rehabiliterende indsats.

Herudover er der i Kriminalforsorgens institutioner en mindre gruppe psykisk afvigende indsatte, som i dag er idømt almindelig straf. Også en del af denne gruppe ville kunne profitere af et bredere rehabiliteringstilbud.

I kapitel 8 beskrives udviklingen i kapacitet og sammensætning i tilbudene til behandlingsdømte. Beskrivelsen baserer sig på en survey- og interviewundersøgelse, foretaget blandt personer i sundhedsvæsenet og socialsektoren, som er involveret i behandlingsindsatsen eller den sociale indsats omkring behandlingsdømte.

Både psykiatrien og den amtslige og den kommunale socialsektor tilkendegiver i undersøgelsen at have oplevet en markant stigning i antallet af behandlingsdømte. Der er i perioden faktuelt sket en fordobling af antallet, men stigningen i antallet af behandlingsdømte, der kommer i kontakt med det sociale system, er steget endnu mere, idet antallet i den amtslige socialsektor er mere end firdoblet og antallet i den kommunale socialsektor er femdoblet.

De kvalitative interviews antyder, at det stigende antal dømte har mere komplekse årsager end, at flere psykisk syge begår kriminalitet, idet interviewpersonerne er enige i, at man er begyndt at anmelde psykisk syge for vold bl.a. mod personalet langt mere de seneste år.

Undersøgelsen viser videre, at der ikke, hverken i de psykiatriske eller sociale behandlings- og støttetilbud, sondres skarpt mellem patienter med en behandlingsdom og patienter uden dom, når det gælder indhold i behandlings- og støttetilbud. Kun fem ud af ti amter svarer, at kriminaliteten indgår som en væsentlig faktor i planlægningen af behandlingstilbud til behandlingsdømte. En række af de behandlingstilbud, der gives til behandlingsdømte, ligner de tilbud, som gives til psykisk syge uden dom i psykiatrien og er således ikke målrettet målgruppen.

Der er blandt de adspurgte bred enighed om, at patienter, der har været indlagt på psykiatrisk afdeling, bør gennemgå en gradvis udslusning. Og i forhold til behandlingsdømte med misbrug peges på, at psykiatriske ambulatorier (i en kortere eller længere periode) kan være et godt alternativ til distriktspsykiatrien – nemlig i forhold til patienter, hvor det kræver en specialiseret indsats at fastholde dem i behandling.

I spørgeskemaundersøgelsen peges desuden på, at både manglende fysisk plads, manglende specialviden, samt behandlingsdømtes særlige adfærd overfor andre patienter kan være hæmmende for, at behandlingsdømte patienter kan rummes i allerede etablerede tilbud i socialpsykiatrien. Interviewene viser dog, at dette ikke så meget skyldes kriminaliteten eller dommen, som det faktum, at behandlingsdømte ofte kan findes blandt de af socialpsykiatriens brugere (med og uden dom), der har de mest komplekse problemstillinger og behov.

I psykiatrien peges på samme barrierer – manglende fysisk plads, manglende specialviden, samt behandlingsdømtes særlige adfærd overfor andre patienter – men det tilføjes, at også manglende økonomiske ressourcer kan være en barriere for at rumme de behandlingsdømte i de allerede etablerede tilbud, da denne type patienter kan medføre behov for øgede personalenormeringer.

Derudover peger de adspurgte på behovet for og idéer til særlige tilbud, der tager højde for de karakteristika, der bl.a. kendetegner nogle af de behandlingsdømte. Det drejer sig om særlige foranstaltninger til psykisk syge med anden etnisk baggrund end dansk, med misbrug og med personlighedsforstyrrelse.

For så vidt angår kapaciteten viser undersøgelsen, at der tilsyneladende hverken er sket store stigninger eller markante fald i antallet af behandlingstilbud til retspsykiatriske patienter i psykiatrien de seneste 10 år. Antallet af tilbud til målgruppen svinger en smule frem og tilbage fra år til år. Dog er der i perioden sket en markant stigning i antallet af ambulante behandlingstilbud.

Ses på hvor mange amter der havde en retspsykiatrisk afdeling i amtet i henholdsvis 1995, 2000 og 2005 kan der konstateres en tydelig stigning fra 4 amter i 1995 til 7 amter i 2000 og 8 amter i 2005. Der er med andre ord sket en fordobling i antallet af retspsykiatriske afdelinger.

Der er fra 1995 til 2005 sket en lille stigning i antallet af amter, hvor distriktspsykiatrien behandler behandlingsdømte, hvilket må ses som en følge af en udbygget distriktspsykiatri. I 1995 havde distriktspsykiatrien i 10 amter behandlingsdømte, mens det i 2000 var 11 amter og i 2005 13 amter. Dette indicerer igen, at flere behandlingsdømte i dag modtager behandling i ambulant frem for stationært afdelingsregi.

For så vidt angår udviklingen i antallet af tilbud til behandlingsdømte i den amtslige socialpsykiatri fra 1995 til 2005 viser undersøgelsen, at den placering af behandlingsdømte patienter i psykiatriske plejehjem og amtslige døgninstitutioner, som skete i 1995, i 2005 er blevet afløst af botilbud, primært efter servicelovens § 92. Desuden er der fra 1995 til 2000 sket en markant stigning i det opsøgende og udgående arbejde i den amtslige socialpsykiatri.

Endelig er der sket en stigning i brugen af bostøtte de sidste 10 år. Mens ingen amter anvendte bostøtte i 1995, var der i 2000 gennemsnitligt 2 tilbud i form af bostøtte pr. amt og i 2005 gennemsnitligt 1,4 bostøtte-tilbud pr. amt.

For den kommunale socialpsykiatri viser undersøgelsen, at det gennemsnitlige antal tilbud til retspsykiatriske patienter pr. kommune generelt er steget fra år 1995 til 2005. Den eneste form for tilbud, der har oplevet en indsnævring fra 1995 til 2005 i den kommunale socialpsykiatri er de selvejende institutioner og pensionater, hvor antallet er faldet lidt fra gennemsnitligt 0,4 tilbud pr. kommune i 1995 til gennemsnitligt 0,1 tilbud pr. kommune i 2005. Generelt tyder tallene på en forøgelse af kommunale socialpsykiatriske tilbud til behandlingsdømte.

For mennesker, som både har en psykisk sygdom og har begået en kriminel handling, kan det være afgørende ikke blot at få den rigtige behandling, men også at få den i rette tid. Det er således afgørende, at der ikke er ventetid på tilbud til de behandlingsdømte.

Undersøgelsen viser, at der i 2005 er et problem med ventelister til tilbud til behandlingsdømte. Der er ventelister til retspsykiatriske lukkede afdelinger, lukkede afdelinger i almenpsykiatrien og socialpsykiatriske botilbud. Ses der på perioden 1995 til 2005, har der været flest ventelister i den amtslige socialpsykiatri, dernæst i psykiatrien og færrest i den kommunale socialpsykiatri.

I undersøgelsen antydes, at man skal tage fat på ventelisterne til botilbuddene først. De patienter, der står på ventelister hertil, venter nemlig ofte i psykiatrien – og bevirker på deres side så igen, at der er ventelister hertil for patienter, der netop har fået dom.

Eftersom den behandlingsdømtes behandlings- og støtteforløb oftest består af flere forskellige tilbud i både psykiatrien og det sociale system, er samarbejde på tværs af sektorer og aktører væsentligt.

Undersøgelsen viser, at der ikke er mange amter og kommuner, der har udformet en særlig samarbejdspolitik omkring behandlingsdømte. Dette kan dels have historiske årsager, dels skyldes, at der er tale om forskellige sektorer med forskellige regelsæt og fagligheder, som skal samarbejde. Det kan også skyldes, at mange behandlingsdømte ikke har andre typer behov og problemer end almindelige psykiatriske patienter bortset fra en dom.

Det konstateres videre, at der findes mange forskelligartede samarbejdsmodeller og -metoder. Overordnet samarbejdes der på tværs af sektorer om især to opgaver: overdragelse af patienter fra psykiatrien til socialpsykiatrien (ofte i forbindelse med visitation til botilbud eller lignende) samt løbende samarbejde omkring retspsykiatriske patienter i ambulant behandling. Samarbejdsformerne er som regel faste møder eller ad hoc møder, løbende telefonisk kontakt samt koordinations- eller handleplaner.

Interviewene peger på, at det ikke er afgørende, hvor aktørerne samles, eller hvem der får ansvaret for hvad i den enkelte sag. Det er derimod vigtigt, at alle relevante parter i en konkret sag er enige om, hvem der gør hvad, hvem der har ansvar for hvad – samt hvem der skal kontakte hvem, hvis noget skulle opstå akut undervejs. I den forbindelse er det blevet fremhævet, at alle aktører bør være aktivt involveret i (eller repræsenteret ved) planlægningen af forløbet efter udskrivningen.

Undersøgelsen peger således på, at det eneste der som udgangspunkt skal være formaliseret og fastlagt for, at samarbejdet fungerer godt, er rammerne omkring, hvordan ansvar og opgaver fordeles og koordineres. Samtidig skal samarbejdet være så fleksibelt, at det kan tilpasses de behandlingsdømtes individuelle og akutte behov.

Mange af interviewpersonerne er af den opfattelse, at et velfungerende samarbejde på tværs af sektorer og kommunale niveauer ofte forudsætter, at det er muligt at udveksle oplysninger de forskellige myndigheder imellem - herunder også oplysning om en eventuel dom. Der er udtrykt tvivl om, hvorvidt en sådan udveksling er mulig med den eksisterende lovgivning.



2.2. Anbefalinger


Arbejdsgruppen når på baggrund af den tilvejebragte viden om sammenhængen mellem psykisk sygdom og kriminalitet og beskrivelsen af den aktuelle indsats og sammenhængen heri frem til følgende anbefalinger:

Koordinering/samarbejde/planlægning

Sammenhæng i indsatsen og samarbejde mellem de forskellige myndigheder og tilbud er særlig vigtig for at forebygge kriminalitet og fastholde den enkelte i et hensigtsmæssigt forløb. Dette stiller krav til planlægning og koordinering på flere niveauer. Det anbefales derfor:

Samarbejdskataloger

1) At der som led i psykiatriplanlægningen f.eks. i sundhedsaftaler udarbejdes samarbejdskataloger vedrørende forebyggelses-, behandlings- og støtteindsatsen i forhold til behandlingsdømte. Samarbejdskataloget bør indeholde:

  • Aftale om faste møder og koordination af arbejdet mellem relevante aktører og sektorer vedrørende behandlingsdømte.
  • Aftale om samarbejde på beslutningstagerniveau mellem psykiatrien og socialpsykiatrien, som vurderes regelmæssigt, med det formål at justere den overordnede samarbejdspolitik.
  • Aftale om afholdelse af samarbejdsmøder på tilbudsniveau og behandlingsniveau, med det formål at sikre kontinuitet og kvalitet i det daglige samarbejde.

De udarbejdede samarbejdskataloger bør være offentligt tilgængelige.

Især hvad angår gruppen af unge psykisk svage personer konkluderes det at tidlig opsporing og løbende tæt kontakt er særdeles vigtig. Der er således behov for lokalt også at inddrage undervisningsområdet i den koordinerede intervention/indsats eksempelvis via PPR-rådgivningen.

Behandlings- og støtteplaner

2) At der udarbejdes en plan for behandling og støtte til hver enkelt behandlingsdømt, som omfatter de tilbud, den enkelte kommer i berøring med. Planen skal sikre kontinuitet og helhed i den samlede indsats ved:

  • At hver enkelt behandlingsdømt har en individuel plan, som sikrer behandling af den psykiske sygdom og evt. misbrug, evt. social støtte og rehabilitering.
  • At der er en kontaktperson enten fra psykiatrien eller socialpsykiatrien, som er koordinerende led i forhold til de øvrige tilbud.
    At der under hensyntagen til behandlingsdommen arbejdes på at sikre den behandlingsdømte størst mulig indflydelse på behandlings- og støtteplanen.

Det gælder generelt for samarbejdet mellem sektorerne, at de bør tage afsæt i "Det fælles værdigrundlag for mennesker med en sindslidelse" (Socialministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet, 2005).

Kapacitet

Der er brug for at udnytte og tilpasse kapaciteten samt tilbyde flere differentierede tilbud, målrettet særlige grupper. Det anbefales derfor:

Sundhedssektoren

3) At der generelt sikres en tidlig effektiv indsats mhp. diagnostik og behandling af psykisk syge – også ud fra et kriminalitetsforebyggende aspekt.

4) At der gøres en intensiv opsøgende indsats i forhold til særlige risikogrupper, herunder at fortsætte udbredelsen af erfaringerne med psykoseteams og OPUS-projektet.

 

5) At kapaciteten på de psykiatriske/retspsykiatriske afdelinger udnyttes og tilpasses, så ventetid på indlæggelse for behandlingsdømte og for kriminelle, som under ophold i fængsler udvikler en psykisk sygdom, kan undgås.

6) At der etableres specialiserede tilbud med fokus på lange stabiliserende indlæggelser af særligt udsatte personer f.eks. unge med nyligt opdaget skizofreni med mulighed for langvarig udslusning. Ved lange indlæggelser forstås mere end 6 mdr.


Socialsektoren

7) At der etableres flere særlige tilbud til psykisk syge med henholdsvis stof-, alkoholog blandingsmisbrug, herunder behandlingsdømte med samme misbrugsproblemer.


8) At der etableres sociale tilbud, hvor brug af stoffer og alkohol ikke er tilladt, med henblik på at minimere risikoen for tilbagefald hos behandlingsdømte med tidligere misbrug.

Ikke sektorspecifik

9) At der med henblik på senere konkretisering foretages yderligere udredningsarbejdes mhp. at udvikle et særligt bo- og behandlingstilbud til en lille gruppe behandlingsdømte (på landsplan ca. 20 – 30 mennesker) med massive personlighedsmæssige og sociale forstyrrelser, som på grund af deres problematikker ofte ikke kan profitere af almindelig psykiatrisk behandling. Hvor ansvaret for et sådant tilbud skal placeres, kan først afgøres, når yderligere konkretisering har fundet sted.

Efteruddannelse

Der er generelt brug for at sikre kvalificeret behandling og støtte herunder især overfor særlige målgrupper. Derudover er der for at sikre implementering af øget sammenhæng på tværs af sektorerne behov for en øget fokus på specialviden og viden på tværs af sektorerne, samt ensartet praksis i vurdering af farlighed. Det anbefales derfor:

Uddannelsesindsats

10) At der iværksættes en uddannelsesindsats hvor der er fokus på:

  • At der i alle tilbud til behandlingsdømte på tværs af sektorer oparbejdes specialviden om, hvordan man behandler og støtter mennesker med sindslidelse og henholdsvis stof-, alkohol og blandingsmisbrug.
  • At der i alle tilbud til behandlingsdømte på tværs af sektorerne er specialviden om, hvordan man behandler og støtter brugere med anden etnisk baggrund end dansk med hensyn til sprog, kultur og de særlige psykiske lidelser, der knytter sig til oplevelser af f.eks. krig, tortur og flugt. I disse tilbud skal der være adgang til at indhente tolkebistand.
  • Mulighederne for inden for rammerne af eksisterende relevant lovgivning at videregive oplysninger til andre myndigheder om behandlingsdømte, som har behov for støtte i flere sektorer.

Forebyggende indsats overfor personer med anden etnisk baggrund

11) At støtte/kontaktpersoner efteruddannes i forhold til at arbejde med mennesker med anden etnisk baggrund end dansk. Herunder bør det vurderes, om det er muligt og hensigtsmæssigt at ansætte (flere) støtte/kontaktpersoner med anden etnisk baggrund.


Konflikthåndtering

12) At personale uddannes til at arbejde systematisk med forebyggelse af aggression og vold, herunder udvikle metoder, der inddrager konflikthåndtering.

Farlighedsvurderinger

13) At der udvikles og implementeres en identisk metode til brug for arbejdet med farlighedsvurderinger (analog med vurdering af selvmordsfare). Anvendelse af en identisk metode til systematisk farlighedsvurdering vil bl.a. sikre udvikling af fornøden faglig ekspertise på området og fremme retssikkerhedsaspektet for den psykisk syge, som underkastes en farlighedsvurdering, da en sådan har afgørende indflydelse på karakteren af efterfølgende behandling og tilbud.


Systematisk identifikation af psykisk syge

14) At der til brug for Kriminalforsorgens sundhedspersonale udarbejdes et redskab til identifikation af tegn på behov for udredning af psykisk sygdom i forbindelse med varetægtsfængsling.

Forskning m.v.

Der er brug for mere viden på området, for at der kan etableres en målrettet indsats i forhold til at reducere kriminalitet blandt psykisk syge. I forbindelse med arbejdsgruppen arbejde, er der derfor taget initiativ til, at nogle af de oplysninger om foranstaltningsdomme, der i dag registreres af Justitsministeriets Forskningsenhed, videregives til Danmarks Statistik, så de bliver tilgængelige for andre forskere. Det drejer sig om oplysninger om den dømtes mentale tilstand (psykisk syg, mentalt handicappet eller psykisk afvigende) og oplysninger om foranstaltningens art. Det anbefales videre:

15) At der gennemføres en registerbaseret undersøgelse af, hvilke personalegrupper de behandlingsdømtes vold mod personer i offentlig tjeneste angår. Undersøgelsen vil på baggrund af tilførsel af ovennævnte oplysninger kunne gennemføres via samkøring af forskellige registre i Danmarks Statistik.

16) At der igangsættes en tværsektoriel og tværfaglig forløbsundersøgelse. Undersøgelsen skal øge viden om risikofaktorer og beskyttende faktorer i forhold til sammenhængen mellem opvækstforhold (herunder betydningen af evt. omsorgssvigt i barndommen form af vold og seksuelle overgreb), levevilkår, skoleforhold, sindslidelse og kriminalitet.

17) At der igangsættes en deskriptiv studie, der belyser forløbet af foranstaltningsdomme, herunder omfang, art og varighed af de forskellige former for tiltag og interventioner.

18) At der iværksættes en undersøgelse af effekten af indsatsen, hvor følgende parametre bør indgå: tilbagefald til kriminalitet, misbrug, selvmord, livskvalitet og rehabilitering.

19) At der iværksættes en undersøgelse af effekten af de ambulante tilbud, hvor parametre som samarbejde, tilgængelighed, fleksibilitet og forebyggelse indgår.

Det skal afslutningsvis understreges, at et godt, veludviklet, kvalitetspræget og let tilgængeligt tilbud til psykisk syge i sundheds- og socialvæsenet må vurderes at kunne have en betydelig kriminalitetsforebyggende effekt.

Økonomi

Arbejdsgruppen har ikke taget stilling til de konkrete ressourcemæssige konsekvenser af de fremlagte anbefalinger. Det skønnes, at nogle af anbefalingerne vil kunne gennemføres inden for de eksisterende ressourcemæssige rammer, mens andre vil kræve tilførsel af ressourcer til de berørte sektorer. En eventuel prioritering af anbefalingerne vil kunne ske i forbindelse med forhandlingerne om en ny psykiatriaftale fra 2007, som regeringen vil foreslå som opfølgning på den flerårige psykiatriaftale, som udløber i 2006. I den forbindelse skal nævnes, at der i aftalen mellem regeringen og Amtsrådsforeningen om amternes økonomi for 2006 er udtrykt enighed om, at der i forbindelse med en ny psykiatriaftale er behov for særlig fokus på retspsykiatriske patienter.


Sidst opdateret 10-07-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |