Skip navigation


5. Kriminalitetsudvikling, kriminel karriere og karakteristik af behandlingsdømte

Der skal indledningsvis gøres opmærksom på, at persongruppen der undersøges i dette kapitel varierer. I afsnit 5.1. og 5.5 indgår personer dømt til foranstaltninger efter straffelovens § 68 og dømte, der på grund af den i straffelovens § 69 omtalte tilstand, er pålagt en § 68-foranstaltning. I persongruppen er ikke indeholdt anbringelsesdømte og retarderede. I afsnit 5.2, 5.3 og 5.4 indgår personer, der er psykisk syge (dømt efter straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt.) og således ikke personer dømt efter § 69. I denne persongruppe indgår anbringelsesdømte. Årsagen til denne variation er, at det ikke på baggrund af de datakilder der har været anvendt, har været muligt at afgrænse persongrupperne på samme måde.

5.1. Antal personer idømt foranstaltning efter straffelovens §§ 68-69


Figur 5.1 viser udviklingen i antallet af tilsyn med personer, der er dømt til foranstaltninger efter straffelovens § 68 og herunder er blevet underkastet vilkår om tilsyn, samt dømte, der på grund af den i straffelovens § 69 omtalte tilstand, er pålagt en § 68-foranstaltning. Tallene for de enkelte år er baseret på et gennemsnit af antallet af tilsyn den sidste dag i månederne.

 

1995 Kilde: Opgørelse baseret på Kriminalforsorgens klientsystem

Som supplement til ovenstående figur 5.1 blev antallet af behandlingsdømte opgjort den 10. september 2005. På dette tidspunkt var antallet 1.632. Det kan således konstateres, at der i perioden 1995 til 2005 er sket næsten en fordobling i antallet af retspsykiatriske patienter.

For en oversigt over udviklingen i antal personer idømt foranstaltning efter §§68-69 fordelt på amter se tabel 10.3 – Bilag 3.


5.2. Kriminalitetsudviklingen blandt psykisk syge lovovertrædere


I det følgende belyses omfanget af kriminalitet begået af psykisk syge lovovertrædere i perioden 1995 til 2004. Der ses dels på den generelle udvikling i omfanget af kriminalitet i perioden, dels på udviklingen i alvorligere personfarlig kriminalitet, og endelig på de psykisk syge lovovertræderes andel af den samlede kriminalitet de enkelte år.

Den almene diskussion om psykisk syge lovovertrædere tager gerne udgangspunkt i udviklingen i antallet af psykisk syge lovovertrædere. I dette afsnit er udgangspunktet et andet, idet det er den kriminalitet, personerne har begået, der er i fokus. Udviklingen i antallet af lovovertrædere, der er idømt en foranstaltningsdom på grund af psykisk sygdom, behøver i princippet ikke at afspejle udviklingen i kriminalitet, begået af psykisk syge lovovertrædere, idet de kan være dømt for et varierende antal forhold de forskellige år. En dom kan således omfatte mange forhold.

Ved siden af at se på, hvor megen kriminalitet der ligger bag foranstaltningsdommene, er det også her undersøgt, hvor megen kriminalitet de psykisk syge begår under foranstaltningen. Det vil således typisk være sådan, at såfremt en person, der allerede er underkastet en foranstaltning, begår kriminalitet, kan vedkommende under henvisning hertil ikendes et tiltalefrafald uden vilkår. Såfremt det drejer sig om mindre alvorlig kriminalitet, kan der også – under foranstaltningen – idømmes en bøde.

Ved såvel at se på hvor megen og hvilken type kriminalitet, der ligger bag foranstaltningsdommene, som arten og omfang af kriminalitet under foranstaltningen, opnås et ganske fuldstændigt billede af de psykisk syge lovovertræderes kriminalitet.

Oplysninger til brug for denne undersøgelse stammer fra Kriminalregisteret. Der er indhentet oplysninger om personer dømt efter straffelovens §§ 68-69 i årene 1995, 1997, 1999, 2001, 2003 og 2004. For samme år er der indhentet oplysninger om bøder og tiltalefrafald uden vilkår, som er givet til personer, der var underkastet en foranstaltning. Justitsministeriets Forskningsenhed har bearbejdet data.

Denne undersøgelse omfatter alene lovovertrædelser, begået af personer, der er psykisk syge (dømt efter straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt. og ikke personer dømt efter § 69). Der henvises i øvrigt til bilag 2 med hensyn til en nærmere beskrivelse af undersøgelsesmaterialet.

5.2.1. Omfang af kriminalitet

Udviklingen i omfanget af kriminalitet, begået af psykisk syge, er vist i figur 5.2. Som det ses, stiger antallet af lovovertrædelser fra 1995 til 1999. Stigningen er på 34 %. Fra 1999 til 2001 sker der et fald i antallet af lovovertrædelser (på 13 %), mens der fra 2001 til 2003 sker en ganske voldsom vækst på hele 72 %. Fra 2003 til 2004 falder kriminaliteten igen, et fald på 19 %.

Udviklingen fra 2001 til 2004 følger ikke helt det mønster, man skulle forvente på baggrund af oplysninger om antallet af retspsykiatriske klienter. Det skyldes, at udviklingen i antallet af lovovertrædelser i høj grad bestemmes af, hvor mange biforhold de enkelte domme omfatter. Som det ses af tabel 5.1, omfattede foranstaltningsdommene i både 2001 og 2004 færre biforhold, end tilfældet var i 2003, hvilket er med til at forklare den kraftige vækst i kriminaliteten fra 2001 til 2003 og faldet fra 2003-2004.

Væksten i antallet af retspsykiatriske klienter er først og fremmest bestemt af antallet af foranstaltningsdomme, som – jf. figur 5.3 – er vokset mere end antallet af lovovertrædelser. Mens antallet af domme er vokset med 111 % fra 1995 til 2004, er væksten på 35 % for antallet af forhold, dommene omfatter, og på 61 % for alle lovovertrædelser. Det er dog kun i 2004, der er en stor forskel mellem antallet af domme og antallet af lovovertrædelser. Denne forskel synes primært at bero på, at dommene i 2004 omfatter forholdsvis få biforhold.

I det følgende ses nærmere på foranstaltningsdommene med henblik på at belyse udviklingstendenser heri.

5.2.2. Foranstaltningsdommene


Udviklingen i antallet af domme fremgår af tabel 5.2 og figur 5.3. Af tabel 5.2 ses, at der kun er små variationer med hensyn til dommenes fordeling efter foranstaltningens art de forskellige år, og de variationer der er, viser ikke tydelige udviklingstendenser.

For så vidt angår arten af den kriminalitet, de psykisk syge dømmes for, er der, jf. tabel 5.3, derimod sket visse ændringer. Der er således en nedgang i andelen af psykisk syge lovovertrædere, der dømmes for brandstiftelse, mens der omvendt er en stor stigning i andelen, der dømmes for vold og lignende mod personer i offentlig tjeneste. På øvrige områder er der ikke klare udviklingstendenser.

Tabel 5.3 omfatter alene det hovedforhold, sagskomplekset angår. Det vil sige den af de lovovertrædelser, personen sigtes for, som primært bidrager til straffen. Inkluderes også biforhold, er der fortsat en tydelig vækst i andelen, der dømmes for vold mod personer i offentlig tjeneste.

* Alvorlige seksualforbrydelser omfatter incest, voldtægt og seksualforbrydelser mod børn under 12 år.

Med hensyn til brandstiftelse ses derimod ikke længere et klart fald i disse forhold. Denne forskel kan muligvis bero på, at tilbøjeligheden til at politianmelde brandstiftelse er øget i perioden, hvilket vil indebære, at de brandstiftelser, undersøgelsen omfatter, hyppigere har været mindre alvorlige i slutningen end i begyndelsen af den undersøgte periode. Dette kan være grunden til, at de sjældnere klassificeres som hovedforbrydelse i den senere del af perioden. Som sagt bestemmes hovedforholdet ud fra, hvad der er det alvorligste eller groveste af de forhold, personen sigtes for. Det er ikke forbrydelsernes strafferamme, men forbrydelsernes konkrete karakter og omfang, der er bestemmende for, hvilken der vurderes til at være hovedforbrydelsen. Hypotesen bekræftes af, at mens 9 % af brandstiftelserne de første tre år i undersøgelsen angår § 180 (kvalificeret brandstiftelse), er andelen på kun 3 % de sidste tre år i undersøgelsen.

I forlængelse af ovenstående viser det sig videre, at andelen af foranstaltningsdomme, der vedrører alvorlig personfarlig kriminalitet, falder markant i løbet af perioden, jf. tabel 5.4. Med alvorlig personfarlig kriminalitet forstås incest, voldtægt, seksualforbrydelser mod børn under 12 år, alvorligere vold (§§ 245-246), drab og forsøg herpå, brandstiftelse og røveri. Som det ses af tabel 5.4, falder andelen af domme for denne form for kriminalitet, fra 42 % i 1995 til 25 % i 2004. Sådan forholder det sig imidlertid ikke, når også biforholdene inddrages i analysen. Dette kan, som tidligere nævnt i relation til brandstiftelser, skyldes, at der i den senere del af den undersøgte periode er en øget tilbøjelighed til at politianmelde mindre alvorlige hændelser, som falder ind under de nævnte former for kriminalitet. Dette vil således kunne forklare, hvorfor disse former for kriminalitet, sjældnere klassificeres som hovedforholdet i den senere del af den undersøgte periode.

* Omfatter incest, voldtægt, seksualforbrydelser mod børn under 12 år, alvorligere vold (§§ 245-246), drab og forsøg herpå, brandstiftelse og røveri.

Med hensyn til aldersfordelingen af de dømte i de forskellige år er der en del udsving. Der ses kun for aldersgruppen under 20 år en mere systematisk udviklingstendens, som går i retning af stadig flere unge behandlingsdømte. Mens der i perioden 1995- 2001 kun var 2 unge under 18 år, der blev idømt en foranstaltningsdom, var der i 2003 og 2004 sammenlagt 8 unge i denne aldersgruppe, der fik en foranstaltningsdom. De tilsvarende tal for aldersgruppen 18-19 år er henholdsvis 13 og 26. (Se tabel 5.10 for oversigt over foranstaltningsdomme til unge mellem 15 og 19 år)

5.2.3. Den generelle udvikling i kriminalitetens art


Tabel 5.5 omfatter alle hoved- og biforhold både for nye foranstaltningsdomme og strafferetlige afgørelser under en igangværende foranstaltning.6

Som det fremgår af tabellen, varierer antallet af alvorlige seksualforbrydelser noget, idet der i årene 1999, 2001 og især 2003 er forholdsvis mange alvorlige seksualforbrydelser. Vedrørende mindre alvorlige seksualforbrydelser er antallet – med undtagelse af 2003 – nogenlunde konstant i perioden. I 2003 er antallet af seksualforbrydelser generelt uforholdsmæssigt stort, hvilket skyldes en enkelt sag med ikke mindre end 106 biforhold for seksualforbrydelser. Biforholdene drejer sig om både anden kønslig omgang med barn under 12 år, blufærdighedskrænkelse, utugtige foto- eller filmoptagelser og besiddelse af børnepornografi?.

Med hensyn til vold o. lign. mod personer i offentlig tjeneste vokser andelen af disse lovovertrædelser – fra 3 % af samtlige lovovertrædelser i 1995 til 11 % i 2004. I absolutte tal er der sket en femdobling i antallet af tilfælde af vold mod personer i offentlig tjeneste. Generelt er det et område, hvor væksten i antallet af anmeldelser har været stor, og det er næppe usandsynligt, at en del af væksten i antallet af tilfælde af vold mod personer i offentlig tjeneste beror på en øget anmeldelsestilbøjelighed (se også afsnit 8.1).

Vedrørende andelen af forbrydelser, der angår drab og øvrige voldsforbrydelser, er denne ganske stabil i perioden. Det samme gælder to andre former for alvorlige personfarlige forbrydelser: brandstiftelse og røveri. Der er dog tale om en klar vækst i de absolutte tal, for så vidt angår alvorligere vold.

Der er en tendens til, at brugstyveri udgør en faldende andel af de forbrydelser, de psykisk syge dømmes for, mens det absolutte antal dog er nogenlunde stabilt. Det samme er tilfældet for øvrige ejendomsforbrydelser, som først og fremmest angår dokumentfalsk, bedrageri, hærværk og hæleri. Andelen af lovovertrædelser, der vedrører indbrud og øvrige former for tyverier, veksler noget, men der er ikke klare tegn på hverken et fald eller en stigning. Det samlede antal tyverier er derimod stigende.

* Alvorlige seksualforbrydelser omfatter incest, voldtægt og seksualforbrydelser mod børn under 12 år.
** Det store tal skyldes en enkelt dom med i alt 106 biforhold, jf. teksten.

Med hensyn til narkotikaforbrydelser forekommer de ret sjældent blandt psykisk syge lovovertrædere. Der er dog tendens til et stigende antal narkotikaforbrydelser.

Både andelen og antallet af lovovertrædelser, der vedrører færdselsloven, stiger i løbet af perioden, mens andelen af øvrige særlovsovertrædelser er nogenlunde konstant. Også her stiger dog antallet.

Med hensyn til udviklingen i andelen af forbrydelser, der kan betegnes som alvorlige og personfarlige, er der, som det fremgår af tabel 5.6, hverken tale om stigning eller fald, hvilket heller ikke var forventet på baggrund af ovennævnte beskrivelse.

Antalsmæssigt er der derimod tale om en vækst, fra 118 alvorlige personfarlige forbrydelser i 1995 til 164 i 2004. Det svarer til en vækst på 39 % Der er dog ikke tale om en jævn vækst, idet der i den undersøgte periode har været både stigninger og fald i antallet af alvorlige personfarlige forbrydelser.

* Omfatter incest, voldtægt, seksualforbrydelser mod børn under 12 år, alvorligere vold (§§ 245-246), drab og forsøg herpå, brandstiftelse og røveri.

5.2.4. Andelen af den samlede kriminalitet

Af tabel 5.7 fremgår, hvor stor en del af den samlede pådømte kriminalitet, de psykisk syge har stået for de enkelte år og i alle de undersøgte år. Her er inkluderet alle forhold, der er ført til enten en foranstaltningsdom, en frihedsstraf, en bøde eller et tiltalefrafald de pågældende år.

Med hensyn til udviklingen viser tabel 5.7, at det – igen med undtagelse af år 2003 – er en nogenlunde konstant andel af seksualforbrydelserne, der er begået af psykisk syge lovovertrædere. For voldtægt er der dog en tendens til vækst i den andel, der er begået af de psykisk syge lovovertrædere.

Andelen af voldsforbrydelser, der er begået af psykisk syge lovovertrædere, er steget fra 2,6 % i 1995 til 4,8 % i 2004. Stigningen er dog – som tilfældet også er for voldtægter – ikke helt jævn. Især andelen af sager vedrørende vold mod personer i offentlig tjeneste er vokset ganske betydeligt, jf. tidligere. Andelen af drab og forsøg herpå, der er begået af psykisk syge lovovertrædere, varierer betydeligt år for år, hvilket også skyldes, at det drejer sig om små tal. Andelen af drab, der er begået af psykisk syge lovovertrædere, stiger dog i løbet af perioden. En tilsvarende, men svagere, tendens gælder alvorligere vold (§§ 245-246) og trusler.

For så vidt angår ejendomsforbrydelser, er det svært at pege på klare udviklingstendenser. Andelen af indbrud, der er begået af psykisk syge lovovertrædere, stiger dog. Det samme gælder gruppen af andre tyverier og hælerier. I øvrigt svinger andelen af forskellige lovovertrædelser begået af psykisk syge lovovertrædere noget år for år.

Det samme gør sig gældende for narkotikaforbrydelser. Til gengæld er der en stigende tendens i andelen af overtrædelser af øvrige straffelovsbestemmelser, begået af psykisk syge lovovertrædere.

Andelen af overtrædelser af færdselsloven begået af psykisk syge lovovertrædere, er ret lav, hvorfor de ændringer, der er, angår promiller.

*De store andele i 2003 skyldes en enkelt dom med i alt 106 biforhold, jf. tidligere.

Vedrørende øvrige særlovovertrædelser er der både med hensyn til lov om euforiserende stoffer og våbenloven en vis stigning i andelen, der er begået af psykisk syge lovovertrædere.

Men hensyn til de psykisk syge lovovertræderes andel af de forskellige former for kriminalitet er der på visse områder en ganske stor overrepræsentation i forhold til den samlede andel på 0,8 % (for alle år). Der er i særlig grad en meget stor andel af forsøg på manddrab, der er begået af psykisk syge lovovertrædere. I gennemsnit angår hver tredje dom for forsøg på manddrab psykisk syge lovovertrædere, mens knap hver femte dom for brandstiftelse gør det. For drab drejer det sig om knap hver ottende dom.

Samlet set angår omkring hver 25. dom for en voldsforbrydelse en psykisk syg lovovertræder. Med hensyn til den samlede alvorlige personfarlige kriminalitet i den undersøgte periode, står de psykisk syge lovovertrædere for 6 % heraf.

Det skal tages i betragtning, at psykisk syge lovovertrædere muligvis har en større opdagelsesrisiko end andre. På grund af den psykiske sygdom kan det antages, at de i mindre grad end andre planlægger og overvejer risici, når de er i færd med at begå en lovovertrædelse. Nogle af de kriminelle gerninger kan også være begået under en indlæggelse, hvilket vil øge opklaringsprocenten. Når især de psykisk syges andel af domme for forsøg på manddrab er stor, skyldes det muligvis, at de psykisk syge har vanskeligere end andre ved at fastholde en forklaring og klare sig under en retssag. Generelt er det således en meget stor del af dem, der i første omgang tiltales for forsøg på manddrab, som ender med at blive dømt for vold, idet det ikke under retssagen kan bevises, at den tiltalte har haft forsæt til at dræbe offeret. Det ville i denne sammenhæng være relevant at have kendskab til, hvor stor en del af de sager, der rejses mod psykisk syge, der er tilståelsessager – et spørgsmål, denne undersøgelse dog ikke kan besvare.

Det skal endvidere tages i betragtning, at sandsynligheden for, at gerningsmanden diagnosticeres som psykisk syg, er større, når det gælder de meget alvorlige personfarlige lovovertrædelser, end når sigtelsen angår andre lovovertrædelser. Det skyldes, at der i de alvorlige sager er større sandsynlighed for, at den sigtede mentalundersøges.

De lovovertrædelser, der er omfattet af tabel 5.7, er som skrevet dem, der har ført til en bøde, et tiltalefrafald, en frihedsstraf eller en foranstaltningsdom. Det er ikke her muligt at udskille de lovovertrædelser, der begås af psykisk syge, som ikke (længere) er underkastet en foranstaltningsdom. Såfremt det drejer sig om mindre alvorlig kriminalitet, der har medført bøde el.lign., vil der således ikke blive tale om en foranstaltningsdom. Det vil derfor i princippet være mere korrekt at sammenligne andelen af lovovertrædelser, de psykisk syge har begået, med alene den andel, der har ført til enten en ubetinget frihedsstraf eller en foranstaltningsdom. En analyse, baseret alene på denne del af lovovertrædelserne, viser dog samme mønster, som tabel 5.7, jf. tabel 2 bilag 2 (se også tabel 5.8). Det kan tilføjes, at ses alene på den andel, der har ført til enten en ubetinget frihedsstraf eller en foranstaltningsdom, står de psykisk syge lovovertrædere for omkring 2 % af kriminaliteten.

5.2.5. Andelen af alle lovovertrædere


Der er endelig også, jf. tabel 5.8, set på, hvor stor en andel, de psykisk syge udgør af samtlige personer, der dømmes for en lovovertrædelse. Information om antal personer, der er idømt en foranstaltningsdom, en frihedsstraf, en bøde eller et tiltalefrafald findes ikke for alle årene. Her ses derfor alene på det seneste år, 20047.

Her inkluderes også en opgørelse over de psykisk syges andel af alene de lovovertrædelser, der har ført til en ubetinget frihedsstraf eller en foranstaltningsdom, jf. diskussionen ovenfor.


Med undtagelse af færdselslovsovertrædelser er de psykisk syge lovovertrædere overrepræsenterede på alle kriminalitetsområder. Det gælder i særlig grad volds- og seksualforbrydelser.

5.2.6. Sammenfatning

Fra 1995 til 2004 er antallet af de lovovertrædelser, psykisk syge straffes for, steget med 61 %. Væksten er ikke jævn, idet der fra 2003 til 2004 – det sidste år i denne undersøgelse – har været et fald i antallet af lovovertrædelser, som psykisk syge dømmes for.

Der har i særlig grad været en stor vækst i antallet af tilfælde af vold mod personer i offentlig tjeneste, idet der er tale om mere end en 5-dobling af disse forbrydelser. Forbrydelser, der kan karakteriseres som alvorlige og personfarlige, er steget med 39 % fra 1995 til 2004.

Med hensyn til udviklingen i andelene af de forskellige former for forbrydelser er det igen vold mod personer i offentlig tjeneste, der primært viser en stigning. Andelen af forbrydelser, som er alvorlige og personfarlige, er nogenlunde konstant i den undersøgte periode.

I forhold til den samlede kriminalitet udgør den andel, de psykisk syge dømmes for, 0,8 %. Ses alene på den andel af kriminaliteten, der har ført til enten en ubetinget frihedsstraf eller en foranstaltningsdom, står psykisk syge lovovertrædere for omkring 2 % af kriminaliteten.

Uanset hvordan tallet gøres op gælder, at psykisk syge for visse typer af kriminalitet er endog meget overrepræsenterede. Det er således mere end en tredjedel af alle domme for forsøg på manddrab, der angår psykisk syge, mens omkring hver ottende dom for drab gør det. Endvidere er det iøjnefaldende, at næsten hver femte dom for brandstiftelse vedrører psykisk syge lovovertrædere. Med hensyn til den samlede alvorlige personfarlige kriminalitet står de psykisk syge lovovertrædere for 6 %

Dette skal ses i lyset af, at de psykisk syge lovovertrædere udgør 0,4 % af samtlige lovovertrædere.



5.3. Kriminel karriere og tilbagefald til ny kriminalitet blandt psykisk syge


I dette afsnit ses på kriminel karriere blandt psykisk syge. Talmaterialet er baseret på en undersøgelse af alle de personer, der i perioden 1.1.1996 til 30.6.2000 fik ophævet en foranstaltningsdom. Undersøgelsen omfatter alene dem, der er idømt en foranstaltningsdom efter straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt., altså de psykisk syge. Oplysningerne stammer fra Kriminalregisteret og er bearbejdet af Justitsministeriets Forskningsenhed.

Undersøgelsesmaterialet omfatter i alt 605 personer. Såfremt en person har mere end én ophævet foranstaltningsdom inden for ovennævnte periode, indgår personen kun med den første ophævede dom i materialet.

Undersøgelsesmaterialet er modtaget fra Kriminalregisteret i juli 2003. De personer, der er døde inden ca. to år før indhentning af data, er slettet i Kriminalregisteret. Det samme gælder personer, der er fyldt 80 år, og som ikke har aktuelle sager i Kriminalregisteret. Disse personer vil derfor ikke være omfattet af undersøgelsen. Det er estimeret, at den oprindelige population har været 5-7 % større end den, denne undersøgelse er baseret på9.

5.3.1. Nærmere om populationen


Alder og køn
Hovedparten – 85 % – af de dømte er mænd. Andelen af kvinder er, sammenlignet med den andel der idømmes ubetingede frihedsstraffe for straffelovsovertrædelser, forholdsvis stor. I begyndelsen af 1990'erne, hvor en væsentlig del af foranstaltningsdommene i dette materiale blev idømt, var andelen af kvinder blandt dem, der blev idømt en ubetinget frihedsstraf, på 5-6 %. Andelen blandt de foranstaltningsdømte er således omkring 3 gange så stor.

Der er meget få helt unge blandt de foranstaltningsdømte, jf. tabel 5.9 Blandt de dømte dominerer aldersgrupperne 25 til 39 år, som udgør nærved 60 % af alle dømte. Den ældste af de dømte var 71 år på domstidspunktet, og i alt var 12 personer 60 år eller mere, da de blev idømt foranstaltningsdommen.

På grund af ovennævnte sletninger i Kriminalregisteret er det dog givet, at de ældre aldersklasser er underrepræsenterede i undersøgelsesmaterialet. I øvrigt ses af tabel 5.9, at aldersspredningen for kvinder er større end for mænd.

Til sammenligning kan nævnes, at blandt dem, der idømmes ubetingede frihedsstraffe, dominerer aldersgruppen 20-29 år, og at omkring en tiendedel af de dømte er under 20 år. Til gengæld er der meget få over 50 år.

Som det fremgår af tabel 5.10 ses der for aldersgruppen under 20 år en systematisk udviklingstendens, der går i retning af stadig flere unge behandlingsdømte. Mens der de første fire undersøgelsesår kun var 2 unge under 18 år, der blev idømt en foranstaltningsdom, var der i 2003 og 2004 sammenlagt 8 unge i denne aldersgruppe, der fik en foranstaltningsdom. De tilsvarende tal for aldersgruppen 18-19 år er henholdsvis 13 og 26.

Kriminalitetens art
De lovovertrædelser, der ligger bag foranstaltningsdommene, er først og fremmest volds- og ejendomsforbrydelser, jf. tabel 5.11. Knap 46 % af lovovertrædelserne er ejendomsforbrydelser, og knap 43 % er voldsforbrydelser. Næsten en tredjedel af ejendomsforbrydelserne er brandstiftelser, mens en nogenlunde tilsvarende andel af voldsforbrydelserne er simpel vold (§ 244). Seksualforbrydelser forekommer forholdsvis sjældent (godt 4 % af samtlige). Tilsvarende gælder for narkotikaforbrydelser. Sammenlagt angår 40 % af dommene alvorlig personfarlig kriminalitet, forstået som seksualforbrydelser (med undtagelse af blufærdighedskrænkelser og andre, mindre alvorlige seksualforbrydelser), alvorlig og særlig alvorlig vold, manddrab og forsøg herpå, røveri og brandstiftelse.

 

Ved sammenligning med personer, der er idømt ubetingede frihedsstraffe, er der især forskel med hensyn til andelen, der dømmes for alvorlig personfarlig kriminalitet. Denne andel er mere end dobbelt så stor blandt dem, der idømmes foranstaltningsdomme.

Foranstaltningens art
Størstedelen af dommene lyder på behandling med mulighed for indlæggelse, jf. tabel 5.12. Dertil kommer godt en fjerdedel af dommene, som giver mulighed for indlæggelse. Sammenlagt indebærer 86 % af dommene dermed mulighed for indlæggelse. Kun godt hver tyvende dom er til ambulant behandling, mens knap 8 % er anbringelsesdomme, heraf nogle få med anbringelse i sikret afdeling.

 

Foranstaltningens varighed
Foranstaltningens varighed varierer fra godt 4 måneder til knap 23 år. Den korteste dom ophæves dog i forbindelse med, at personen idømmes en ny foranstaltningsdom. I gennemsnit har dommene varet ca. 5½ år.

Som det ses af tabel 5.13, varer knap en tredjedel af dommene højest 3 år, mens knap en fjerdedel er på 3 til 5 år. I ca. hvert tredje tilfælde har foranstaltningen varet i 5 til 10 år, og ca. hver ottende foranstaltning har varet over 10 år.

 I ca. hvert tredje tilfælde har foranstaltningen varet i 5 til 10 år, og ca. hver ottende foranstaltning har varet over 10 år.

Tabel 5.14 viser, at der er en klar sammenhæng mellem foranstaltningens art og dens længde. Hovedparten af de domme, der ikke giver mulighed for indlæggelse, varer maksimalt 3 år, mens hovedparten af anbringelsesdommene varer over 10 år.

 

Der er tilsvarende en sammenhæng mellem foranstaltningens varighed og kriminalitetens art. Manddrab er således den forbrydelse med den længste gennemsnitlige varighed af foranstaltningen (godt 11 år). Varigheden af foranstaltninger for de ovennævnte former for alvorligere lovovertrædelser er i gennemsnit på 6½ år mod 4½ år for øvrige lovovertrædelser.

5.3.2. Straffe inden første foranstaltningsdom

Lige knap halvdelen af de dømte er straffet inden, de fik en foranstaltningsdom. Tidligere afgørelser omfatter bøder, tiltalefrafald, betingede og ubetingede frihedsstraffe.




Af de første søjler i tabel 5.15 fremgår alderen på debuttidspunktet for alle de dømte. Heraf ses, at hovedparten har en debutalder på over 24 år, hvilket er en forholdsvis høj debutalder (gennemsnit: 29 år). Det beror dog primært på de tidligere ustraffede, da de i de fleste tilfælde har været 30 år eller ældre, da de idømtes den første foranstaltningsdom (gennemsnit på 33 år), jf. de sidste søjler i tabellen. Personer, der – første gang de straffes – idømmes en foranstaltningsdom, har således en forholdsvis sen kriminel karriere. De, der er straffet inden foranstaltningsdommen, har en noget lavere debutalder, idet en tredjedel af dem var under 20 år, da de debuterede, og kun knap en femtedel af dem gjorde det efter det fyldte 30. år (gennemsnit på 25 år).

Arten af første dom – for dem der ikke første gang idømmes en foranstaltningsdom – er i de fleste tilfælde en betinget eller en ubetinget frihedsstraf, jf. tabel 5.16. Man kunne have forventet, at flere ville have fået en bøde, idet det er den mest udbredte strafform. Sanktionsfordelingen tyder dermed på, at arten af debutkriminalitet har været forholdsvis alvorlig, jf. også tabel 5.17.

Langt de fleste debuterer med straffelovsovertrædelser, hvoraf en tredjedel er enten seksual- eller voldsforbrydelser. 29 % af lovovertrædelserne må betegnes som alvorlige og personfarlige, jf. ovenstående afgrænsning.

Det kan videre nævnes, at mere end en tredjedel af dem, der tidligere er straffet, kun har én tidligere afgørelse, mens godt en femtedel har to. Godt hver sjette har dog har mere end fem tidligere afgørelser. Den person, der har flest forstraffe, har i alt 25.

* I et enkelt tilfælde mangler oplysninger om kriminalitetens art.

Sammenlagt har de 309 personer med tidligere straffe 1.012 tidligere strafferetlige afgørelser, altså mere end tre i gennemsnit. Godt halvdelen af disse afgørelser er ubetingede domme, mens godt en tredjedel er betingede. Også det vidner om, at den kriminalitet, de psykisk syge lovovertrædere har begået inden første foranstaltningsdom, gennemgående er af alvorligere art.

5.3.3. Straffe under foranstaltningsdommen

Begår de dømte kriminalitet, mens de er underkastet en foranstaltning, kan de, hvis forholdet er af mindre alvorlig art, idømmes en bøde, eller de kan få et tiltalefrafald under henvisning til, at de allerede er underkastet en foranstaltning. Knap en femtedel – 115 af de 605 dømte – er idømt en eller flere bøder under foranstaltningen, og ligeledes knap en femtedel (111 personer) har fået et eller flere tiltalefrafald. Sammenlagt har 20 % – 177 personer – fået bøde og/eller tiltalefrafald under foranstaltningen.



Enkelte har fået ganske mange bøder under foranstaltningen – op til 16 – og tilsvarende har enkelte fået mange tiltalefrafald (maksimalt 10). Tabel 5.18 viser, at godt halvdelen af dem, der har fået en strafferetlig afgørelse under foranstaltningen, kun har fået én, mens hver tiende har fået mere end 5.

Den kriminalitet, der begås under foranstaltningsdommen, og som ikke fører til en ny foranstaltningsdom, er, jf. tabel 5.19, af mindre alvorlig karakter end den kriminalitet, der har ført til foranstaltningsdommen. En beregning viser, at alene 7 % af den kriminalitet, der begås under foranstaltningen, er af alvorlig personfarlig art, mens 40 % af den kriminalitet, der førte til foranstaltningsdommen, er af alvorlig personfarlig art.

5.3.4. Frihedsstraffe mellem foranstaltningsdomme


Hvis en person, der tidligere er idømt en foranstaltningsdom, senere idømmes en frihedsstraf, kan det muligvis tages som udtryk for, at vedkommende er blevet så rask, at en foranstaltningsdom ikke længere anses for at være nødvendig eller adækvat. Såfremt en frihedsstraf derimod falder mellem to foranstaltningsstraffe, kan det indicere, at retssystemet ikke i tilstrækkelig grad har været opmærksomt på, at vedkommende er psykisk syg.

I så henseende viser undersøgelsen, at ud af de i alt 605 personer i undersøgelsen har 181 fået mere end én foranstaltningsdom. Af disse 181 personer er 23 – eller ca. hver ottende – idømt en betinget eller ubetinget dom ind imellem foranstaltningsdommene. For 14 af de 23 er der tale om en ubetinget dom.

5.3.5. Recidiv

Ved recidiv forstås tilbagefald til ny kriminalitet. Almindeligvis måles recidiv over en periode af 2 år efter dom, hvis der er tale om en ikke frihedsberøvende sanktion, og ellers efter løsladelse efter afsoning af en fængselsstraf. Kriterierne for recidiv varierer. I denne undersøgelse anvendes forskellige kriterier også med henblik på at kunne sammenligne recidivprocenten med den, der findes for andre dømte.

Foranstaltningsdomme kan hverken sammenlignes med frihedsberøvende sanktioner eller med ikke frihedsberøvende. Som det er fremgået, dømmes langt de fleste til behandling med mulighed for indlæggelse. I hvilket omfang denne mulighed benyttes, eller hvor længe personen er indlagt, vides ikke. Det er derfor heller ikke muligt at starte recidivmålingen præcis på det tidspunkt, hvor personen løslades og dermed ikke længere er tilbageholdt. Derfor gennemføres en recidivmåling med både domstidspunktet og tidspunktet for dommens ophævelse som udgangspunkt.

Recidiv i løbet af 2 år efter domfældelse

Med hensyn til førstenævnte – recidiv i løbet af de to første år efter domstidspunktet – viser undersøgelsen, at knap hver femte (112 personer svarende til ca. 19 %) får en ny sanktion i løbet af dette tidsrum. De nye sanktioner er i langt de fleste tilfælde givet under foranstaltningen. Af de i alt 215 sanktioner, disse 112 personer har fået i løbet af 2 år efter idømmelse af foranstaltningen, er fire femtedele (172) af sanktionerne idømt/ ikendt under foranstaltningen, mens de resterende er idømt/ikendt efter, at foranstaltningen er ophævet.

Det betyder, at langt de ?este af de strafferetlige afgørelser, der falder inden for 2 år efter idømmelsen af foranstaltningsdommen, er tiltalefrafald og bøder, jf. tabel 5.20. Tabellen indicerer dog også, at den nye kriminalitet undertiden medfører, at den tidligere foranstaltningsdom ophæves, og at en ny foranstaltningsdom idømmes.

Hovedparten af de lovovertrædelser, recidivisterne første gang begår efter idømmelse af foranstaltningsdommen, er ejendomsforbrydelser, herunder først og fremmest formueforbrydelser. Sammenlignet med andelen, der idømtes en foranstaltningsdom for voldsforbrydelser, er andelen, der recidiverer til en voldsforbrydelse, ganske ringe. Kun godt 2 % af de forbrydelser, der er omfattet af tabel 5.21, kan karakteriseres som alvorlig personfarlig kriminalitet.

Med hensyn til recidivhastigheden får godt en fjerdedel af dem, der recidiverer, en ny sanktion inden for ½ år efter idømmelsen af foranstaltningsdommen, mens der for yderligere en tredjedel går op til et år. Størstedelen af dem, der recidiverer i løbet af 2 år efter idømmelsen af foranstaltningsdommen, recidiverer altså ganske hurtigt, hvilket svarer til den almene tendens for recidiv.

Der er en meget tydelig sammenhæng mellem foranstaltningens varighed og recidiv, idet recidivprocenten er klart faldende med stigende varighed: fra 51 % for dem, hvis foranstaltning har varet op til 2 år, over 23 % og 10 % for dem, hvis foranstaltning har varet henholdsvis 2 til 4 år og 4 til 6 år, til 1 % for dem, der har været underkastet en foranstaltning i mere end 6 år. Dette hænger dog givet sammen med, at de dømte – og herunder især dem med langvarige foranstaltninger – i et vist omfang er afskåret fra at begå kriminalitet gennem anbringelser og indlæggelser. Det bekræftes af, at sammenhængen mellem foranstaltningens varighed og recidiv ikke er så tydelig, når der ses på recidiv efter foranstaltningens ophør, jf. nedenfor.

Recidiv i løbet af 2 år efter ophævelse af foranstaltning

For så vidt angår recidiv efter ophævelse af dommen viser undersøgelsen, at 163 – eller 27 % – recidiverer inden for 2 år efter ophævelsen af dommen.

Sammenlagt når de 123 recidivister at få 335 nye sanktioner i løbet af de to første år efter ophævelsen af foranstaltningsdommen. Fordelingen af sanktioner fremgår af tabel 5.22. Bøder og tiltalefrafald dominerer også efter ophævelse af dommen, hvilket kan skyldes, at mere end halvdelen af recidivisterne atter idømmes en foranstaltningsdom. I hvert fald nogle af bøderne og tiltalefrafaldene vil således være idømt/ikendt under en ny, igangværende foranstaltningsdom. Det ses videre af tabel 5.22, at kun få af de nye domme er frihedsstraffe.


Med hensyn til arten af de lovovertrædelser, recidivister begår (ved første recidiv), angår omkring en fjerdedel andre former for lovovertrædelser end straffelovsovertrædelser, jf. tabel 5.23. En beregning viser, at 16 % af kriminaliteten kan betegnes som alvorlig og personfarlig, hvilket er en noget mindre andel end den, der lå bag idømmelsen af foranstaltningsdommen (40 %).

Med hensyn til recidivhastighed viser undersøgelsen, at ca. hver ottende af recidivisterne er idømt en ny sanktion samme dag, som foranstaltningsdommen er ophævet. I langt de fleste af disse tilfælde idømmes en ny foranstaltningsdom. Sammenlagt får mere end to tredjedele af recidivisterne en ny sanktion i løbet af det første år efter ophævelsen af foranstaltningsdommen.

For så vidt angår sammenhængen mellem foranstaltningens varighed og recidiv ses, at recidivprocenten er på samme niveau for dem, der har været underkastet en foranstaltning på op til 2 år og dem, der har været det i 4 til 6 år: henholdsvis 31 og 29 %. Recidivprocenten er lidt lavere for dem, der har været underkastet en foranstaltning i 2 til 4 år – 22 % – og lavest for dem, der har været det i mere end 6 år – 20 %. Sidstnævnte må antages at skyldes, at de dømte har en ganske høj alder ved foranstaltningens ophævelse. De nævnte forskelle er ikke statistisk sikre.

Recidiv i forhold til kriminalitetens art

Det kan være af særskilt interesse at se på, hvordan det går de personer, der har begået alvorlig personfarlig kriminalitet. Er det en gruppe, der i særligt hyppigt recidiverer? Og – i tilfælde af recidiv – er det da særligt hyppigt tilbagefald til nye personfarlige lovovertrædelser?

Hvis der først ses på recidiv i løbet af 2 år efter foranstaltningsdommens idømmelse, viser det sig, at mens 13 % af dem, der har begået alvorlig personfarlig kriminalitet, recidiverer, gælder det for 22 % af de øvrige dømte. Der er altså klart færre af dem, der har begået alvorlig personfarlig kriminalitet end af de øvrige, som falder tilbage til ny kriminalitet10. Det skal tilføjes, at dette ikke kan forklares med forskel i alder, idet personer, der har begået alvorlig personfarlig kriminalitet gennemgående er lidt yngre end de øvrige dømte og dermed – som udgangspunkt – i større risiko for at recidivere11.

Af de personer, der recidiverer, er det en fjerdedel af dem, der tidligere har begået alvorlig personfarlig kriminalitet, der igen begår denne form for kriminalitet, mens kun godt hver trettende af de øvrige12.

For så vidt angår recidiv efter ophævelse af dommen viser undersøgelsen, at 24 % af dem, der har begået alvorlig personfarlig kriminalitet recidiverer, mod 29 % af de øvrige. Forskellen er ikke statistisk signifikant.

Med hensyn til arten af ny kriminalitet er det godt en tredjedel (37 %) af dem, der er dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet, der recidiverer til samme form for kriminalitet, mens godt en tiendedel af de øvrige recidiverer til denne form for kriminalitet.

Samlet set tyder undersøgelsen således på, at personer, der har begået alvorlig personfarlig kriminalitet, er lidt mindre tilbøjelige end de øvrige til at recidivere. Til gengæld er den kriminalitet, de begår i tilfælde af recidiv, hyppigere af alvorligere art.

Sammenligning med andre dømte

I de recidivundersøgelser, Kriminalforsorgen gennemfører, undersøges alene recidiv til højere straf end bøde. Dvs. recidiv, der medfører en ny behandlingsdom eller en betinget eller ubetinget dom. Ved anvendelse af samme kriterium viser denne undersøgelse, at 87 personer – eller 14 % – recidiverer. Til sammenligning kan nævnes, at Kriminalforsorgens seneste recidivundersøgelse viser, at 39 % recidiverer til en højere straf end bøde inden for 2 år efter løsladelse fra en fængselsstraf13.

Ved denne sammenligning bør det tages i betragtning, at de, der er idømt en foranstaltningsdom, gennemgående er noget ældre end andre dømte, jf. det tidligere, og at der er relativt mange kvinder blandt de foranstaltningsdømte. Ældre lovovertrædere og kvindelige lovovertrædere har en forholdsvis ringe recidivsandsynlighed.

Når der tages hensyn til forskelle i alders- og kønsfordeling, mindskes forskellen mellem ovennævnte recidivprocenter da også, idet det kan beregnes, at såfremt de foranstaltningsdømtes alders- og kønsfordeling svarer til den, løsladte fra Kriminalforsorgen har, måtte man forvente, at de ville have en recidivprocent på 23 %. Dette er dog stadig markant mindre end den recidivprocent, de fængselsstraffede har (39 %)14. Her skal videre tages i betragtning, at en del af de løsladte, der indgår i Kriminalforsorgens recidivstatistik, er dømt for færdselslovsovertrædelser. Antagelig drejer det sig om 10- 20 % af de løsladte15. Af de foranstaltningsdømte udgør denne gruppe mindre end én procent. Da færdselslovsovertrædere generelt har en noget lavere recidivprocent end straffelovsovertrædere, måtte man derfor som udgangspunkt forvente, at foranstaltningsdømte ville have en højere recidivprocent end de, der løslades fra fængslerne.

På den anden side er der givetvis også nogle af de foranstaltningsdømte, som ville være blevet idømt en betinget fængselsstraf, såfremt de ikke havde været syge. Dette forhold trækker i modsat retning, idet betinget dømte har en lavere recidivprocent end dem, der har afsonet en straf.

En sammenligning mellem de betinget dømtes og de foranstaltningsdømtes recidivprocent viser – efter hensyntagen til forskelle i køns- og alderssammensætning – at de to grupper har nogenlunde samme recidivprocent: 24 % versus 23 %16.

I betragtning af, at det antagelig kun ville være en ganske lille del af de foranstaltningsdømte, der ville være blevet idømt en betinget dom, såfremt de ikke var syge, kan det konkluderes, at undersøgelsen tyder på, at foranstaltningsdømte sjældnere end andre dømte recidiverer. Dette skal sikkert blandt andet forklares med, at de psykisk syge lovovertrædere er mindre kriminelt belastede end dem, der har afsonet en fængselsstraf. Således har 42 % af de dømte aldrig tidligere været straffet, mens det gælder mindre end 20 % af dem, der er idømt en ubetinget fængselsstraf17.

Det skal i øvrigt bemærkes, at ved brug at ovennævnte recidivkriterium viser undersøgelsen en statistisk signifikant sammenhæng mellem foranstaltningens varighed og recidiv, idet recidivprocenten er på 20 % for dem med korte foranstaltninger, 10 % for dem med 2-4-årige foranstaltninger, 16 % for dem med foranstaltninger, der har varet i 4 til 6 år, og 5 % for dem med foranstaltninger på over 6 år. Sammenhængen er således ikke entydig og ej heller længere statistisk signifikant, når de med foranstaltninger på over 6 år udelukkes af analysen. Som tidligere nævnt kan variationen i recidivprocenten bl.a. skyldes aldersforskelle i de sammenlignede grupper. Der kan derfor ikke på denne baggrund drages sikre konklusioner om effekten af henholdsvis kortvarige og langvarige foranstaltninger.

5.3.6. Nærmere om dømte kvinder


Det kan være af særskilt interesse at se på, i hvilket omfang og på hvilken måde de kvindelige foranstaltningsdømte afviger fra de mandlige. Følgende viser sig:

De dømte kvinder er gennemgående noget ældre end mændene, idet kvinder i gennemsnit var 38 år, da de idømtes foranstaltningsdommen, mens mændene var knap 34 år. Dette svarer til det almene mønster blandt lovovertrædere, idet der generelt især er forholdsvis få kvinder blandt de yngre lovovertrædere.

Også med hensyn til debutalder er der en tydelig forskel mellem mænd og kvinder. Den gennemsnitlige debutalder for kvinderne er 33 år mod 26 år for mændene.

Der er – som forventet – klare forskelle mellem den kriminalitet, kvinderne og mændene er dømt for. Måske mindre forventet ses, at kvinderne i betydeligt større udstrækning end mændene er dømt for alvorligere personfarlig kriminalitet: Det gælder 56 % af kvinderne mod 38 % af mændene. Denne forskel beror først og fremmest på, at en betydeligt større andel af kvinderne end af mændene er dømt for brandstiftelse: Hele 30 % af de kvindelige lovovertrædere er dømt for brandstiftelse mod 11 % af mændene. Desuden er 11 % af kvinderne dømt for manddrab eller forsøg herpå mod 5 % af mændene. For så vidt angår vold mod privatperson (§§ 244-246), er andelen af mænd, der er dømt herfor, klart større end andelen af kvinder – henholdsvis 23 % og 13 % – men denne forskel er dog betydeligt mindre, end den er for andre strafferetlige afgørelser. Desuden er det en større andel af kvinderne end af mændene, der er dømt for vold mod tjenestemand: henholdsvis 13 % og 9 %

Med hensyn til foranstaltningens art er der ingen særlige forskelle mellem mænd og kvinder. I gennemsnit varer dog mændenes foranstaltning ½ år længere end kvindernes.

Som forventet, er det en betydeligt mindre andel af kvinderne end af mændene, der er tidligere straffet: 28 % af kvinderne mod 63 % af mændene. Ligeledes er der, som forventet, en meget lavere recidivprocent blandt kvinderne end blandt mændene: I løbet af 2 år efter foranstaltningsdommens ophævelse er det 12 % af kvinderne, der recidiverer, mod 29 % af mændene.

5.3.7. Sammenfatning


Undersøgelsen af de personer, der i perioden 1.1.1996 til 30.6.2000 fik ophævet deres foranstaltningsdom viser:

  • At langt de fleste dømmes til tilsyn eller behandling med mulighed for indlæggelse.
  • At foranstaltningen i gennemsnit varer 5½ år.
  • At forholdsvis mange er dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet.
  • At forholdsvis mange er kvinder.
  • At de dømte er relativt gamle.
  • At de har en sen kriminel debut.
  • At ganske mange ikke tidligere er straffet.
  • At hver femte begår kriminalitet, mens de er underkastet en foranstaltning, men at denne kriminalitet typisk er af mindre alvorlig karakter.
  • At man i retssystemet antagelig ikke altid er opmærksomme på, at den sigtede er psykisk syg, idet nogle idømmes en frihedsstraf ind imellem to foranstaltningsdomme.
  • At godt hver fjerde recidiverer i løbet af 2 år efter foranstaltningens ophør
  • At en betydeligt mindre del af recidivkriminaliteten end af den kriminalitet, der førte til foranstaltningsdommen, er af alvorlig personfarlig art.
  • At især de, der er dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet, forholdsvis sjældent recidiverer.
  • At foranstaltningsdømte generelt set recidiverer mindre end andre, sammenlignelige dømte, og at det antagelig blandt andet beror på, at de psykisk syge lovovertrædere relativt set har en forholdsvis ringe kriminel belastning.

Vurderet ud fra den kriminologiske viden om kriminelle karrierer ville man, på baggrund af den ovenomtalte karriereprofil, forvente, at det ville være en relativt lille andel af de psykisk syge, som begår kriminalitet. Der er således typisk en sammenhæng mellem prævalensen (forekomst), den kriminelle belastning og recidiv, idet persongrupper med en høj prævalens også har en høj grad af kriminel belastning og hyppigt falder tilbage til ny kriminalitet. De psykisk syge lovovertrædere afviger tilsyneladende fra dette mønster, idet deres prævalens er meget høj, mens den kriminelle belastning og recidiv er ringe.



5.4. Etnisk baggrund for psykisk syge lovovertrædere


Det følgende afsnit er baseret på oplysninger om foranstaltningsdomme, der er idømt i perioden 1.1.2001 til 31.12.2004. Samme person kan optræde flere gange i materialet. Opgørelsen omfatter alene dem, der er idømt en foranstaltningsdom efter straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt. Oplysninger om domme stammer fra Kriminalregisteret, mens oplysninger om etnisk baggrund kommer fra CPR-registret. Oplysningerne er bearbejdet af Justitsministeriets Forskningsenhed.

Det ses af tabel 5.24, at andelen af domme, der angår personer med udenlandsk oprindelse, har været nogenlunde konstant i de fire undersøgte år. Hvert år vedrører mellem en femtedel og en fjerdedel af dommene etniske minoriteter. Denne andel af etniske minoriteter svarer nogenlunde til den, der er i de danske fængsler. En opgørelse fra 2000 og fra 2005 viser således, at henholdsvis 20 % og 23 % af de indsatte er af udenlandsk herkomst18. Da man må gå ud fra, at langt hovedparten af den kriminalitet, der ligger bag foranstaltningsdomme, ville have medført en ubetinget frihedsstraf, såfremt den dømte ikke havde været psykisk syg, tyder opgørelsen således ikke umiddelbart på, at personer med udenlandsk oprindelse er særligt overrepræsenterede blandt de lovovertrædere, der er psykisk syge. Ligesom etniske minoriteter er overrepræsenterede i fængslerne, er de det imidlertid også blandt de foranstaltningsdømte. I perioden 2001 til 2004 var således knap 9 % af befolkningen i aldersgruppen 15-70 år af fremmed etnisk herkomst. En egentlig sammenligning af kriminalitetshyppigheden blandt etniske minoriteter med den for personer af dansk herkomst kræver dog, at der korrigeres for demografiske og sociale forskelle.

Af tabel 5.25 fremgår, hvor de dømte med udenlandsk baggrund kommer fra. Samlet set kommer godt en tredjedel fra Europa. Andelen, der kommer fra Mellemøsten, er næsten af samme størrelsesorden. Godt en femtedel af de dømte kommer fra Afrika, mens andelen, der kommer fra Nord- og Sydamerika er ganske ringe.

Der er tendens til, at en mindre andel af de dømte med udenlandsk baggrund end af dem med dansk baggrund får foranstaltninger, der alene indebærer tilsyn eller ambulant behandling (med eller uden mulighed for indlæggelse), mens det forholder sig omvendt med domme til behandling eller til anbringelse, jf. tabel 5.26.




5.5. Karakteristik af behandlingsdømte


Talmaterialet i dette afsnit er fremkommet ved udtræk fra Kriminalforsorgens klientsystem, hvor oplysningerne er trukket fra de udfærdigede handleplaner. Persongruppen er som udgangspunkt alle dømte, der har været tilknyttet Kriminalforsorgen siden 2001, og for hvem der har været udfærdiget en handleplan. Det er således både personer, der har afsonet ubetinget domme, og personer der har modtaget en betinget dom med vilkår om tilsyn eller en behandlingsdom. Det er i antal ca. 20.000 personer.

Dernæst er de samme oplysninger indhentet for gruppen af behandlingsdømte, hvilket er personer, som er idømt foranstaltninger efter § 68 og § 69. Denne gruppe er i antal ca. 2.000 personer.

5.5.1. Boligforhold

Det fremgår af tabel 5.27, at 27 % af de behandlingsdømte bor i en støttet bolig eller i et botilbud. Over halvdelen har egen selvstændig bolig. Det kan ikke af tabellen ses, om der er tilknyttet støtteforanstaltninger til personerne i selvstændig bolig, men det vil være gældende for en stor del af dem.

6 % er enten uden bolig eller bor i midlertidige boliger, f. eks. herberg eller Kriminalforsorgens pensioner. Dertil skal lægges, at en del af de 6 %, der bor til leje på værelse hos andre, formentlig bor der som en midlertidig, og af og til lidt tilfældig løsning, grundet manglende selvstændig bolig. Det er således 12 %, der må vurderes at have en ustabil boligsituation. Det høje antal afsonere uden egen bolig skyldes bl.a., at under længere afsoning afvikles boligen.

6 % bor hos forældrene, hvilket i forhold til aldersfordelingen for de behandlingsdømte ikke afviger fra øvrige befolkningsgrupper.

Sammenligner man de behandlingsdømtes boligforhold med øvrige dømtes boligforhold er der markante forskelle på nogle områder.

Der er væsentlige flere behandlingsdømte, der bor i døgninstitutioner. Dette er naturligvis ikke overraskende, når det sammenholdes med de behandlingsdømtes psykiske lidelser og deraf følgende behandlings- og støttebehov. Der er færre, der har egen selvstændig bolig, hvilket er en følge af, at der er så mange, der bor på døgninstitution.

Andelen af personer, der bor hjemme hos forældrene, er væsentlig lavere for behandlingsdømte end for andre dømte, men da det fremgår af aldersfordelingen, at behandlingsdømte er ældre sammenlignet med øvrige dømte, er dette ikke overraskende.

Antallet af behandlingsdømte, som er uden fast bolig, er også lavere end for øvrige dømte. Dette kan have flere årsager. En del af de øvrige dømte er afsonere over lang tid, som ikke under afsoning har mulighed for at bevare egen bolig. De er derfor ikke akut boligløse, men dog uden egen bolig. Det kan ikke af tallene uddrages, hvor mange det drejer sig om.

At flere behandlingsdømte end øvrige dømte har egen bolig, kan også forklares med, at der er tættere opfølgning og flere tilbud om bolig til kriminelle psykisk syge end til andre kriminelle personer.

5.5.2. Grunduddannelsesniveau


Af tabel 5.28 fremgår, at 50 % har afsluttet folkeskolen efter enten 9 eller 10 klasse. 7,5 % har afsluttet en gymnasial uddannelse. Ca. 1/3 af de dømte har ikke afsluttet folkeskolen med en afgangseksamen, hvilket er en stor andel sammenlignet med befolkningen i øvrigt.

Hvis man sammenligner de behandlingsdømte med andre dømte, er den største forskel, at der er væsentlig flere behandlingsdømte, som ikke får afsluttet folkeskolens 9. klasse. Dette tyder på, at de pågældende psykiske lidelser, for en del af persongrupper, slår igennem på et meget tidligt tidspunkt.

5.5.3. Erhvervsuddannelse

For de behandlingsdømte fremgår, at 70 % hverken har nogen afsluttet erhvervsuddannelse, eller er i gang med en sådan. Dertil kommer de 7 %, som har været i gang med en uddannelse, men som har afbrudt den, dvs. at 77 %, mere end 3/4 ikke har nogen uddannelse efter ungdomsuddannelsen.

16,6 % har en afsluttet uddannelse, medens 2,2 % er i gang med en uddannelse og 3,3 % med et AMU-kursus, i alt ca. 22 %.

Hvor det er 77 % af de behandlingsdømte, der ingen erhvervsuddannelse har, er det 60 % af alle dømte under Kriminalforsorgen, som ikke har nogen erhvervsuddannelse. Ca. 38 % af alle dømte har enten en uddannelse eller er i gang med en, mens det for behandlingsdømte er 22 %.

I betragtning af de behandlingsdømtes psykiske lidelser og deres dårligere skolebaggrund er det ikke overraskende, at der er færre behandlingsdømte end andre dømte, som ikke har gennemført en erhvervsuddannelse.

5.5.4. Forsørgelsesgrundlag

Hovedparten af de behandlingsdømte – ca. 90 % – modtager offentlig forsørgelse, hvoraf de 60 % får pension. 3 % får studiestøtte eller har anden indtægt under uddannelse. 4 % har erhvervsindkomst og 1 % har ingen indkomst overhovedet.

Det er en bemærkelsesværdig lille procentdel, som er i beskyttet/støttet beskæftigelse, i alt kun 0,5 % af de dømte.

Den store forskel mellem behandlingsdømte og alle dømte er antallet af personer, der modtager førtidspension, som for de behandlingsdømte er 60 % og for de øvrige dømte kun 7 %. Det er forventeligt, idet den psykiske lidelse, som de behandlingsdømte har, meget ofte medfører varig uarbejdsdygtighed. Der er af samme årsag den samme forskel i antallet af erhvervsaktive (31 % for alle dømte mod 4 % for behandlingsdømte).

5.5.5. Sammenfatning

  • 12 % af behandlingsdømte har en ustabil boligsituation.
  • Væsentligt flere behandlingsdømte bor i døgninstitutioner end øvrige dømte.
  • 34 % af behandlingsdømte har ikke afsluttet folkeskolen med en afgangseksamen. Samme andel for alle dømte er 25 %.
  • 77 % af behandlingsdømte har ikke nogen uddannelse efter ungdomsuddannelsen.
  • Hovedparten af de behandlingsdømte ca. 90 % modtager offentlig forsørgelse, hvoraf de 60 % får pension.

 

Fodnoter:

5) Tallet indeholder ikke mental retarderede og anbringelsesdømte

6)  Når der i det følgende tales om domme og dømte, inkluderes de afgørelser og de personer, der har fået et tiltalefrafald eller vedtaget en bøde under foranstaltningen. Formelt set er der i disse tilfælde ikke tale om en dom eller en domfældt.

7) Det kan tilføjes, at tallene for 2003 i høj grad svarer til dem for 2004.

8 ) Hvis en person har begået forskellige former for lovovertrædelser, vil vedkommende indgå flere steder i tabellen, derfor er summen af antallet af personer i de forskellige underkategorier større end det antal psykisk syge lovovertrædere, der overhovedet er dømt for en lovovertrædelse det pågældende år.

9) Se bilag 2, hvor baggrunden for denne estimering omtales.

10)  Forskellen er statistisk signifikant (p<0,05)

11)  Det er undersøgt, om forskellen kan forklares med, at de der er dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet, hyppigere får anbringelsesdomme og dermed hyggpigere er inkapaciteret. Når der i analysen bortses fra personer, der er dømt til anbringelse, er der imidlertid stadig en stor og signifikant forskel mellem recidivet i de to grupper, idet denne analyse viser, at hhv. 11 % og 22 % recidivere.

12)  Her er alene set på arten af første recidivkriminalitet.

13)  Opgørelsen angår løsladte i 2002.

14)  Forskellen er stærkt statistisk signifikant (p<0.0001).

15)  Vurderet på baggrund af informationer i Danmarks Statistiks Kriminalstatistik 2002. Oplysninger om kriminalitetens art forefindes således ikke i Kriminalforsorgens data om recidiv.

16)  Sidstnævnte tal er det estimerede tal for de foranstaltningsdømte, der er sammenlignet med dem, der fik en betinget dom i 1998, dels fordi det er samme år, som en stor del af de foranstaltningsdømte i denne undersøgelse fik deres dom ophævet, og dels fordi betinget dømte i de senere år omfatter en meget stor del færdselslovsovertrædere, hvilket gør sammenligning med senere årgange problematisk. Oplysninger om de betinget dømtes alders- og kønsfordeling stammer fra Danmarks Statistiks Kriminalstatistik 1998.

17)  Se Britta Kyvsaard: Og fængslet ta'r de sidste. Om kriminalitet, straf og levevilkår. København: Dansk Jurist- og Økonomforbunds forlag, 1989. De data, der ligger til grund for denne rapport, er af ældre dato, men der er dog næppe grund til at antage, at de, der i dag idømmes ubetingede fængselsstraffe, sjældnere er tidligere straffede.

18)  "Undersøgelse og anbefalinger vedrørende etniske minoriteter i kriminalforsorgen 2005", Kriminalforsorgen.


Sidst opdateret 14-01-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |