Skip navigation


3. Psykisk syge kriminelle, aktører og regelgrundlaget

Som det først i dette kapitel beskrives, hvilken målgruppe, der er i fokus i rapporten. Dernæst redegøres for de involverede aktører og det regelgrundlag, de agerer på baggrund af.

Formålet med rapporten er, jf. kapitel 1, bl.a. at tilvejebringe viden om sammenhængen mellem psykisk sygdom og kriminalitet. Målgruppen for rapporten er således primært psykisk syge, der har begået kriminalitet. Da det også er sigtet at forebygge, at psykisk syge begår kriminalitet, vil der i rapporten, med baggrund i den viden der tilvejebringes om sammenhængen mellem psykisk sygdom og kriminalitet, også blive givet anbefalinger for indsatsen overfor psykisk syge, der ikke har begået kriminalitet.

3.1. Psykisk syge kriminelle


Straffeloven bygger på det grundlæggende princip, at psykisk syge ikke kan drages til ansvar for deres handlinger – de er ikke tilregnelige i strafferetlig forstand. Straffelovens § 16, stk. 1, fastslår således, at

"Personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, straffes ikke. Tilsvarende gælder personer, der var mentalt retarderede i højere grad. Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af alkohol eller andre rusmidler forbigående i en tilstand af sindssygdom eller i en tilstand, der må ligestilles hermed, kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder taler derfor."

Hvis der statueres straffrihed i medfør af straffelovens § 16, frifindes den tiltalte for straf. Dette er imidlertid kun undtagelsesvis ensbetydende med, at der ikke fastsættes en reaktion i anledning af lovovertrædelsen.

Hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af straffelovens § 16, kan retten således efter straffelovens § 68, 1. pkt., træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere kriminalitet. Såfremt mindre indgribende foranstaltninger som tilsyn, bestemmelser vedrørende opholdssted eller arbejde, afvænningsbehandling, psykiatrisk behandling mv. ikke findes tilstrækkelige, kan det bestemmes, at den pågældende skal anbringes i hospital for sindslidende, i institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for administrativ anbringelse eller i egnet hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg, jf. straffelovens § 68, 2. pkt.

I hovedtræk omfatter foranstaltninger efter straffelovens § 68 dom til anbringelse, dom til behandling på psykiatrisk afdeling eller under tilsyn heraf og dom til ambulant behandling ved psykiatrisk afdeling. I de fleste tilfælde er de dømte under tilsyn af Kriminalforsorgen.

Efter straffelovens § 69 kan retten, såfremt det findes formålstjenligt, i stedet for at idømme straf træffe bestemmelse om foranstaltninger som nævnt i § 68, 2. pkt., i tilfælde, hvor gerningsmanden ved den strafbare handlings foretagelse befandt sig i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er af den i § 16 nævnte beskaffenhed.

Personer, der er idømt behandlingsdomme efter straffelovens § 68 og § 69, fængsles ikke. I det omfang disse personer ikke er underkastet tilsyn eller ambulant behandling, er de indlagt på psykiatriske hospitaler eller institutioner for mentalt handicappede1.

Rigsadvokaten har i Meddelelse nr. 5/2002 af 19. december 2002 om behandling af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af straffelovens § 70 fastsat nærmere retningslinjer for politiets og anklagemyndighedens behandling af bl.a. straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle. Endvidere udarbejder Rigsadvokaten årlige redegørelser om erfaringerne med anvendelsen af foranstaltningsdomme efter straffelovens § 68 og § 69.

3.1.1. Judicielle muligheder før afsigelse af dom

Varetægtssurrogatanbragte.
Retten kan bestemme, at en varetægtsfængslet person skal surrogatanbringes på psykiatrisk afdeling med henblik på enten at modtage psykiatrisk behandling eller afvænningsbehandling. Dette kræver, jf. retsplejelovens § 765, den sigtedes samtykke.

Overførte varetægtsarrestanter
Hvis man allerede under varetægtsfængslingen forventer behandlingsdom, og retten skønner, at en hurtig overførsel til den psykiatriske afdeling, er ønskelig, kan den sigtede påbegynde anticiperet afsoning jf. retsplejelovens § 777. En sådan overførsel kræver ikke nødvendigvis den sigtedes samtykke.

Anbringelse uden for varetægtsfængsel af helbredsmæssige grunde.
En varetægtsfængslet person kan alene ved lægelig beslutning anbringes udenfor fængslet af helbredsmæssige grunde (retsplejeloven § 770, stk. 2). Bestemmelsens hovedsigte er akutte somatiske indlæggelser. Dog sker det, at arrestanter overflyttes til psykiatrisk afdeling af "helbredsmæssige grunde" i medfør af denne bestemmelse.

Mentalobservander.
Ifølge retsplejelovens § 809 skal sigtede underkastes mentalundersøgelse, når det er af betydning for sagens afgørelse. Mentalundersøgelser er navnlig indiceret, hvis der er grund til at tro, at 1) sigtede er sindssyg, mental retarderet eller på anden måde psykisk afvigende, 2) når sigtelsen angår en særlig grov forbrydelse som f.eks. drab og 3) hvis der overvejes anvendelse af tidsubestemt forvaring.

3.1.2. Mulige psykiatriske særforanstaltninger i henhold til dom

Domfældte idømt psykiatrisk særforanstaltning.
Psykisk afvigende lovovertrædere, hvis tilstand er omfattet af enten straffelovens § 16 (sindssyge mv.), straffelovens § 69 (andre psykisk afvigende) eller straffelovens § 73 (personer som udvikler en psykisk abnormtilstand efter gerningstidspunktet, men før dommen), kan efter straffelovens § 68 idømmes psykiatriske særforanstaltninger.

De psykiatriske særforanstaltninger idømt for mindre alvorlig kriminalitet har en længstetid på 3 eller 5 år. Der er dog mulighed for forlængelse. Psykiatriske særforanstaltninger idømt for grovere forbrydelser er tidsubestemte. Der er fastsat regler for anklagemyndighedens kontrol med varigheden af de tidsubestemte foranstaltninger.

Dog fastsætter retten, ved institutionsanbringelse for personer dømt efter straffelovens § 69 jf. § 68, en længstetid. Denne længstetid vil i almindelighed ikke overstige 1 år. I særlige tilfælde kan den forlænges.

De nærmere retningslinier for, hvorledes foranstaltningerne skal varetages, fremgår af Rigsadvokatens meddelelse nr. 5/2002 af 19. december 2002.

De psykiatriske særforanstaltninger kan inddeles i 3 hovedgrupper:

a. Dom til anbringelse
b. Dom til behandling og
c. Dom til ambulant behandling

a. Dom til anbringelse indebærer, at patienten overflyttes til psykiatrisk afdeling og ikke kan udskrives, før retten giver tilladelse hertil i form af en foranstaltningsændring.
b. Dom til behandling indebærer, at patienten som absolut hovedregel indledningsvis behandles under indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Foranstaltningen suppleres ofte med tilsyn af Kriminalforsorgen.
c. Ved dom til ambulant behandling er patienten forpligtet til at møde til behandling i et omfang, der bestemmes af den pågældende afdelings overlæge. I langt hovedparten af disse tilfælde anordnes der også tilsyn af Kriminalforsorgen, ligesom det af dommen fremgår, at overlægen sammen med Kriminalforsorgen kan træffe bestemmelse om (gen)indlæggelse.

* vil oftest have tilsyn af Kriminalforsorgen

Af figur 3.1 fremgår i oversigtsform, hvilke psykisk syge kriminelle, der behandles i det psykiatriske behandlingssystem.

3.1.3. Psykisk syge der ikke er idømt foranstaltning efter straffelovens §§ 68- 69

Strafafsonere
Hvis en indsat under afsoning bliver syg, det være sig psykisk eller somatisk, kan han/hun overflyttes til en relevant afdeling. En sådan indlæggelse er en lægelig beslutning, der ikke kræver en retslig afgørelse, og som finder sted på ganske samme måde som alle andre indlæggelser.

Er der behov for længerevarende psykiatrisk behandling, kan justitsministeren (det vil i denne sammenhæng sige Kriminalforsorgen), sammen med den psykiatriske afdeling, der skal modtage patienten, bestemme, at en domfældt skal overføres til psykiatrisk afdeling jf. straffuldbyrdelsesloven § 78, enten midlertidigt eller for resten af afsoningstiden.

Vilkår om psykiatrisk behandling
En person kan, i henhold til straffelovens § 57, som led i en betinget dom, en prøveløsladelse, et tiltalefrafald eller en benådning undergives vilkår om psykiatrisk behandling om fornødent på hospital.

Af figur 3.2 fremgår i oversigtsform, hvilke psykisk syge/afvigende lovovertrædere, der indsættes i kriminalforsorgens institutioner.





3.2. Aktører i relation til psykisk syge idømt foranstaltningsdom


Når mennesker med en psykisk sygdom får dom efter straffelovens § 68 og § 69 (herefter behandlingsdømte), kan følgende aktører være involveret i at føre dommen ud i livet, herunder behandle og støtte de dømte:

  • Sundhedsvæsenet
  • Socialsektoren
  • Retssystemet/Kriminalforsorgen

De respektive aktørers opgaver/kompetencer beskrives i de følgende afsnit.

3.2.1. Sundhedsvæsenet


Retspsykiatri er ikke et selvstændigt speciale i Danmark, men et fagområde indenfor specialet psykiatri. Ansvaret for behandlingen af de retspsykiatriske patienter i Danmark ligger i amterne og Hovedstadens Sygehusfællesskab(H:S). Behandlingen foregår således i det almindelige psykiatriske behandlingssystem. Flere amter og H:S har gennem 1990'erne etableret retspsykiatriske sengeafdelinger, men disse afdelinger har ingen særlig forvaltningsmæssig eller juridisk status (Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland undtaget - se nedenfor).

Retspsykiatrien behandler psykisk syge patienter med dom til anbringelse på åbne eller lukkede afdelinger. I nogle tilfælde behandles også patienter med en behandlingsdom, der giver mulighed for anbringelse – både som ambulant kontakt og under perioder med anbringelse.

De (rets)psykiatriske afdelinger gennemfører også mentalundersøgelser af sigtede, som man vurderer måske skal fritages for straf som følge af sindssygdom. Nogle (rets)psykiatriske afdelinger huser desuden psykisk syge i varetægtssurrogat, mens deres sag efterforskes. Endelig huser nogle (rets)psykiatriske afdelinger også patienter med uadreagerende adfærd, som ikke har en dom.

Det psykiatriske sygehusvæsen omfatter åbne og lukkede psykiatriske afdelinger for mennesker med sindslidelse, herunder dømte. Nogle dømte udsluses fra en retspsykiatrisk afdeling til psykiatrisk lukket afdeling og derfra videre til åben afdeling, efterhånden som dommen justeres i takt med, at behandlingen virker.

I psykiatrien indlægges patienter med behandlingsdom oftest udefra og på lige fod med patienter uden dom – det vil sige efter behov. Hvis dommen giver mulighed for indlæggelse, kan den dømte indlægges i henhold til dommen, det vil sige eventuelt uden samtykke. Dømte har ofte længere indlæggelsestid end ikke-dømte patienter, idet de først kan udskrives, når en læge vurderer, at der ikke er risiko for kriminalitet. Nogle psykiatriske afdelinger har desuden psykisk syge personer i varetægtssurrogat.

Distriktspsykiatrien behandler ikke-indlagte psykiatriske patienter, som bor i eget hjem, i botilbud og lignende. Psykisk syge med behandlingsdom behandles ofte ambulant side om side med andre, dog under hensyntagen til deres dom, hvilket f.eks. betyder, at der skal sikres regelmæssig kontakt med den behandlingsansvarlige psykiatriske overlæge.

Når en person dømmes til behandling, pålægges ansvaret for behandlingen normalt overlægen på den psykiatriske afdeling, personen hører under iht. bopælsforhold. Særlige forhold gør sig gældende, hvis personen har fået dom til anbringelse, idet personen i så fald ofte vil være anbragt på en af de såkaldte retspsykiatriske afdelinger. I særlige tilfælde modtager patienter pga. farlighed dom til anbringelse på Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland.

Det er den behandlingsansvarlige overlæges opgave at sørge for, at behandlingen føres ud i praksis herunder at gribe ind, hvis den behandlingsdømte ikke passer sin behandling som planlagt. Principielt er behandlingen ikke forskellig fra den, andre patienter tilbydes, bortset fra at det ofte vil være muligt at indlægge og tilbageholde patienten på psykiatrisk afdeling iht. dommen.

I langt de fleste tilfælde vil behandlingsdømte også have tilsyn af Kriminalforsorgen, som bør være inddraget i behandlingen herunder evt. i forbindelse med indlæggelse og udskrivning, og som står for handleplan og koordinering med andre myndigheder, f.eks. de sociale myndigheder ved behov (jf. afsnit 3.2.3 om Retssystemet/Kriminalforsorgen).

3.2.2. Socialsektoren

Den kommunale og amtslige socialpsykiatri er ansvarlig for botilbud til mennesker med sindslidelse, dagtilbud/beskyttede værksteder og herberger.

Med kommunalreformen vil den amtslige og den kommunale socialpsykiatri blive forankret i kommunerne. Fra den 1. januar 2007 vil der derfor alene være én myndighed, nemlig kommunerne, som har afgørelseskompetencen og forsyningsforpligtelsen for tilbud til psykisk syge efter serviceloven.

3.2.3. Retssystemet/Kriminalforsorgen

Kriminalforsorgen har en tilsynsforpligtelse overfor de personer, som dømmes efter straffelovens §§ 68-69. Det drejer som om langt den største del af den persongruppe, som enten idømmes psykiatrisk behandling på sygehus med mulighed for udskrivning eller som idømmes ambulant psykiatrisk behandling.

Personer, der i henhold til straffelovens §§ 68-69 dømmes til anbringelse på psykiatrisk afdeling, er ikke under tilsyn af Kriminalforsorgen.

Et tilsyn med en behandlingsdømt i Kriminalforsorgen kan typisk forløbe som nedenfor skitseret:

Kriminalforsorgen modtager domsudskriftet, når ankefristen er udløbet. Det er oftest Kriminalforsorgen, som videresender domsudskriftet til behandlende overlæge/afdeling. Har den dømte været varetægtsfængslet under sagen, hvilket som hovedregel vil have været i surrogat, er den pågældende normalt fortsat indlagt ved domsafsigelsen og tiden derefter, og først i forbindelse med en udskrivning involveres Kriminalforsorgen.

Er den dømte på fri fod ved domsafsigelsen, afholdes ofte et møde mellem Kriminalforsorgen, den behandlende afdeling og eventuelle boinstitutioner, misbrugsbehandlingscenter, kontaktpersoner, etc. Der gælder forskellig praksis med hensyn til, hvilke personer der deltager i disse møder. På møderne afdækkes klientens samlede behandlingsmæssige og sociale støttebehov og arbejdsdelingen mellem de forskellige instanser aftales.

Kriminalforsorgens funktioner er meget forskellige alt efter den enkeltes klients situation. Der er klienter, der psykisk er så dårlige og så tæt fulgt i døgnforanstaltninger, at tilsynet føres via kontakt til behandlende læge og botilbudet, idet behandlingssystemet fraråder personlig kontakt til klienten.

For klienter, der har tæt støtte i eget hjem, er der ofte en fortløbende personlig kontakt til klienten fra Kriminalforsorgen, evt. sammen med støttepersoner. Den personlige og sociale støtte ydes her af støttekontaktpersonerne, hvorfor kontakten til Kriminalforsorgen mere er af opfølgende og kontrollerende art.

For klienter, der er i ambulant behandling uden andre støtteforanstaltninger, er Kriminalforsorgens opgaver at yde den nødvendige sociale og personlige støtte. Der er fortløbende tilsynskontakt, typisk en gang om måneden. Tilsynets indhold kan bestå i rådgivning og vejledning i aktuelle daglige problemstillinger, løbende vurdering af, om der er behov for yderligere støtte, og i kontakt til andre myndigheder.

Kriminalforsorgen skal udfærdige en handleplan sammen med klienten, med mindre denne ikke kan forholde sig til dette af helbredsmæssige grunde. Ved behov afstemmes handleplanen med relevante samarbejdspartnere.

Der er i alle situationer et løbende samarbejde med det ansvarlige psykiatriske behandlingssystem.

Over for den gruppe dømte, hvor det psykiatriske behandlingssystem ikke har kunnet tilbyde relevant behandling, er det Kriminalforsorgens opgave at afklare og planlægge et eventuelt andet behandlingstilbud i samarbejde med amt og kommune.

Hvis det ikke lykkes at få etableret et andet behandlingstilbud, er Kriminalforsorgen den eneste instans, der har kontakt til klienten og kan yde denne støtte i hverdagen.



3.3. Regelgrundlaget i de tre sektorer


3.3.1. Sundhedsvæsenet

Ifølge Lov nr. 328 af 26. juni 1975 om statshospitalernes overførelse til amtskommunerne2 (§ 3) påhviler det amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommuner på disses psykiatriske sygehuse eller sygehusafdelinger at modtage:

a. Personer, der efter retskendelse skal indlægges til mentalundersøgelse.
b. Personer, der i henhold til dom eller kendelse skal anbringes i psykiatrisk sygehus eller på anden måde undergives psykiatrisk behandling.
c. Personer, der efter Justitsministeriets eller overøvrighedens bestemmelse skal anbringes i psykiatrisk sygehus.
d. Personer, der som vilkår for prøveløsladelse eller tiltalefrafald skal undergives psykiatrisk behandling.

Det påhviler desuden Vestsjællands Amtskommune at drive den til statshospitalet i Nykøbing Sjælland knyttede sikringsafdeling (§ 3 stk. 2). På afdelingen skal modtages:

a. Personer, der i henhold til dom eller administrativ beslutning skal anbringes på sikringsafdelingen.
b. Personer, der efter retskendelse skal indlægges til mentalundersøgelse i hospital for sindslidende, og som af anklagemyndigheden skønnes at burde anbringes i sikringsafdelingen.


Det følger af § 42 i lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (herefter psykiatriloven), at Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang reglerne i psykiatriloven finder tilsvarende anvendelse på personer, der opholder sig på psykiatrisk afdeling i henhold til en retsafgørelse, som er truffet i strafferetsplejens former.

Justitsministeren har i bekendtgørelse af 14. december 19983 fastsat, at for personer der er indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til en retsafgørelse, som er truffet i medfør af straffelovens § 68 eller § 69 eller retsplejelovens § 765, § 777 eller § 809, stk. 2 finder bestemmelserne i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien og de i medfør af loven udfærdigede forskrifter tilsvarende anvendelse. Det gælder dog ikke psykiatrilovens §§ 5-11 om frihedsberøvelse, tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel og ophør af frihedsberøvelse, og § 21, stk. 2 om ret til efterprøvelse af frihedsberøvelse samt bestemmelserne i kapitel 10 om klageadgang og domstolsprøvelse med hensyn til afgørelser om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel. Desuden gælder bestemmelserne i psykiatrilovens §§ 24-29 om patientrådgivere kun i tilfælde, hvor den pågældende ikke har en bistandsværge efter straffelovens § 71.

Retspsykiatriske patienter er således, med de nævnte undtagelser, omfattet af psykiatrilovens bestemmelser på linje med andre personer indlagt på psykiatrisk afdeling.

Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner kan være et vigtigt redskab i forhold til at sikre sammenhæng i behandlingsforløb og samarbejde mellem sundhedsvæsen og socialsektor efter udskrivning. Således følger det af Psykiatrilovens § 3, stk. 4, at overlægen har ansvar for, at der for patienter, som efter udskrivning må antages ikke selv at ville søge den behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred, indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling samt de relevante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.

Om koordinationsplaner bestemmer lovens § 3, stk. 5, at hvis en patient, der er omfattet af stk. 4, ikke vil medvirke til indgåelse af en udskrivningsaftale, har overlægen ansvaret for, at den psykiatriske afdeling i samarbejde med de relevante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. udarbejder en koordinationsplan for de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.

Den psykiatriske afdeling kan jf. § 3, stk. 6 videregive oplysninger om patientens rent private forhold til andre myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl., hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn til indgåelse af og tilsyn med overholdelse af en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan. I samme omfang kan myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. videregive oplysninger om patienter til den psykiatriske afdeling og andre myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl.

De specifikke krav til udskrivningsaftaler og koordinationsplaner er fastsat i vejledning nr. 203 af 8. december 1998 om psykiatrilovens revision. Det fremgår heraf bl.a., at målgruppen er patienter med alvorlige sindslidelser, der udsættes for betydelig helbredsforringelse ved ikke at modtage nogen form for behandlingsmæssig eller social støtte. Der kan f.eks. være tale om patienter, der lider af skizofreni og samtidigt har misbrugsproblemer eller store sociale problemer.

Det fremgår endvidere af vejledningen, at udskrivningsaftalerne skal indeholde en beskrivelse af patientens aktuelle og forventede fremtidige behov for behandling og sociale tilbud, de behandlingsmæssige tilbud, som vil være relevante for patienten, angivelse af dato og tidspunkt for det første møde hos vedkommende myndighed m.fl., dato for udløb af aftalen, angivelse af hvornår aftalen skal tages op til vurdering, hvem der er ansvarlig for revurdering af aftalen, hvem der er ansvarlig for opfølgning, således at patienten får de nævnte tilbud, der er fastlagt, og hvem der skal reagere, hvis aftalen ikke overholdes.

Med Sundhedslovens ikrafttrædelse 1. januar 2007 bliver det obligatorisk for kommuner og regioner at indgå sundhedsaftaler om indsatsen for sindslidende. Formålet hermed er at sikre samordning og sammenhæng i patientforløb, som går på tværs af to myndighedsniveauer. Det bliver et obligatorisk element i disse sundhedsaftaler at fastlægge ansvaret for at koordinere indsatsen for patienter, som ved siden af deres sindslidelse har et misbrug.

Som opfølgning på V 72 vedtog Folketinget den 20. oktober 2004 lov nr. 1372 om undersøgelse af behandlingsforløb, hvor psykisk syge begår alvorlig personfarlig kriminalitet. Denne lov har til formål, at skabe mulighed for gennem videregivelse af oplysninger uden samtykke at undersøge visse udvalgte behandlingsforløb med henblik på at udnytte eksisterende viden til at mindske risikoen for, at psykisk syge begår alvorlig personfarlig kriminalitet. Med loven undersøges op til 10 sager årligt og Sundhedsstyrelsen afgiver årligt en beretning til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Lovforslaget er tidsbegrænset, således at loven alene har gyldighed i 5 ½ år indtil 30. juni 2010.

3.3.2. Socialsektoren

Med Serviceloven fra 1998 blev institutionsbegrebet ophævet og erstattet af et bo- og servicetilbud. I dag taler man i stedet om botilbud, der i højere grad minder om private boliger, og hvor bolig og personalets arbejdsplads er blevet adskilt fra hinanden. Den sociale sektor arbejder i dag efter principper om, at mennesker med sindslidelse i videst muligt omfang får indflydelse på, om de vil bo i selvstændig bolig eller i kollektive boformer, herunder hvem de vil bo sammen med.

De kommunale socialpsykiatriske/sociale tilbud omfatter midlertidige ophold (med en varighed på imellem ca. 1 måned og 20 år) i boformer og opgangsfællesskaber, bostøtte, støtte- og kontaktpersonordninger (SKP), hjemmehjælp, væresteder og dagtilbud/beskyttede værksteder.

En amtskommune har (efter Servicelovens § 92) pligt til at tilbyde bolig til mennesker, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller har behov for pleje, omsorg eller behandling - hvis disse behov ikke kan dækkes på anden måde.

Serviceloven fastslår, at en bruger skal have indflydelse på de tilbud, vedkommende får. Den pågældende skal dels generelt selv have mulighed for at vælge det botilbud, han eller hun vil benytte sig af (Servicelovens § 92), dels have mulighed for at medvirke til udarbejdelsen af individuelle handleplaner for den pædagogiske indsats (Serviceloven § 111). De bo- og støttetilbud, som amter og kommuner giver dømte sindslidende med behov herfor, fungerer således efter Servicelovens regler og er dermed brugerens "egen bolig."

Bestemmelsen sikrer brugerens principielle ret til at vælge frit i forhold til, hvor vedkommende vil bo, og om det skal inkludere en ægtefælle, samlever eller registreret partner. Amterne har en visitationsret til deres botilbud, ligesom de generelt selv fastlægger såvel bo- som serviceniveau.

Med Servicelovens § 112 er det blevet et lovkrav, at personalet på bo- og dagtilbud skal inddrage brugerne i dagligdagens tilrettelæggelse og anvendelse. Brugerne af dag- og botilbud skal således have indflydelse og medbestemmelse i det omfang, de kan og/eller selv ønsker det.

Kommunen eller amtskommunen skal efter Servicelovens § 111 tilbyde at udarbejde en skriftlig handleplan for indsatsen for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller personer med alvorlige sociale problemer. Handleplanen bør udarbejdes ud fra brugerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne. Planen skal angive formålet med indsatsen, hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet, den forventede varighed af indsatsen samt særlige forhold vedrørende boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling m.v. Indsatsen over for dømte sindslidende skal også fastsættes i en handleplan.

Herudover blev kommunerne i 1998 forpligtet til at sørge for støttekontaktpersoner til sindslidende. Målgruppen for denne ordning er de mest socialt udsatte og isolerede psykisk syge.

I særlige tilfælde kan det være nødvendigt at udøve en vis, begrænset magtanvendelse over for et menneske med sindslidelse - fordi den øjeblikkelige situation rummer stor risiko for, at den pågældende er til fare for sig selv eller andre (Servicelovens § 109). Serviceloven angiver de magtmidler (f.eks. alarmsystemer, tilbageholdelse, fastholdelse), som må anvendes indenfor rammerne af den sociale sektor. Serviceloven angiver ligeledes de procedurer, der skal følges før, under og efter magtanvendelsen, herunder regler om indberetning.

En evaluering af udviklingen i samarbejdet mellem Kriminalforsorgen og det sociale system fra 2003 viste, at der ikke kunne konstateres ændrede og forbedrede samarbejdsrelationer på tværs af offentlige sektorer på baggrund af udsendelsen af de "Vejledende retningslinier for samarbejdet mellem de sociale myndigheder og Kriminalforsorgens institutioner og afdelinger" udsendt i 1998, og at Retningslinjerne endnu ikke var implementeret i praksis i en sådan grad, at der kunne konstateres en generel sammenhæng i indsatsen.

På baggrund af evalueringsrapportens resultater har Socialministeriet og Direktoratet for Kriminalforsorgen aftalt, at de vejledende retningslinier ikke skal revideres. I stedet indføres en pligt for kommunerne og Kriminalforsorgens institutioner til at koordinere handleplaner, således at der så tidligt som muligt kan iværksættes en samlet, koordineret indsats.

Socialministeriet har den 9. februar 2006 udstedt bekendtgørelse nr. 81 om kommunernes pligt til at koordinere handleplaner med Kriminalforsorgen for visse persongrupper.

3.3.3. Retssystemet/Kriminalforsorgen


Kriminalforsorgens tilsynsarbejde med behandlingsdømte er bestemt af cirkulære nr. 15 og vejledning nr. 16, begge af 19. februar 2003, om Kriminalforsorgens tilsyn med personer, der er idømt en foranstaltning efter straffelovens § 68 eller § 69.

Det fremgår af disse bestemmelser, at behandlingsdømte ikke er omfattet af straffuldbyrdelsesloven, men at tilsynet alligevel skal føres i henhold til denne lovs §§ 94-99, samt i henhold til bekendtgørelse/cirkulærer og vejledninger om Kriminalforsorgens tilsyn med prøveløsladte, betinget dømte m.v., med de fornødne tillempelser og tilføjelser som er bestemt i ovennævnte cirkulære og vejledning.

Reglerne for tilsyn (de regler, som er relevante for behandlingsdømte) fastsætter:

At første møde med tilsynsklienten skal ske senest 1 uge efter dommens gyldighed. Den dømte skal ses ugentlig den første måned, derefter hver 14. dag i 2 måneder, hvorefter klienten ses 1 gang månedlig. Tilsynshyppigheden kan nedsættes eller forøges, hvis omstændighederne taler derfor.

Tilsynsmøderne kan afvikles enten på Kriminalforsorgens kontor eller som hjemmebesøg, evt. på et botilbud. Tilsynsmyndigheden skal holde sig orienteret om klientens bopæl og beskæftigelse.

Kriminalforsorgens hovedopgaver i forbindelse med gennemførelse af et tilsyn er dels at tilbyde den dømte vejledning og bistand med hensyn til den pågældendes personlige, sociale og beskæftigelsesmæssige forhold med henblik på at forbedre den pågældendes mulighed for at leve et kriminalitetsfrit liv, dels at iværksætte og kontrollere, at den pågældende overholder fastsatte vilkår i forbindelse med dommen.

Kriminalforsorgen skal i sin egenskab af tilsynsmyndighed formidle kontakt til institutioner, myndigheder og personer, som efter anden lovgivning kan yde bistand.

Kriminalforsorgen har som udgangspunkt ingen tilbud til klienter i tilsyn af bevilgende eller behandlende karakter, udover samtaler og støtte i kontakten til andre myndigheder, samt kontrolfunktionen. Enhver anden form for støtte skal normalsystemet tilbyde.

Særligt med hensyn til personer, der er idømt en foranstaltning efter straffelovens § 68 eller § 69, er det fastsat, at tilsynsmyndigheden skal være opmærksom på, om der er sådanne ændringer i klientens psykiske tilstand, som kan begrunde indlæggelse. Hvis sådanne ændringer observeres, skal tilsynsmyndigheden rette henvendelse til den behandlende overlæge med henblik på, at der træffes afgørelse om, hvorvidt indlæggelse skal iværksættes.

Et egentligt tilsyn omfatter de perioder, hvor den pågældende ikke er indlagt på sygehus, men klienten registreres også som tilsynsklient i perioder, hvor den pågældende er indlagt. Da et akut indgreb, f.eks. sygehusindlæggelse, kan blive aktuelt, er det vigtigt, at der er kontakt mellem tilsynsmyndigheden og de behandlende læger, når klienten er udskrevet. Tilsynet med behandlingsdømte føres derfor normalt i samarbejde med den behandlende overlæge, sammen med hvem tilsynsmyndigheden kan træffe afgørelse om indlæggelse i de tilfælde, hvor dommen giver mulighed herfor.

Tilsynsmyndigheden skal sørge for, at statsadvokaten får meddelelse om indlæggelsen.

Såfremt Kriminalforsorgen bliver bekendt med, at en behandlingsdømt vil foretage en udlandsrejse, skal Kriminalforsorgen overveje at tage initiativ til, at personen indlægges, hvis det af behandlingsmæssige årsager vurderes nødvendigt, at pågældende forbliver i landet.

Kriminalforsorgen skal i tilsynsforløbet være opmærksom på, om der fortsat er behov for foranstaltningen, og hvis der ikke er det eller ikke er behov i samme omfang, skal Kriminalforsorgen efter en drøftelse med overlægen fremsende anmodning til anklagemyndigheden om ophævelse eller lempelse af foranstaltningen.

Kriminalforsorgen har således en central koordinerende rolle i forhold til de behandlingsdømte.

 

Fodnoter:
1) Mentalt handicappede idømt foranstaltning efter straffeloven § 68 og § 69 indgår ikke i rapporten.

2 ) Forslag til lov om retspsykiatrisk behandling mv. er fremsat den 5. oktober 2005. Loven erstatter bl.a. lov om statshospitalernes overførelse til amtskommunerne. § 3 i lov om statshospitalernes overførelse til amtskommunerne videreføres uændret som § 1 og § 2 i lov om retspsykiatrisk behandling mv. Loven træder i kraft 1. januar 2007.

3)  Bekendtgørelsen af 14. december 1998 om personer indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til strafferetlig afgørelse.

 


Sidst opdateret 14-01-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |