Skip navigation


8. Udviklingen i kapaciteten og sammensætning i tilbudene til behandlingsdømte

I dette kapitel beskrives udviklingen i kapaciteten og sammensætningen af tilbuddene til behandlingsdømte fra 1995 til 2005 i henholdsvis i psykiatrien og den sociale sektor. Dette kapitel 8 og det efterfølgende kapitel 9 baserer sig på en undersøgelse gennemført af Socialt Udviklingscenter til brug for denne rapport(60).

Socialt Udviklingscenter har med henblik på at sikre et repræsentativt billede af - og samtidig kunne indfange nuancer i forhold til – bl.a. kapacitet, tilgængelighed, sammenhængende forløb og tværsektorielt samarbejde mellem de involverede instanser valgt at indhente data dels ved en kvantitativ surveyundersøgelse inklusiv opfølgende telefoninterview, dels en kvalitativ interviewundersøgelse med i alt 51 personer fordelt på forskellige sektorer og niveauer samt 5 enkeltinterview med dømte psykisk syge med fokus på barrierer og muligheder for sammenhæng og samarbejde i indsatsen(61).

Generelt gælder, at den kommunale socialpsykiatri har haft sværest ved at besvare spørgeskemaet. Begrundelsen er for manges vedkommende, at der ikke eksisterede en socialpsykiatri i kommunen i 1995. Flere påpeger, at der heller ikke i dag er særlige tilbud til de behandlingsdømte i kommunen, hvorfor deres besvarelser omhandler alle psykisk syge i kommunen. Desuden understreges det flere steder, at kommunerne ikke altid bliver oplyst om domsforhold, hvorfor man reelt ikke ved, hvor mange der har begået kriminalitet. Endelig har nogle af kommunerne fundet det svært at besvare spørgeskemaet, fordi de kun har én eller to behandlingsdømte i et tilbud.

Det er trods en kort tidsfrist lykkedes at opnå en besvarelsesprocent i surveyundersøgelsen på 100 % for psykiatrien, 93,3 % for den amtslige socialpsykiatri og 56,6 % for den kommunale socialpsykiatri.

8.1. Antal retspsykiatriske patienter


Der eksisterer - bl.a. i medierne - en generel opfattelse af, at antallet af psykisk syge, der begår kriminalitet, er steget de sidste år (Politiken 26/9-0562; Information 23/6-0563). Denne opfattelse er delvist baseret på undersøgelsesresultater fra de sidste år om en stigning i antallet af mennesker med behandlingsdomme. Bl.a. påpeger Amtsrådsforeningens rapport64, at antallet af retspsykiatriske patienter i Danmark - baseret på oplysninger fra landspatientregisteret - er næsten firedoblet siden 1980 (fra 490 personer i 1980 til 1.800 personer i 2002).

Undersøgelsen fra Socialt Udviklingscenter bekræfter, at der fra 1995 til 2005 er sket en stigning i antallet af retspsykiatriske patienter, dømt efter Straffelovens §§ 68-69. Både psykiatrien, den amtslige socialpsykiatri og den kommunale socialpsykiatri tilkendegiver at have oplevet en markant stigning. Jf. afsnit 5.1 er der i perioden tale om en fordobling af antallet af retspsykiatriske patienter, men stigningen i antallet af patienter der kommer i kontakt med det sociale system, er steget endnu mere, idet der er sket en femdobling i den kommunale socialpsykiatri og mere end en firedobling i den amtslige socialpsykiatri.

Ved at sammenligne tallene fra henholdsvis 1995 og 2005 tegner der sig således et billede af, at de retspsykiatriske patienter i dag i højere grad bliver behandlet i ambulant regi, samt modtager støtte fra sociale tilbud, frem for at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling.

De kvalitative interview antyder, at det stigende antal dømte har mere komplekse årsager end blot, at flere psykisk syge begår kriminalitet, idet interviewpersonerne er enige om, at man er begyndt at anmelde psykisk syge personer for vold langt mere de seneste år. Disse udsagn støttes af tallene i afsnit 5.2, hvoraf det fremgår, at der er sket en femdobling i antallet af tilfælde af vold mod nogen i offentlig tjeneste i perioden fra 1995 til 2004. Det konkluderes således i afsnit 5.2, at det er næppe er usandsynligt, at en del af væksten i antallet af tilfælde af vold mod nogen i offentlig tjeneste beror på en øget anmeldelsestilbøjelighed.

Enkelte interviewpersoner påpeger desuden, at stigningen ikke skyldes mangel på sengepladser i almenpsykiatrien. I et amt beretter retspsykiatrien således, at omkring en tredjedel af de dømte aldrig tidligere har været i kontakt med hverken almen-, distriktseller retspsykiatrien – end ikke i form af et enkeltstående besøg på en psykiatrisk skadestue eller en enkelt samtale med en psykiater. Interviewpersoner fra rets- og almenpsykiatrien i dette amt konkluderede på den baggrund, at man formentlig ikke ville have kunnet forebygge disse menneskers kriminalitet ved at øge antallet af sengepladser i almenpsykiatrien. I et andet amt beretter en beslutningstager, at man her har oplevet et faldende pres på åbne sengepladser i almenpsykiatrien indenfor de seneste år. Man er derfor p.t. i færd med at nedlægge 60 åbne sengepladser i almenpsykiatrien (ud af i alt 1.000 åbne sengepladser) og omdefinerer dem til 30 lukkede retspsykiatriske senge. Generelt efterlyses dog dokumentation af årsagerne til det stigende antal psykisk syge, der får en dom.

Disse interviewpersoners oplevelser støttes af det faktum, at belægningsprocenten på de psykiatriske senge fra 1997 til 2003 er faldet fra 97,9 % til 95,4 jf. tabel 6.1.

 

 8.2. Særlig behandling og støtte til retspsykiatriske patienter



Undersøgelsen viser, at der ikke - hverken i de psykiatriske eller sociale behandlingsog støttetilbud - sondres skarpt mellem retspsykiatriske patienter og patienter uden dom – når det gælder indhold i behandlings- og støttetilbuddene.

Kun fem ud af ti amter svarer, at kriminaliteten indgår som en væsentlig faktor i planlægningen af behandlingstilbud til retspsykiatriske patienter. Behandlingstilbudene i retspsykiatrien ligner således også de tilbud, som gives til psykisk syge uden dom i almenpsykiatrien. Tilbuddene er bl.a.:

  • Fysiske aktiviteter
  • Kognitive behandlingsforløb
  • Medicinsk behandling
  • Misbrugsbehandling
  • Miljøterapeutisk behandling
  • Samtale, herunder psykoedukation og konflikthåndtering
  • Psykoterapi
  • Sociale tilbud under indlæggelse
  • Kontaktpersonordninger
  • Tilbud om inddragelse af pårørende i behandling

Selvom behandlingen således ikke er forskellig, er indlæggelses- og udskrivelseskriterierne samt i en vis udstrækning også indlæggelsestiden dog særlig for de retspsykiatriske patienter (i forhold til andre patienter) i almenpsykiatrien. Således kan retspsykiatriske patienter i henhold til dommen indlægges i situationer, hvor patienter uden dom ville blive afvist, fordi de ikke er 'syge nok'. Ofte udskrives retspsykiatriske patienter heller ikke lige så hurtigt fra almenpsykiatrien som andre patienter, fordi man på grund af dommen skal være mere sikker på, at de er stabiliserede og velbehandlede.

Der er blandt de adspurgte bred enighed om, at patienter, der har været indlagt på retspsykiatrisk afdeling, bør gennemgå en gradvis udslusning. Patienterne kan f.eks. sluses ud til en lukket afdeling i almenpsykiatrien, så til en åben almenpsykiatrisk afdeling – og derfra videre ud i distriktspsykiatrien og socialpsykiatrien/det sociale system. En anden mulighed kunne være at udbygge retspsykiatrien, så man der havde mulighed for at graduere sikkerheden og gradvist sluse patienterne ud i mere åbne og mindre sikre miljøer.

I forhold til dømte psykisk syge med misbrug peges på, at retspsykiatriske ambulatorier (i en kortere eller længere periode) kan være et godt alternativ til distriktspsykiatrien – nemlig i forhold til patienter, hvor det kræver en specialiseret indsats at fastholde dem i behandling. I interviewene peges gentagne gange på, at udslusning og resocialisering af retspsykiatriske patienter med fordel kunne styrkes.

De kvalitative interviews viser, at de retspsykiatriske brugere i det sociale system ikke er udskilt som en særlig målgruppe med særlige tilbud. Det sociale system har de samme forpligtelser, opgaver, redskaber og bemyndigelser til rådighed i forhold til kriminelle psykisk syge som til øvrige psykisk syge. Det sociale omsorgsarbejde bliver derved ikke kombineret med kontrol. Det sikrer, at evt. kontrolforanstaltninger ikke er til hinder for, at den kriminelle psykisk syge kan knytte tætte relationer til omsorgsmedarbejdere som f.eks. støtte- og kontaktpersoner.

I spørgeskemaundersøgelsen peges dog samtidig på, at både manglende fysisk plads, manglende specialviden, samt de retspsykiatriske patienters særlige adfærd overfor andre patienter kan være hæmmende for, at de retspsykiatriske patienter kan rummes i de allerede etablerede tilbud i socialpsykiatrien. Interviewene viser dog, at dette ikke så meget skyldes kriminaliteten eller dommen, som det faktum, at retspsykiatriske patienter ofte kan findes blandt de af socialpsykiatriens bruger (med og uden dom), der har de mest komplekse problemstillinger og behov.

I psykiatrien peges på samme barrierer – manglende fysisk plads, manglende specialviden, samt de retspsykiatriske patienters særlige adfærd overfor andre patienter – men det tilføjes, at også manglende økonomiske ressourcer kan være en barriere for at rumme de retspsykiatriske patienter i de allerede etablerede tilbud, da denne type patienter kan medføre behov for øgede personalenormeringer.

Derudover peger de adspurgte på mange behov og idéer til særlige tilbud, der tager højde for de karakteristika, der bl.a. kendetegner nogle af de retspsykiatriske patienter - men også mange andre patienter. Det drejer sig om særlige foranstaltninger til psykisk syge med anden etnisk baggrund end dansk, med misbrug eller med personlighedsforstyrrelse. Disse patienter kræver en særlig specialviden samt et godt og udbygget tværsektorielt samarbejde. Herudover understreges, som tidligere nævnt, behovet for at styrke udslusning og rehabilitering.

Trods disse behov for nye foranstaltninger og tilbud har ikke mange amter og kommuner fået iværksat nye tiltag i perioden fra 1995 til 2005.

 

8.3. Kapaciteten i tilbuddene til retspsykiatriske patienter 1995 – 2005


Som beskrevet i kapitel 4 var der 11.000 sengepladser i psykiatrien, da amterne i 1976 overtog statshospitalerne. Det var amternes opgave at ombygge psykiatrien, så mennesker med psykisk sygdomme kunne leve et liv i samfundet som andre borgere ved hjælp af kortere indlæggelser, ambulant behandling og social støtte. På den baggrund faldt antallet af sengepladser i psykiatrien til 3.676 i 2003. Sideløbende steg antallet af ambulante besøg fra ca. 138.000 i 1976 til 643.000 i 2003.

Samtidig med nedlæggelsen af sengepladser blev der opbygget bo- og støttetilbud til mennesker med sindslidelse. Antallet af botilbud til psykisk syge steg således fra 2.328 i 1997 til 3.158 i 2004 og antallet af dagtilbud fra 1.288 i 1997 til 2.211 i 2004. Hertil kom indførelsen af støtte-kontaktpersonordningen i 1998. Psykiatrien er således blevet mindre institutionel og flere psykisk syge bor i almenboliger frem for på institutioner og sygehuse. Spørgsmålet er, hvilken betydning denne udvikling har for behandlingen af behandlingsdømte. I medierne eksisterer der en generel opfattelse af, at nedskæringen af sengepladser i psykiatrien har haft en direkte betydning for det stigende antal psykisk syge med behandlingsdom.

I det efterfølgende præsenteres opdateret information om udviklingen i tilbudskapaciteten baseret på oplysninger indhentet fra amter og kommuner v.hj.a. ovennævnte surveyundersøgelse og interviews.

Socialt Udviklingscenter havde i undersøgelsen vanskeligt ved at indhente oplysninger om den eksakte udvikling i kapaciteten i tilbud til retspsykiatriske patienter. Det har således ikke været muligt for de adspurgte at fremskaffe data om kapaciteten fra 1995 og 2000. De følgende undersøgelsesresultater om tilbuddenes kapacitet er derfor baseret på forholdsvis få svar for 1995 og 2000, men flere for 2005. Når et stort amt f.eks. ikke kan opgive kapacitetstallene fra 1995 og 2000, men til gengæld har opgivet dem for 2005, kan det give et skævt billede af udviklingen i den samlede kapacitet.

De amter og kommuner, der har opgørelser over tilbud til retspsykiatriske patienter, definerer heller ikke altid hverken kapacitet eller målgruppe ens. Nogle har f.eks. oplyst antal tilbud, andre antal patienter, antal besøg, afdelinger eller sengepladser.

Oplysningerne om tilbud kan dog alligevel anvendes til at angive en tendens i forhold til en udvikling. I det følgende fokuseres der derfor på gennemsnitlige udviklingstendenser, mere end på faktuelle tal.

8.3.1. Tilbud i psykiatrien


Undersøgelsen viser, at der tilsyneladende hverken er sket store stigninger eller markante fald i antallet af behandlingstilbud til de retspsykiatriske patienter i psykiatrien de seneste 10 år. Antallet af tilbud til målgruppen svinger en smule frem og tilbage fra år til år. Mest markant er en ændring i antal tilbud om ambulant behandling, som steg fra gennemsnitligt 2 tilbud pr. amt i 1995 til gennemsnitligt 3,4 tilbud pr. amt i 2005. Et enkelt amt kunne således maksimalt have 5 ambulante tilbud i 1995, mens et enkelt amt kunne have helt op til 14 ambulante tilbud i 2005. Dette stemmer godt overens med Amtsrådsforeningens undersøgelse, som også påviste, at de retspsykiatriske patienters forbrug af sengedage har ligget nogenlunde stabilt siden 1994, men at der til gengæld er sket en markant stigning i retspsykiatriske patienters forbrug af ambulante ydelser (fra 4.731 personer i 1995 til 17.405 personer i 2002) 65.

Psykiatrien er yderligere blevet spurgt, om de havde en retspsykiatrisk afdeling i amtet i henholdsvis 1995, 2000 og 2005. Her er der tydeligvis sket en stigning, idet kun 4 amter havde en retspsykiatrisk afdeling i 1995, mens 7 amter i 2000 og 8 amter i 2005 har en sådan. Der er med andre ord sket en fordobling, hvilket som også ovenfor påpeget tyder på et øget fokus på en udbygning af de retspsykiatriske afdelinger. Det skal dog bemærkes, at ikke alle amter har en retspsykiatrisk afdeling.

I 2000 og 2005 forekom det i psykiatrien i 2 amter, at retspsykiatriske pladser også blev brugt til udadreagerende patienter, som ikke havde begået kriminalitet. Her blev gennemsnitligt brugt 1 plads til formålet. I 1995 forekom dette i 3 amter, hvor gennemsnitligt 2,3 pladser blev brugt til denne type patienter. Det kan med andre ord konstateres, at et ganske lille antal retspsykiatriske pladser også bliver brugt til udadreagerende patienter, der ikke har begået kriminalitet - og at antallet ligger ganske stabilt.

8.3.2. Distriktspsykiatrien

Der er fra 1995 til 2005 sket en lille stigning i antallet af amter, hvor distriktspsykiatrien behandler retspsykiatriske patienter. I 1995 havde distriktspsykiatrien i 10 amter retspsykiatriske patienter, i 2000 var det 11 amter og i 2005 13 amter. Dette indicerer igen, at flere retspsykiatriske patienter i dag modtager behandling i ambulant regi.

8.3.3. Tilbud i den amtslige socialpsykiatri

Undersøgelsen viser, at der i den amtslige socialpsykiatri er sket en markant stigning i køb af retspsykiatriske pladser uden for hjemamtet fra år 1995 til 2005. Således købte man slet ikke retspsykiatriske pladser udenfor hjemamtet i 1995, mens et enkelt amt købte helt op til 18 retspsykiatriske pladser udenfor amtet i 2005 (gennemsnitligt købes 5,3 retspsykiatriske pladser udenfor hjemamtet pr. amt i 2005). Det kunne tyde på, at flere amter mangler kapacitet til de retspsykiatriske patienter eller, at man køber sig til særlige tilbud, man ikke selv har.

Udviklingen i antallet af tilbud til retspsykiatriske patienter i den amtslige socialpsykiatri fra 1995 til 2005 viser også, at den i 1995 placering af retspsykiatriske patient i psykiatriske plejehjem og amtslige døgninstitutioner i 2005 er blevet afløst af botilbud primært efter Servicelovens § 92.

Desuden er der fra år 1995 til 2000 sket en markant stigning i det opsøgende og udgående arbejde i den amtslige socialpsykiatri. Således var det gennemsnitlige antal tilbud af opsøgende og udgående arbejde 0,5 pr. amt i 1995, mens det i år 2000 var oppe på 3 pr. amt. Dette kan formentlig ses som en følge af servicelovens krav om indførelse af støtte- og kontaktpersonsordninger i alle kommuner fra juli 1998. Brugen af opsøgende og udgående arbejde faldt dog igen til gennemsnitligt 1,3 tilbud pr. amt fra 2000 til 2005.

Endelig er der sket en stigning i brugen af bostøtte efter § 73 de sidste 10 år. Mens ingen amter anvendte bostøtte i 1995, var der i år 2000 gennemsnitligt 2 tilbud i form af bostøtte pr. amt og i år 2005 gennemsnitligt 1,4 bostøtte-tilbud pr. amt.

Tilbud som herberger og forsorgshjem, dagtilbud/beskyttede værksteder og enkeltmandsprojekter har ligget nogenlunde stabilt de sidste 10 år.

8.3.4. Tilbud i den kommunale socialpsykiatri

For den kommunale socialpsykiatri gælder, at det gennemsnitlige antal tilbud til retspsykiatriske patienter pr. kommune generelt er steget fra år 1995 til 2005. Det gælder tilbuddene: midlertidige boformer, opgangsfællesskaber, køb af retspsykiatriske pladser udenfor hjemkommunen, bostøtte, dagtilbud/beskyttede værksteder, varmestuer, aktivitets- og væresteder og meget markant det opsøgende og udgående arbejde.

Sidstnævnte stigning i det opsøgende og udgående arbejde skal – ligesom i den amtslige socialpsykiatri - ses i lyset af, at støtte- og kontaktpersonordningen (SKP) efter servicelovens § 80 blev krævet indført i samtlige kommuner i 1998. Det skal bemærkes, at næsten alle kommuner har fået etableret en SKP-ordning66.

Den eneste form for tilbud, der har oplevet en indsnævring fra 1995 til 2005 i den kommunale socialpsykiatri er de selvejende institutioner og pensionater, som er faldet lidt fra gennemsnitligt 0,4 tilbud pr. kommune i 1995 til gennemsnitligt 0,1 tilbud pr. kommune i 2005. Men generelt tyder tallene på en forøgelse af kommunale socialpsykiatriske tilbud til retspsykiatriske brugere.

 

8.4. Ventelister


For mennesker, som både har en psykisk sygdom og har begået en kriminel handling, kan det være afgørende ikke blot at få den rigtige behandling, men også at få den i rette tid.

Generelt viser besvarelserne i undersøgelsen, at der i 2005 er et problem med ventelister til tilbud til retspsykiatriske patienter. Der er ventelister til især retspsykiatriske lukkede afdelinger, lukkede afdelinger i almenpsykiatrien og socialpsykiatriske botilbud. Kriminalforsorgens afdelinger har i forbindelse med bidrag til rapporten oplyst, at de ligeledes opfatter det som et problem, at der er ventelister til behandling af behandlingsdømte.

Som det fremgår af figur 8.1, har der de sidste 10 år, været flest ventelister i den amtslige socialpsykiatri (10 amter har ventelister i 2005), dernæst i behandlingspsykiatrien (6 amter har ventelister i 2005) og færrest i den kommunale socialpsykiatri (3 kommuner har ventelister i 2005):

Interviewene antyder, at man skal tage fat på ventelisterne til botilbuddene først. De patienter, der står på ventelister hertil, venter nemlig ofte i retspsykiatrien – og bevirker på deres side så igen, at der er ventelister hertil for patienter, der netop har fået dom.

Der har været en del fokus i medierne på, at denne gruppe – de nydomfældte – tilbringer ventetiden i fængsel. Data viser imidlertid, at dette kun gør sig gældende i Hovedstadens Sygehusfællesskab jf. kapitel 7.


 

Fodnoter
60) "Undersøgelse af sammenhængen mellem psykisk sygdom og kriminalitet V72" 2005, Socialt Udviklingscenter SUS.

61) For en nærmere gennemgang af undersøgelsens metoder, herunder en redegørelse for sammensætningen af deltagere i gruppeinterviewene se "Undersøgelse af sammenhængen mellem psykisk sygdom og kriminalitet V72" 2005, Socialt Udviklingscenter SUS.

62) Politiken 26/9-2005. Behandlingsdømte må vente i fængsler. 1. sektion s.2. Af Trine Maria Ilsøe og Frank Hvilsom

63) Information 24/10-2005. Antallet af psykisk syge kriminelle stiger. Indland, s. 5.

64) Retspsykiatri: Status og udfordringer. (eds L. Toft & T. Kjelsgaard)

65) Retspsykiatri: Status og udfordringer. (eds L. Toft & Kjelsgaard), pp. 1-40.: Amtsrådsforeningen 2004.

66) Se evaluering om støtte- og kontaktpersonordningen i mindre kommuner, Socialt Udviklingscenter SUS 2004.


Sidst opdateret 14-01-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |