Skip navigation


6. Sammenhængen mellem psykisk sygdom og kriminalitet

Sammenhængen mellem psykisk sygdom og kriminalitet er kompleks. Udover selve den psykiske lidelse og dens symptomer er individuelle forhold som f.eks. personlighed og misbrug såvel som den aktuelle kontekst som f.eks. behandling, netværk og en række sociale forhold af væsentlig betydning for den psykisk syges risiko for at begå kriminalitet.
Formålet med dette kapitel er at beskrive den eksisterende viden om sammenhængen mellem psykisk sygdom og kriminalitet med fokus på betydningen af de forskellige behandlingstilbuds kapacitet, ressourcer og tilgængelighed. Herunder hvordan kriminalitet blandt psykisk syge kan forebygges, og hvordan en kriminel karriere bremses, når den psykisk syge er blevet retspsykiatrisk patient.

Beskrivelsen er udarbejdet på baggrund af en gennemgang af udvalgte nyere danske og internationale undersøgelser og redegørelser på området.


 

6.1. Psykisk sygdom og kriminalitet


Undersøgelser, som belyser omfanget af psykisk sygdom og kriminalitet (dvs. hvor begge aspekter er inkluderet), tager ofte enten udgangspunkt i forekomst af psykisk sygdom blandt kriminelle eller i forekomst af kriminalitet blandt psykisk syge. Disse to former for "hyppigheder" er ikke nødvendigvis udtryk for samme generelle tendenser.

Afhængig af, hvad der ønskes belyst, tager den retspsykiatriske forskning udgangspunkt i forskellige populationer, som f.eks. baggrundsbefolkningen, de kriminelle, de psykisk syge mv. Retspsykiatrisk forskning indeholder aspekter indenfor flere fag og udføres af flere faggrupper. Disse forhold er illustreret i figur. 6.1, ligesom litteraturgennemgangen følger denne opbygning.

Figur 6.1 - Illustration af hvilke grupper den retspsykiatriske forskning kan tage udgangspunkt i, samt i hvilke forskellige fagregi den udføres.

 

6.1.1. Er psykisk syge mere kriminelle?


I en amerikansk oversigtartikel fra 1979 blev det konkluderet, at det dengang var et relativt nyt fænomen, at kriminaliteten blandt psykisk syge var større end i baggrundsbefolkningen19. Indtil 1965 var kriminaliteten (opgjort som "arrestationsrate") lavere for psykiatriske patienter, og forfatteren tolker stigningen i arrestationsraten gennem 60'erne og 70'erne som et udtryk for, at flere og flere kriminelle sluses over i det psykiatriske system uden at være psykisk syge. En betragtning der deles af Glaser, som definerer begrebet "psychiatrication" som modsætning til "criminalization"20.

Nyere store registerbaserede befolkningsundersøgelser fra bl.a. Danmark og Finland viser dog klart, at psykisk sygdom er forbundet med højere kriminalitet. Dette gælder i særdeleshed voldskriminalitet 21.

I en oversigtsartikel fra 2002 gennemgås undersøgelser af sammenhæng mellem vold og skizofreni. Samtlige undersøgelser viser, at psykisk sygdom og specielt skizofreni giver en øget risiko for kriminalitet og specielt voldskriminalitet. De fleste studier fokuserer på en øget relativ risiko og ikke på, hvor stor andel den vold, de skizofrene udøver, faktisk udgør af den samlede vold. Forfatterne mener, at det er vigtigt at pointere, at selvom skizofreni øger risikoen for voldskriminalitet, er den enkelte skizofrene persons absolutte risiko lav, og at kriminalitet udøvet af syge kun udgør en lille del af den samlede voldskriminalitet22.

Sammenhængen mellem kriminalitet og skizofreni er også belyst i en stor dansk registerundersøgelse. Undersøgelsen bekræfter en øget risiko for kriminalitet blandt skizofrene. Alle født efter november 1965 er inddraget i undersøgelsen. I materialet indgår 4.619 personer med diagnosen skizofreni, heraf er 51 % af mændene og 18 % af kvinderne dømte. Af disse er 22 % af mændene og 5 % af kvinderne dømt for voldskriminalitet. Af mændene havde 37 % påbegyndt deres kriminelle karriere forud for den første kontakt med det psykiatriske system. Af de domme, som er afsagt efter at diagnosen skizofreni er blevet stillet, er hele 16 % fængselsdomme (8 % ubetingede og 8 % betingede). Dette kan undre, da man måtte forvente, at en person med diagnosen skizofreni ville få en dom til behandling; en psykiatrisk særforanstaltning. Blandt dem, der ikke havde begået kriminalitet forud for første kontakt med behandlingssystemet, var risikoen for kriminalitet øget, hvis vedkommende var en mand, hvis der også var misbrug, og hvis personen var ung23.

6.1.2. Psykiske forstyrrelser blandt kriminelle

Der er ingen tvivl om, at forekomsten af psykisk sygdom er langt højere blandt kriminelle end i baggrundsbefolkningen. I en oversigtsartikel fra 2002 gennemgås 62 studier med i alt knapt 23.000 undersøgte indsatte. Resultaterne er stærkt varierende, bl.a. afhængig af, om man har undersøgt anholdte, varetægtsfængslede eller afsonere. De viser dog alle en øget forekomst af alvorlig psykisk sygdom blandt såvel varetægtsfængslede som afsonere. De hyppigst påviste psykiatriske lidelser er misbrug, antisocial personlighedsforstyrrelse (psykopati) og andre personlighedsforstyrrelser, samt angst- og depressionstilstande, der alle ses langt hyppigere blandt kriminelle end i befolkningen som helhed. Hvis undersøgelserne vurderes samlet, er knapt 4 % psykotiske, 10 % har depression og 65 % personlighedsforstyrrelse24.

Danske undersøgelser viser samme tendens. En dansk undersøgelse af varetægtsfængslede i Vestre Fængsel, som er Danmarks største varetægtsfængsel, viser, at 7 % af de fængslede led af en psykotisk forstyrrelse og 10 % af affektiv lidelse som f.eks. depression (3 %). Desuden havde en stor del af de indsatte alvorlige misbrugsproblemer, specielt afhængighed af stoffer og mange havde en personlighedsforstyrrelse25.

Også blandt unge varetægtsfængslede er der betydeligt flere psykisk syge end i baggrundsbefolkningen. En nyere dansk undersøgelse af 100 varetægtsfængslede 15-17- årige viser, at hele 69 % har en psykiatrisk diagnose. Også i denne undersøgelse drejer det sig primært om misbrug og personlighedsforstyrrelse, men 4 % havde en lidelse indenfor psykosespektret (2 % skizofreni og 2 % skizotypi), 5 % havde været indlagt på psykiatrisk afdeling sammenlignet med 0,3 % af baggrundsbefolkningen i denne aldersgruppe26.

Samme mønster findes også i en stor amerikansk undersøgelse af 1829 kriminelle 10-18-årige. Her havde ca. 50 % af de indsatte mindst 2 psykiatriske lidelser og 11-14 % havde både en alvorlig psykisk lidelse (psykose, alvorlig depression eller mani) og stofmisbrug27.

Kroniske psykotiske forstyrrelser som skizofreni forekommer således væsentlig hyppigere i kriminelle populationer end i befolkningen generelt med hyppigheder på omkring 2-3 % sammenlignet med ca. 0,5-1,0 % i baggrundsbefolkningen.

6.1.3. Voldskriminalitet som symptom på psykisk sygdom


I en nyligt publiceret stor registerbaseret dansk undersøgelse har man fulgt alle unge, der var i kontakt med Kriminalforsorgen i november 1992 frem til 2001 for at undersøge en eventuel sammenhæng mellem kriminel karriere og udvikling af psykisk sygdom. I alt 811 personer blev fulgt, hvoraf 20,8 % i 2001 havde været indlagt på psykiatrisk afdeling og 3,3 % havde fået diagnosen skizofreni. Undersøgelser viser, at psykiatrisk indlæggelse eller voldsdom før 1992 øgede risikoen for at udvikle skizofreni med henholdsvis en faktor 1,9 og 4,6. Hver 4. som både havde været indlagt før og begået voldskriminalitet udviklede skizofreni. Der ses altså en klar sammenhæng mellem voldskriminalitet og senere udvikling af skizofreni blandt unge kriminelle28.

6.1.4. Psykisk sygdom og drab

En nyligt publiceret svensk undersøgelse fandt mange psykisk syge, specielt psykotiske blandt drabsmænd. 90 % af drabsmændene havde en psykiatrisk diagnose og 20 % var psykotiske29.

Gottlieb et al. har retrospektivt undersøgt drabssigtede mænd i Storkøbenhavn fra perioden 1959-198330. Undersøgelsesmaterialet bestod af de 263 drabssigtede, der var blevet mentalobserveret i perioden. Undersøgelsen fandt en række bemærkelsesværdige resultater. Antallet af skizofrene drabsmænd steg markant i perioden - fra ca. 1 drab årligt i begyndelsen af 70erne til 4-5 årligt i begyndelsen af 80erne. Fremmeddrab (dvs. drab af ukendt person), som var et næsten ukendt fænomen i periodens begyndelse, udgjorde i periodens slutning 35 % af samtlige sager. De drabssigtede havde, sammenlignet med andre indsatte, langt oftere været indlagt på psykiatrisk afdeling.

Overraskende fandtes stofmisbrug kun yderst sjældent at optræde ved drab og da oftest i kombination med alkohol. Alkohol var i sig selv en væsentlig faktor. Således fandtes det, at risikoen for, at en mandlig alkoholmisbruger begår drab, er 17 gange større end risikoen for, at en ikke-misbruger gør det. Det bemærkes, at undersøgelsen afspejler mønsteret i 60'erne og 70'erne. Der er dog næppe tvivl om, at alkoholpåvirkning fortsat er en vigtig faktor ved alvorlig personfarlig kriminalitet.

I Amtsrådsforeningens undersøgelse fra 2003 var i alt 127 personer svarende til 8 % af de retspsykiatriske patienter drabsmænd31. I en undersøgelsen i H:S var 9,4 % dømt for drab. Selvom alvorlig kriminalitet vil være overrepræsenteret i tværsnitsundersøgelser (da de psykisk syge, som har begået den alvorligste kriminalitet, har de længste behandlingsdomme), er tallene bemærkelsesværdige høje.

At psykisk syge står for en stor andel af de drab, der begås, bekræftes af tallene i tabel 5.7, hvoraf det fremgår, at psykisk syge i perioden 1995 til 2004 stod for 12,2 % af alle drab, svarende til knap hver ottende dom. Hertil kommer, at psykisk syge i samme periode stod for 34,5 % af alle drabsforsøg.

6.1.5. Identificering og behandling af de syge kriminelle

Det vil være muligt at identificere langt flere kriminelle med uopdagede eller nyligt opståede psykiske lidelser ved en simpel systematisk udspørgen om f.eks. tidligere kontakt med det psykiatriske behandlingssystem32.

I den retspsykiatriske litteratur anvendes begrebet "diversion", hvilket i den bredeste forstand betyder, at de psykisk syge, der begår kriminalitet, identificeres tidligt, måske allerede i forbindelse med anholdelse, og sluses uden om den almindelige kriminalforsorg over i en eller anden form for behandlingssystem.

Diversion kan beskrives som en 2 trins procedure, hvor trin 1 består i at identificere de syge i fængselssystemet og trin 2 er den behandling man bliver "diverted" til33. En anden amerikansk oversigtsartikel redegør for, på hvilke forskellige måder diversion kan udføres i praksis, og heri gennemgås egentlige "diversion" programmer"34.

Begge artikler konkluderer, at "diversion" er et meget vigtig redskab til at nedbringe antallet af psykisk syge i fængslerne, hvor de i henhold til intentionerne i lovgivningen ikke bør befindes sig. Der findes ikke meget forskning i effekten af diversion, hverken den direkte eller afledte effekter, herunder vides ikke om dette kan forebygge yderligere kriminalitet relateret til ubehandlet psykisk sygdom.

Der er dog enkelte undersøgelser, der belyser effekten af diversion35. I disse anbefales screening f.eks. i form af skemaer i forbindelse med anholdelse og varetægt og herunder god adgang til professionel vurdering. Som behandling anbefales tæt opfølgning, mulighed for intensiv behandling og særlige intensive opsøgende psykoseteams.

6.1.6. Sammenfatning

På baggrund af de ovenfor refererede undersøgelser kan følgende tendenser udledes:

  • Samtlige nyere undersøgelser af større befolkningsgrupper viser en større relativ risiko for kriminalitet ved psykisk sygdom.
  • Den øgede risiko er størst for patienter med diagnosen skizofreni.
  • Kriminaliteten hos skizofrene er ofte personfarlig.
  • Danske undersøgelser viser samme tendenser.
  • Kroniske psykotiske forstyrrelser som skizofreni forekommer generelt væsentlig hyppigere blandt kriminelle (2-3 % sammenlignet med ca. 0,5 - 1 % i baggrundsbefolkningen).
  • Blandt unge kriminelle kan voldskriminalitet være et tegn på, at den unge senere vil udvikle skizofreni.
  • Undersøgelser viser, at ca. 65 % af kriminelle lider af en personlighedsforstyrrelse.
  • Andelen af psykisk syge blandt drabsmænd er væsentlig større end i befolkningen som helhed. Alkoholmisbrug er en vigtig medvirkende faktor.
  • Kriminelle bør screenes for psykisk sygdom, både for at sikre at de der er syge får en relevant dom, og for at påbegynde et behandlingsforløb og derved måske bremse en fortsat kriminel karriere. Behandling af behandlingsdømte bør være intensiv og fokuseret.


6.2. Forhold af betydning for kriminalitetsrisiko blandt psykisk syge


6.2.1. Omlægning af psykiatrien – de-institutionalisering og kapacitet


Som det fremgår af kapitel 4 og 5 er antallet af retspsykiatriske patienter steget, samtidig med at antallet af psykiatriske sengepladser på de psykiatriske afdelinger er faldet. I 1976 var der i Danmark ca. 11.000 sengepladser, i 2003 var antallet 3.676. Denne reduktion har været en del af en bevidst de-institutionalisering, hvor patienterne i højere grad er blevet behandlet udenfor hospitalerne, primært i distriktspsykiatrien, som samtidig især i løbet af 1990'erne er blevet udbygget – jf. kapitel 4.

Samlet har psykiatrien gennem de sidste år fået flere ressourcer både i form af mere personale, men også i form af bedre fysiske rammer. I samme periode er der også kommet flere amtskommunale botilbud med forskellig grad af støtte og bemanding til de dårligste af de tidligere indlagte psykisk syge. Flere andre vestlige lande har gennemgået en tilsvarende udvikling (se mere om udviklingen i kapaciteten i afsnit 8.3).

Det har både i Danmark og internationalt været debatteret om de-institutionaliseringen har været medvirkende årsag til, at flere psykisk syge er blevet kriminelle, og om kapaciteten i psykiatrien er tilstrækkelig. Som det fremgår af tabel 6.1, er belægningsprocenten på sengene på de psykiatriske afdelinger i Danmark faldet fra 97,9 % i 1997 til 95,4 % i 2003. Dette er dog ikke nødvendigvis et udtryk for, at der er tilstrækkelig sengekapacitet målrettet behandlingsdømte på de psykiatriske afdelinger, men alene, at presset på sengene i gennemsnit i perioden er aftaget.

Gennemsnitstallene dækker over store regionale forskelle. Således viser en opgørelse af amternes og H:S' belægningsprocent, at belægningen i Københavns Amt og Viborg Amt i 2001 i gennemsnit var på mere end 100 %. Dette styrker antagelsen om, at man regionalt må overveje, om kapaciteten er tilstrækkelig.

Det kan ikke udelukkes, at de-institutionaliseringen til dels har været en udløsende faktor for det øgede antal behandlingsdømte, og at et af midlerne til at vende udviklingen i antallet af behandlingsdømte, kan være en øget adgang til behandling under indlæggelse.

Det øgede antal retslige patienter kan eventuelt være et tegn på manglende indlæggelseskapacitet tidligt i sygdomsforløbet eller manglende mulighed for langvarig stabiliserende indlæggelse, som kan være en forudsætning for et senere godt ambulant forløb i distriktspsykiatrien36.

Kilde: "Sundhedssektoren i tal september 2005", Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

I en nyere amerikansk undersøgelse har man beskrevet det klientel, som kom i den psykiatriske skadestue over 1 måned i 1997. Ud af de godt 2000, som henvendte sig, var 30 % hjemløse. De hjemløse kom oftere i skadestuen og blev oftere indlagt. Hjemløshed var forbundet med misbrug og alvorlig psykisk sygdom. 8 % af de hjemløse havde udvist voldelig adfærd indenfor de sidste 2 uger. Det konkluderes i undersøgelsen, at hjemløse alvorligt psykisk syge udgør en stor del af dem, som modtager akut psykiatrisk hjælp, og at de i USA ikke får tilstrækkelig og velkoordineret hjælp fra sundhedsvæsenet og socialvæsenet – det er ikke nok ikke at sætte dem i fængsel37.

Psykisk syge er ofte også socialt udsatte som følge af deres sygdom. De sociale faktorer har sandsynligvis en vis selvstændig betydning for kriminalisering af de psykisk syge38, om end betydningen kan have forskellig vægt i forskellige sammenhænge bl.a. afhængig af behandling og behandlingseffekt og af den aktuelle psykopatologi. Problemstillingen er særdeles kompleks39.

De danske retspsykiatriske patienter er ingen undtagelse. De er udover at være psykisk syge, også på en række sociale parametre særdeles udsatte. Dette bekræftes af tallene i afsnit 5.5.

6.2.2. Betydning af køn

I hovedparten af de undersøgelser, der belyser psykisk sygdom og kriminalitet, er de psykisk syge kvinders relative risiko for kriminalitet større end hos almindelige kvinder. Det skyldes sandsynligvis, at kvinders kriminalitetsrisiko er meget lav og meget lavere end mændenes generelt. Dvs. at en effekt af den psykiske sygdom på kriminalitetsrisikoen lettere får en relativ stor betydning for kvinder. Det skal pointeres, at også psykisk syge kvinder har en lavere kriminalitetsrisiko end psykisk syge mænd.

Resultaterne af ovennævnte undersøgelser bekræftes af tallene i afsnit 5.3.1 som viste, at andelen af kvinder der i dømmes en foranstaltningsdom, sammenlignet med den andel der idømmes ubetingede frihedsstraffe for straffelovsovertrædelser, er forholdsvis stor. I begyndelsen af 1990'erne var andelen af kvinder blandt dem, der blev idømt en ubetinget frihedsstraf, på 5-6 %. Andelen blandt de foranstaltningsdømte er ca. 15 % altså omkring 3 gange så stor.

6.2.3. Betydning af alder

De retspsykiatriske patienter er generelt ældre på gerningstidspunktet end andre kriminelle. Af afsnit 5.3.2 fremgår, at hovedparten har en debutalder på over 24 år, hvilket er en forholdsvis høj debutalder sammenlignet med andre kriminelle. Dette forhold skyldes sandsynligvis, at den psykiske sygdom, som medvirker til kriminaliteten, normalt først udvikles i voksenalderen.

Der er meget lidt dokumentation for udviklingen i antallet af helt unge retspsykiatriske patienter. Dog viser en opgørelse for Østdanmark for perioden 1997-1999 en markant stigning fra 9 til 21 personer40. Desuden har (som ovenfor anført) en betydelig andel af unge varetægtsfængslede under 18 år tegn psykisk sygdom. Det er derfor væsentligt at fokusere både på tidlig opsporing og behandling i denne gruppe for at om muligt at forebygge en (fortsat) kriminel karriere.

Af afsnit 5.3.1 fremgår, at der er meget få helt unge blandt de foranstaltningsdømte. Blandt de dømte dominerer aldersgrupperne 25 til 39 år, som udgør nærved 60 % af alle dømte. Dog ses der i perioden 1995 til 2004 for aldersgruppen under 20 år en systematisk udviklingstendens, der går i retning af stadig flere unge behandlingsdømte jf. tabel 5.10.

6.2.4. Betydning af misbrug


Meget tyder på, at misbrug kombineret med psykisk lidelse øger risikoen for voldskriminalitet. Det er vist gentagne gange i både danske og internationale undersøgelser41. I en stor registerundersøgelse fra Finland finder man, at skizofrene mænd uden misbrug har en 3 gange større risiko for voldskriminalitet i forhold til raske mænd. Har man både skizofreni og alkoholmisbrug øges risikoen op til 25 gange i forhold til raske mænd42. Det er vigtigt at fastholde, at misbruget ikke er årsagen til kriminaliteten, da også syge uden misbrug har øget risiko i forhold til baggrundsbefolkningen. Der er snarere tale om en additiv/synergistisk effekt.

En kvalitativ undersøgelse lavet i Vestsjællands Amt i 2004 omkring det koordinerende arbejde med behandlingsdømte viser, at ca. 23 % af de dømte har et stofmisbrug udover sindslidelsen43. Der er ingen registrering af, hvor mange der har et alkoholmisbrug, men andelen er ikke ubetydelig.

Spørgeskemaundersøgelsen gennemført af Social Udviklingscenter viser, at omkring 75 % af de retspsykiatriske patienter har et misbrug, idet 25 % misbruger alkohol, 25 % hash og 25 % en blanding af stoffer og alkohol. I interviewene berettes om en direkte sammenhæng mellem psykisk sygdom og kriminalitet, idet der peges på, at misbruget skaber behov for økonomiske midler samtidig med, at det forværrer sindslidelsen.

6.2.5. Betydning af personlighedsforstyrrelse

Hvis den psykisk syge har en personlighedsforstyrrelse, øger det i særlig grad risikoen for vold og alvorlig personfarlig kriminalitet44. Hvis der ligeledes er misbrug, øges risikoen yderligere45.

6.2.6. Symptomer og kriminalitet

Hvis en patient er psykotisk, er risikoen for voldelig adfærd større. Det gælder specielt, hvis personen har vrangforestillinger af forfølgelseskarakter og/eller oplevelsen af at være "styret udefra"46. Der er ikke i alle studier helt overensstemmelse i de forskellige symptomers indbyrdes betydning47. Blandt patienter i distriktspsykiatrien er vold ofte forudgået af en opblussen i psykotiske symptomer48.

Det er derfor ikke overraskende, at antipsykotisk medicin viser sig særdeles effektivt, når det drejer sig om at reducere vold udøvet af skizofrene49. Antipsykotisk medicin bør således være en central del af behandlingen.

6.2.7. Tidspunkt for indlæggelse/udskrivelse og vold blandt psykisk syge

I en stor amerikansk undersøgelse fokuseres på sammenhængen mellem voldelig adfærd rapporteret af patienter og pårørende og sammenhæng med misbrug, indlæggelse og udskrivelse. Det viser sig, at de psykisk syge kun er mere voldelige end andre ikke-syge i samme region i perioden forud for og efter indlæggelse, når der korrigeres for effekt af misbrug. Det konkluderes, at de syge er særligt sårbare omkring indlæggelsen50. Det tyder på, at fokus på let og hurtig adgang til behandling, gradvis udslusning og indlæggelsesvarighed samt netværk ved udskrivelsen kan være med til at reducere volden blandt de syge.

6.2.8. Personer i risiko bør identificeres så tidligt som muligt

Man kan til en vis grad identificere personer med en særlig risiko for at begå alvorlig kriminalitet blandt almindelige psykiatriske patienter. Det kan ske ved systematisk udspørgen om f.eks. tidligere kriminalitet og aggressiv adfærd. Vurderingen af, om en psykisk syg person udgør en trussel mod andre, foregår overalt i Danmark ved hjælp af et ikke systematiseret lægeligt skøn, som kun er lidt bedre end tilfældighed. Udenlandske undersøgelser har vist, at dette skøn kan forbedres væsentligt vha. såkaldte strukturerede farlighedsvurderinger resulterende i dels færre voldsepisoder, dels færre uberettiget tvangstilbageholdte patienter (færre falsk positive og falsk negative skøn)51. Det canadisk udviklede skema HCR-20 forekommer særligt velegnet til vurdering af farlighed blandt psykiatriske patienter52. Det inddrager både "fortid"; f.eks. tidligere adfærdsproblemer, "nutid" f.eks. symptomernes karakter, og behandlingens effekt og "fremtid" f.eks. hvilke planer der er for patienten og deres gennemførlighed, netværk mm. HCR-20 er med økonomisk støtte fra psykiatriaftalerne netop blevet oversat til dansk, og med et ph.d-projekt i H:S vil man, ligeledes med støtte fra psykiatriaftalerne, tilvejebringe de første forskningsresultater om metoden og medvirke til implementering af strukturerede risikovurderinger i Danmark.

I Sverige har man udviklet et risiko-vurderingsinstrument – et struktureret interview/ skema SORM-modellen, som også inddrager, at nogle forhold kan være "beskyttende" (protective) i forhold til farlig adfærd. Det er endnu for tidligt at vurdere, om netop dette instrument bør indgå, men det er klart vigtigt at forholde sig til, at nogle stabiliserende forhold som f.eks. netværk kan virke "beskyttende" mod farlig/voldelig adfærd53.

I en stor multicenter-undersøgelse af retspsykiatriske patienter og almenpsykiatriske patienter med skizofreni konkluderes, at der er hårdt brug for en tidlig forebyggende og fokuseret indsats blandt psykiatriske patienter. I undersøgelsen fandt man, at næsten 80 % af de retspsykiatriske patienter havde været i forbindelse med psykiatrien før deres retspsykiatriske dom. Desuden var knap 25 % af de psykiatriske patienter tidligere dømt for kriminalitet. Disse (mænd) var karakteriserede ved tidlige adfærdsproblemer, personlighedsforstyrrelse og misbrug.

Man bør derfor allerede ved første indlæggelse af skizofrene være opmærksom på forhold, som øger risikoen for fremtidig voldskriminalitet. Man bør sætte fokuseret ind overfor denne gruppe. Når de psykotiske symptomer er behandlet, må behandlingen af evt. misbrug og adfærdsproblemer fortsættes. Patienterne bør lære at korrigere uhensigtsmæssig adfærd og støttes i at komme ud af et evt. misbrug. Efter udskrivning skal den intensive behandling fortsætte, og man bør prøve at hindre, at patienterne færdes i miljøer med stof- og alkoholmisbrug og kriminalitet.

Det konkluderes videre, at en effektiv behandling af de skizofrene forudsætter, at der er let adgang til intensiv behandling under indlæggelse. Behandling hjemme er ikke tilstrækkeligt, heller ikke selvom der er mulighed for ambulant tvangsbehandling i den form, som blev benyttet54.

En stor engelsk undersøgelse har, vist at "case management/ opsøgende teams" dvs. intensiveret distriktspsykiatri, sammenlignet med almindelig distriktspsykiatri ikke i sig selv reducerer voldskriminalitet blandt psykisk syge. Det pointeres, at der bør forskes mere i hvad der faktisk forebygger vold og i effekten af evt. kombinationer, hvor f.eks. risikofaktorer inddrages55.

6.2.9. "Udsathed"når den psykisk syge bliver offer for kriminalitet

I de senere år, i takt med at flere og flere med alvorlig psykisk sygdom ikke længere indlægges, er der publiceret flere undersøgelser med fokus på den syges risiko for at blive udsat for kriminalitet. Det samstemmende billede er, at de syge er særligt udsatte. En stor engelsk undersøgelse viser f.eks., at 16 % af en gruppe engelske distriktspsykiatriske patienter var udsat for vold inden for et år. Patienter med alvorlig psykiatrisk sygdom, misbrug, tidligere voldelig adfærd og hjemløshed var mest udsatte56. Samme billede tegner sig i en amerikansk undersøgelse af psykisk syge behandlet i distriktspsykiatrien. Her havde 25 % været udsat for kriminalitet det sidste år svarende til en 11 gange større risiko end resten af befolkningen57. Der findes ingen danske undersøgelser på området.

6.2.10. De forskellige forholds betydning for problemstillingens kompleksitet

Som det fremgår, er sammenhængen mellem psykisk sygdom og kriminalitet særdeles kompleks. I en oversigtsartikel konkluderes, at flere faktorer, nogle statiske og nogle dynamiske, har forskellig betydning afhængig af personens baggrund, personlighed og personens aktuelle situation58.

Dette kan eksemplificeres i en stor New Zealandsk undersøgelse af 961 21-årige. De unge blev interviewet og undersøgt for at belyse sammenhængen mellem vold og misbrug og mellem vold og skizofreni. Undersøgelsen viste, at unge med misbrug og unge med skizofreni var mere voldelige end jævnaldrene uden disse diagnoser. De unge med en diagnose udgjorde i undersøgelsen 20 % af den samlede gruppe, men stod for halvdelen af den voldskriminalitet der udøves. Desuden viste det sig, at forskellige mulige årsagsfaktorer havde forskellig betydning afhængig af diagnosen. Blandt unge skizofrene var der ofte en oplevelse af at være truet, der førte til volden, ligesom denne gruppe også havde overvægt af tidlige adfærdsforstyrrelser ("conduct disorder"). Alkoholpåvirkning betød som årsagsfaktor specielt noget for gruppen med alkoholmisbrug, og blandt de der havde et hashmisbrug, var der også overvægt af tidlige adfærdsforstyrrelser59.

De psykisk syge begår altså kriminalitet af forskellige grunde afhængig af baggrund, personlighed evt. misbrug og aktuelle kontekst, hvilket man må antage tilsvarende også gør sig gældende i Danmark.

6.2.11. Sammenfatning

 

På baggrund af de ovenfor refererede danske og internationale undersøgelser kan følgende tendenser udledes:

  • En langvarig stabiliserende indlæggelse kan være en forudsætning for et godt ambulant forløb.
  • Patienter i effektiv behandling er i mindre risiko for at begå kriminalitet. Det er derfor vigtigt at kunne fastholde patienterne i behandling.
  • Misbrug (særligt alkoholmisbrug) kombineret med psykisk sygdom øger risikoen for voldskriminalitet.
  • Psykisk syge er i særlig risiko for at begå kriminalitet lige før indlæggelse og lige efter udskrivelse, hvorfor let og hurtig adgang til indlæggelse, mulighed for længerevarende indlæggelse og gradvis udslusning over en længere periode er væsentlig for forebyggelse af kriminalitet.
  • Psykisk syge er i flere internationale undersøgelser fundet at være i meget større risiko end andre for selv at blive ofre for kriminalitet.
  • Sammenhængen mellem psykisk sygdom og kriminalitet/vold er sandsynligvis særdeles kompleks, hvilket også afspejler sig i de eksisterende forsøg på at udvikle egnede instrumenter til bedømmelse af risiko for kriminalitet og i særdeleshed risiko for vold.
  • Man bør forsøge at identificere psykisk syge i særlig risiko for at begå kriminalitet.
  • Der bør tages højde for risikofaktorer, som f.eks. tidligere adfærdsforstyrrelser og misbrug i tilrettelæggelsen af behandlingen.


6.3 Konklusion


Antallet af behandlingsdømte i Danmark er stigende. Denne stigning gælder specielt de skizofrene patienter. En væsentlig del af den begåede kriminalitet er personfarlig. Antallet af domme for alvorlig personfarlig kriminalitet begået af psykisk syge er steget fra 118 i 1995 til 164 i 2004. Den andel den personfarlige kriminalitet udgør af den samlede kriminalitet begået af psykisk syge, er dog konstant.

De behandlingsdømte udgør en særdeles belastet gruppe, psykiatrisk som socialt. Ydermere har over halvdelen et misbrug, og i mange tilfælde et blandingsmisbrug. Psykiatriske patienter løber desuden en større risiko end andre for selv at blive udsat for kriminalitet.

Mange undersøgelser - udenlandske såvel som danske - peger på de-institutionaliseringen i psykiatrien som en mulig årsag til det øgede antal retspsykiatriske patienter. En sikker årsagssammenhæng kan ikke påvises, men flere udenlandske undersøgelser sandsynliggør, at nedlæggelsen af sengepladser kan være medvirkende til en såkaldt re-institutionalisering med flere psykisk syge i andre dele af systemerne. Nedlæggelse af psykiatriske sengepladser medfører i sig selv, at flere personer befinder sig "ude i samfundet" og derfor har mulighed for at begå kriminalitet. Man må således forvente en stigning i antallet af behandlingsdømte, når flere psykisk syge personer befinder sig udenfor institutionerne. Stigningen i antallet af retspsykiatriske patienter i Danmark overgår dog sandsynligvis, hvad der kan forklares alene af denne grund. Som udviklingen er i øjeblikket, stiger de psykisk syges risiko for at begå kriminalitet fortsat på trods af, at antallet af sengepladser de sidste år har ligget nogenlunde konstant. I samme periode er distriktspsykiatrien blevet fuldt udbygget, og psykiatrien har netto fået tilført betydelige ressourcer. Dels er de fysiske rammer forbedret væsentligt, og dels er der sket en nettotilførsel af personale. I afdelingerne er personalenormeringen pr. seng øget. De sociale tilbud til de psykiatriske patienter er også styrket i form af bl.a. flere botilbud, væresteder og støttekontaktpersonsordninger.

Problemstillingen er kompleks. F.eks. tyder en række undersøgelser på, at anden psykisk lidelse i form af misbrug og personlighedsforstyrrelse også er væsentlige faktorer, ligesom forskellige faktorer kan have forskellig betydning afhængig af konteksten. Man bør derfor forsøge, at identificere de personer, som er i særlig risiko for at begå kriminalitet og inddrage potentielle risikofaktorer i behandlingsplanen.

Ubehandlet psykisk sygdom kan medføre kriminalitet, f.eks. psykotisk kriminalitet, hvorfor tidlig opsporing og løbende tæt opfølgning er særdeles vigtig. Efter den kriminelle handling er det ligeledes vigtigt, at de psykisk syge identificeres, så de kan få relevant behandling, og så de kan blive udredt og dømt efter den gældende lovgivning. Det er væsentligt, at behandlingen koordineres mellem de involverede parter, gerne i form af en overordnet behandlingsplan for hele den periode, patienten har dom til behandling. Det er ligeledes vigtigt, at man sikrer relevant behandling under den psykiatriske særforanstaltning, og i forbindelse med særforanstaltningens ophør har redskaber til recidivvurdering og recidivprofylakse. Der er således behov for en koordineret intervention på en række forskellige områder for at bremse udviklingen i antallet af behandlingsdømte.


 

Fodnoter

19)  Rabkin 1979

20)  Glasser & Laster 1990

21)  Arseneault et al, 2000; Brennan et al, 2000;Hodgins et al, 1996;Tiihonen et al, 1997;Hodgins 1992

22)  Walsh et al, 2002

23)  Munkner et al, 2003a;Munkner et al, 2003b;Munkner et al, 2005

24)  Fazel and Danesh, 2002

25) Andersen et al, 1996

26)  Gosden et al, 2003

27)  Abram et al, 2003

28)  Gosden et al, 2005

29 ) Fazel and Grann, 2004

30)  Gottlieb et al, 1998;Gottlieb et al, 1987a;Gottlieb et al, 1987b

31)  Retspsykiatri: Status og udfordringer. (eds L. Toft & T. Kjelsgaard), pp. 1-40.: Amtsrådsforeningen.

32) Sestoft, 1997;Munkner, R., Haastrup, S., Joergensen, T., and Kramp, P., 2003

33 ) Draine and Solomon, 1999

34 ) Lamb and Weinberger, 2001

35) Chung et al, 1998;Lamberti et al, 2004;Wilson et al, 1995

36)  Lamb and Bachrach, 2001

37)  McNiel and Binder, 2005

38)  Draine et al, 2002

39)  Severson and Lieberman, 2002;Cohen, 2002;2004;Arboleda-Florez, 1998

40)  Rapport om retspsykiatriske patienter under 18 år. (ed Koordinationsgruppen vedrørende børne- og ungdomspsykiatri i Østdanmark 2001

41)  Munkner, R., Haastrup, S., Jorgensen, T., Andreasen, A. H., and Kramp, P., 2003b;Swanson et al, 1996;Wallace et al, 1998

42)  Rasanen et al, 1998

43)  Retspsykiatri: Status og udfordringer. (eds L. Toft & T. Kjelsgaard), pp. 1-40.: Amtsrådsforeningen

44)  Asnis et al, 1997;Moran et al, 2003

45)  Nestor, ,Putkonen et al, 2004

46)  Link et al, 1998

47)  Stompe et al, 2004

48)  Hodgins et al, 2003

49)  Swanson et al, 2004

50)  Steadman et al, 1998

51)  Dolan and Doyle, 2000

52)  Douglas et al, 1999

53)  Grann et al, 2005

54)  Hodgins and Mulle-Isberner, 2004

55)  Walsh, E., Gilvarry, C., Samele, C., harvey, K., Manley, C., Tyrer, P., Creed, F., Murray, R., and Fahy, T., 2001

56)  Walsh et al, 2003

57) Teplin et al, 2005

58)  Nestor, P.G.,

59)  Arseneault, L., Moffitt, T. E., Caspi, A., Taylor, P. J., and Silva, P.A., 2000

 


Sidst opdateret 14-01-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |