Skip navigation


9. Tværsektorielt samarbejde

Eftersom en retspsykiatrisk patients behandlings- og støtteforløb oftest består af flere forskellige tilbud i både psykiatrien og det sociale system, bliver samarbejde på tværs af sektorer og aktører væsentligt.

Helt overordnet samarbejdes der på tværs af sektorer om to opgaver:

  • Samarbejde omkring overdragelse af patienter fra behandlingspsykiatrien til socialpsykiatrien (ofte i forbindelse med visitation til botilbud eller lignende)
  • Løbende samarbejde omkring retspsykiatriske patienter i ambulant behandling.

I det tværsektorielle samarbejde omkring retspsykiatriske patienter benyttes følgende samarbejdsformer:

Møder (fastlagte og ad hoc)

Sparring, informationsudveksling, planlægning af behandlingsforløb, afklaring og fordeling af opgaveansvar m.m. foregår ofte ved møder, hvor forskellige aktører deltager. Udover behandlings- og/eller socialpsykiatrien kan det være Kriminalforsorgen, socialrådgivere, psykologer, politiet, bostøtter, pårørende og de retspsykiatriske patienter selv. Der foregår dels faste møder én gang om måneden, én gang i kvartalet eller hvert halve år, dels ad hoc, når der er behov for det.

Der nævnes flere forskellige typer af møder: Netværksmøder, statusmøder, visitationsmøder, handleplansmøder og koordinationsmøder ved udskrivning til socialpsykiatrien. Nogle møder har med andre ord til formål at informere hinanden om, hvad man har arbejdet med siden sidst i de forskellige sektorer, mens andre har en mere praktisk dagsorden for øje, hvor det især gælder en enkelt patients eller brugers behandlingsog støtteforløb.

Løbende ad hoc kontakt

Udover de mere formelle møder har flere samarbejdspartnere også en mere løbende kontakt i forhold til arbejdet med de retspsykiatriske patienter. Denne kontakt foregår ofte telefonisk. Til at koordinere samarbejdet anvendes koordinationsplaner/handleplaner, og/eller der udpeges en koordinator (eller "tovholder"):

Handleplaner og koordinationsplaner

Nogle steder anvender man handleplaner og/eller koordinationsplaner for den enkelte behandlingsdømte. Man udarbejder således en skriftlig plan for, hvordan patientens behandlings- og støtteforløb skal være, og hvem, der skal tage sig af hver del i forløbet.

 

9.1. Erfaringer med samarbejdet


I dette afsnit gennemgås erfaringer med det tværsektorielle samarbejde omkring overdragelse af patienter samt det løbende samarbejde omkring patienter i ambulant behandling. Afsnittet er baseret på de kvalitative interview i undersøgelsen gennemført af Socialt Udviklingscenter, hvor der var mulighed for at gå i dybden med emnet.

Interviewene tyder på, at overdragelser af retspsykiatriske patienter inden for psykiatrien (retspsykiatrien, almenpsykiatrien og distriktspsykiatrien) rent samarbejdsmæssigt er relativt uproblematiske. Derimod synes samarbejdet omkring overdragelse til socialpsykiatrien/det sociale system at være sværere.

Koordinerende planlægningsmøder ved overdragelse til socialpsykiatrien Uanset hvilken samarbejdsmodel der anvendes, vurderes samarbejdet omkring overgangen til socialpsykiatrien at fungere bedst, når det:

  • Starter med et koordinerende planlægningsmøde
  • Inkluderer alle relevante aktører
  • Foregår i god tid inden udskrivningen
  • Munder ud i forpligtende aftaler, hvor de forskellige aktørers roller er beskrevet.

Det er ikke afgørende for samarbejdet, at den præcise opgave- og ansvarsfordeling efter patientens udskrivning er lagt i faste rammer, som følges hver gang en retspsykiatrisk patient udskrives. Tværtimod vurderes det som godt, når samarbejdet er fleksibelt, kan tilpasses den enkelte patient/bruger og den pågældendes behov – og inddrager de aktører, som er mest relevante, og som har den bedste relation til den konkrete patient/ bruger.

Interviewene afdækker, at der kan være mange gode samarbejdsmodeller i forbindelse med overdragelse af retspsykiatriske patienter. Det er nemlig ikke afgørende, hvor aktørerne samles, eller hvem der får ansvaret for hvad i den enkelte sag. Det eneste, der som udgangspunkt skal være formaliseret og fastlagt for, at samarbejdet fungerer godt, er rammerne omkring, hvordan ansvar og opgaver fordeles og koordineres. Det er således vigtigt, at alle relevante parter i en konkret sag er enige om, hvem der gør hvad, hvem der har ansvar for hvad – samt hvem der skal kontakte hvem, hvis noget skulle opstå akut undervejs.

Koordinationsplaner og -aftaler, koordinatorer og koordinationsråd

I forbindelse med koordineringen kan det nævnes, at en undersøgelse fra Vestsjællands Amt fra 2002-2004 viser, at der i flere systemer gives udtryk for, at de selv er den primære relation i forhold til den fælles patient/bruger67. Således opfattede mange systemer det som deres ansvar at ledsage den pågældende person rundt til andre offentlige systemer. Det var med andre ord meget uklart, hvem der havde det primære ansvar i forhold til den fælles patient/bruger.

Jf. tidligere afsnit 3.3.1 har den udskrivende overlæge Ifølge psykiatrilovens § 3 ansvaret for, at der indgås en udskrivningsaftale eller koordinationsplan omkring en del af de psykiatriske patienter. I forbindelse med undersøgelsen pegede de adspurgte på, at man de pågældende steder ikke anvender udskrivningsaftaler eller koordinationsplaner i forhold til retspsykiatriske patienter. Begrundelsen herfor var, at behandlingsplanen allerede er beskrevet i dommen. Denne begrundelse er overraskende, eftersom de obligatoriske krav til udskrivningsaftaler og koordinationsplaner er langt mere omfattende end kravene til en behandlingsplan.

I interviewene var koordination i forbindelse med udskrivningen til gengæld et centralt tema – og koordinationsplaner blev bragt op gentagne gange. Der kunne konstateres en tendens til, at psykiatrien og socialpsykiatrien havde forskellige holdninger til koordinationsplanerne. I psykiatrien mente mange, at man fra psykiatriens side altid havde koordineret udskrivningen – og at det ikke gjorde nogen forskel, om man kaldte dette arbejde en udskrivningsaftalen eller en koordinationsplan.

I socialpsykiatrien – som ikke har ansvaret for at udarbejde udskrivningsaftaler eller koordinationsplaner – var der et udtalt ønske om at blive inddraget så meget som muligt i udarbejdelsen heraf.

Til perspektivering af brugen af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner viser undersøgelsen fra Vestsjællands Amt, at de forskellige systemer i 2002-2004 havde forskellig praksis for udarbejdelse af handleplaner omkring retspsykiatriske patienter. Hvert system udarbejdede deres lovbestemte handleplan. På den måde blev der anvendt ressourcer i flere systemer, og der var risiko for at skulle "begynde forfra" mange gange. Den fælles patient/bruger skulle fortælle det samme til flere forskellige fagprofessionelle, eftersom der ikke forekom en systematisk udveksling af handleplaner i samarbejdet omkring vedkommende. Der var desuden forskellig praksis for, hvordan den enkelte person blev inddraget i udformningen af handleplaner, idet man i det sociale system f.eks. principielt ikke må udarbejde den lovpligtige § 111 handleplan uden at inddrage brugeren.

Det vil altid være psykiatriens opgave at indlede samarbejdet omkring overdragelser - det er her, man ved, hvornår en patient er på vej ud. For psykiatrien letter det samarbejdet betragteligt, jo færre personer man skal samarbejde med. En mulighed er at have en koordinerende person i kommunen eller amtet, som psykiatrien kan kontakte, hvorefter denne person indkalder de relevante aktører fra socialpsykiatrien i den enkelte sag. En anden mulighed er at have et koordinationsråd, som man for nyligt har etableret i et amt.

Løbende samarbejde omkring ambulante patienter

Det andet tværfaglige samarbejdsfelt omkring retspsykiatriske patienter er det løbende samarbejde omkring de ambulante patienter, der har dom til behandling. Disse retspsykiatriske patienter har som minimum kontakt til to sektorer – og nogle har kontakt til alle tre.

  • Alle modtager ambulant behandling i distriktspsykiatrien eller eventuelt i et psykiatrisk ambulatorium (nogle genindlægges desuden en eller flere gange i psykiatrien).
  • Absolut hovedparten har løbende kontakt med en tilsynsførende fra Kriminalforsorgen.
  • Nogle får tilbud om botilbud, bostøtte eller dagtilbud i socialpsykiatrien.

Samarbejdet mellem de tre sektorer kan handle om at udveksle generelle erfaringer, f.eks. om dobbeltdiagnosepatienter eller om hjemløse retspsykiatriske patienter. Samarbejdet kan dog også handle om en konkret patient/bruger.

Ifølge interviewene foregår dette samarbejde i form af fastlagte møder og/eller som ad hoc samarbejde.

Fastlagte møder

Det generelle indtryk fra interviewene er, at det løbende samarbejde fungerer bedst, hvis der er faste regelmæssige møder på kryds og tværs mellem psykiatrien (herunder distriktspsykiatrien og misbrugsbehandlingen), den amtslige socialpsykiatri (f.eks. botilbud), den kommunale socialpsykiatri (f.eks. bostøtte, støtte- og kontaktpersoner samt hjemmepleje), Kriminalforsorgen og politiet.

På møderne drøftes især generelle emner og temaer samt i nogle tilfælde personsager. Flere interviewpersoner nævner dog i den forbindelse, at man holder sig til generelle emner, fordi udveksling af informationer vedrørende enkeltsager som udgangspunkt kræver den pågældende persons samtykke og dette samtykke forudsætter stor grad af tillid mellem de samarbejdende parter.

Som det vil fremgå nedenfor, er der store forskelle på, hvilke aktører der mødes hvor ofte og om hvad. I interviewene blev det tydeligt, at der ikke blot er forskel på samarbejdsformerne og mødehyppigheden fra amt til amt, men også mellem sektorer eller blot botilbud i den samme by.

Disse forskelle opstår tilsyneladende, når amtet eller kommunen ikke har etableret faste formaliserede samarbejdsmodeller. Det gør samarbejdet afhængigt af enkeltpersoners indsats og gensidige kemi. En del samarbejdsfora omkring det løbende samarbejde er således skabt 'nedefra' og drevet ved, at en enkelt aktør har insisteret på at invitere de andre aktører gentagne gange.

Ad hoc samarbejde

Et andet vigtigt element i det løbende samarbejde er muligheden for at mødes ad hoc omkring enkeltsager, når der vurderes at være et behov herfor. Ifølge interviewpersonerne er ad hoc samarbejdet især afhængigt af, at man let kan komme i kontakt med hinanden over telefonen.

Ad hoc samarbejdet drejer sig ofte om akut opståede problemer. I sådanne situationer er det især vigtigt for socialpsykiatrien at have nem og hurtig adgang til de andre aktører. Ansvaret for at gøre opmærksom på et opstået behov for behandling ligger hos dem, der møder de retspsykiatriske patienter i det daglige: Det kan være distriktspsykiatrien, der ser patienterne/brugerne f.eks. en gang om måneden. Det kan være Kriminalforsorgen, der ser dem med mellemrum. Eller det kan være socialpsykiatrien, som ofte ser brugerne hver dag. Det er oplagt, at det i praksis ofte vil være dem, der ser patienterne/brugerne hver dag, der hurtigst observerer en ændret adfærd.

De adspurgte oplyser i denne forbindelse, at det nogle gange kan være svært for socialpsykiatrien at få psykiatrien eller Kriminalforsorgen til at reagere. I sådan en situation oplever socialpsykiatrien, at de ikke blot har ansvar for at gøre opmærksom på et akut behov. De oplever, at de i praksis har ansvaret for, at der iværksættes en adækvat reaktion. De bliver derfor ved med at henvende sig hos psykiatrien, indtil der sker noget. Interviewene giver eksempler på flere kreative måder at klare dette på.

Samlet giver interviewene et billede af, at samarbejdet på området er meget vigtigt – men at oplevelsen af samarbejdet er meget forskellig fra tilbud til tilbud, fra sektor til sektor og fra amt til amt. Udtalelserne peger på, at samarbejdet omkring overdragelser af patienter til socialpsykiatrien især kan styrkes af en tæt koordinering, hvor alle aktuelle aktører er involveret i planlægningen.

Det løbende samarbejde omkring patienter i ambulant behandling kan især styrkes ved fastlagte møder mellem aktørerne, både om generelle emner og om konkrete sager. Herudover lettes samarbejdet – set med socialpsykiatriens øjne – ved let adgang til aktørerne i, når der opstår akutte behov.

 

9.2. Samarbejdspolitik


Interviewene pegede på, at det er en fordel, når der er etableret faste modeller for koordinering af samarbejdet, når der er fastlagte møder mellem de forskellige aktører – og når det er let at opnå kontakt til de andre aktører ad hoc og akut.

I spørgeskemaet er amter og kommuner blevet spurgt, om de har udformet en særlig politik i forhold til samarbejde på området. Som nedenstående figur 9.1illustrerer, er antallet af amter og kommuner, der har en sådan samarbejdspolitik, ikke steget jævnt i årene 1995-2005, selvom det sammenlagt er steget på de 10 år.

I den kommunale socialpsykiatri ser det ud til, at antallet af amter og kommuner, der har en samarbejdspolitik, er faldet fra 2000 til 2005. En mulig forklaring herpå kunne være kravet om kommunernes etablering af støtte- og kontaktpersonordningen, som sammen med servicelovens øvrige tilbud opfanger nogle patienter, før deres problemer bliver meget massive.

Overordnet set er det ikke mange amter og kommuner, der har udformet en særlig samarbejdspolitik omkring retspsykiatriske patienter. Dette kan dels have historiske årsager, dels skyldes, at der er tale om forskellige sektorer med forskellige regelsæt og fagligheder, som skal samarbejde. Eksemplerne senere vedrørende gode samarbejdsmodeller og -metoder har det fælles træk, at der er tale om fleksible samarbejdsformer, fordi alle "sager" er forskellige og dermed kræver forskellige typer samarbejde.

Samarbejdspolitikkernes indhold

Samarbejdspolitikkerne er meget forskellige og minder på mange måder om de samarbejdsmodeller og -metoder, som er beskrevet i forrige afsnit. Det drejer sig om faste mødefora, samarbejdsaftaler og handleplaner. Særligt for samarbejdspolitikkerne er dog et øget fokus på pårørendesamarbejde. Flere steder handler samarbejdspolitikken nemlig om, at medarbejderne er forpligtede til at være aktivt opsøgende i forhold til de pårørende.

 

9.3. Særlige samarbejdsmodeller og -metoder


I spørgeskemaundersøgelsen er alle informanter blevet spurgt, om de anvender særlige modeller og metoder til samarbejde om retspsykiatriske patienter på tværs af sektorer og aktører. Som figur 9.2 nedenfor viser, er der sket en stigning fra 1995 til 2005 i antallet af amter og kommuner, der anvender særlige samarbejdsmodeller – både i psykiatrien, den amtslige socialpsykiatri og den kommunale socialpsykiatri.

Sammenlagt er der sket næsten en femdobling i antallet af amter og kommuner, der anvender særlige modeller og metoder til samarbejde på området i løbet af de sidste 10 år. Dette kan dog delvist hænge sammen med, at de adspurgte har haft svært ved at huske samarbejdsmodeller og metoder fra 1995 og 2000.

Af figur 9.2 fremgår også, at den største stigning er sket i den amtslige socialpsykiatri, hvor der er sket en syvdobling i antallet af amter, der benytter samarbejdsmodeller. Til sammenligning hermed er der sket en firedobling i antallet af kommuner i den kommunale socialpsykiatri, som anvender samarbejdsmodeller, og en fordobling i antallet af amter i psykiatrien, der ligeledes benytter samarbejdsmodeller.

Samarbejdsmodellerne og –metodernes indhold

Samarbejdsmodellerne og -metoderne er ifølge spørgeskemabesvarelserne meget forskellige, og det er ikke muligt at se nogen generel udvikling i deres indhold fra 1995 til 2005, ligesom det heller ikke er muligt ud fra spørgeskemaerne at se nogle specielle karakteristika ved modellerne og metoderne for henholdsvis psykiatrien, den amtslige socialpsykiatri og den kommunale socialpsykiatri.

Samarbejdsmodeller og metoderne består i både 1995, 2000 og 2005 - og i alle tre sektorer - primært af forskellige udgaver af de tidligere nævnte samarbejdsformer:

  • Fastlagte møder.
  • Ad hoc møder.
  • Løbende telefonisk kontakt.
  • Handleplaner og koordinationsplaner.
  • Koordinatorer, "tovholdere" og koordinationsråd.

Vurderinger af samarbejdsmodellerne og –metoderne

Generelt oplyser de amter og kommuner i spørgeskemaundersøgelsen, der har særlige samarbejdsmodeller og –metoder på området, at de er meget tilfredse med dem og finder dem velfungerende.

Det påpeges – ligesom i interviewene – at samarbejdet giver en øget information om og dermed forståelse for de øvrige aktørers arbejde og for handlemulighederne i det hele taget. Det fremmer planlægningen af behandlings- og støtteforløbene, at man har kendskab til de forskellige parter, og at man har mulighed for at få sparring fra andre aktører i tvivlsspørgsmål. Man oplyser, at samarbejdsmodellerne har gjort det lettere at reagere hurtigt og at justere tilbud, hvilket indicerer, at der foregår meget samarbejde ad hoc. Generelt oplyses det, at anvendelsen af særlige samarbejdsmodeller og –metoder har givet blødere overgange mellem de forskellige tilbud for patienten.

Flere informanter understreger dog, at deres samarbejdsmodeller stadig er så nye, at der løbende er brug for justering.

 

9.4. Hvilke samarbejdsformer benyttes af hvem?


I spørgeskemaundersøgelsen vurderede de adspurgte i hvilken udstrækning, de i 2005 benytter sig af følgende samarbejdsformer: Fastlagte møder; ad hoc møder; anden kontakt af telefonisk eller skriftlig art; sparring, supervision og undervisning.

Det skal først og fremmest understreges, at mange af de adspurgte i spørgeskemaerne har påpeget, at det ikke er muligt at sige noget generelt om samarbejdet mellem forskellige aktører og sektorer omkring retspsykiatriske patienter. Samarbejdet afhænger bl.a. af de enkelte patientforløb samt de forskellige aktører og kan nogle gange være velfungerende, men det andre gange er mangelfuldt og problematisk.

I de følgende afsnit præsenteres først psykiatriens oplysninger om samarbejde med udvalgte aktører – og derefter henholdsvis den amtslige og den kommunale socialpsykiatris oplysninger.

Psykiatrien

Psykiatrien oplyser, at man har et tæt samarbejde med Kriminalforsorgen, som primært bliver holdt ved lige gennem ad hoc møder, kontakt af telefonisk og skriftlig art samt ved fastlagte møder. Det er til gengæld kun få steder, at der forekommer sparring, supervision eller undervisning mellem psykiatrien og Kriminalforsorgen.

Psykiatriens samarbejde med de kommunale socialforvaltninger foregår ikke så hyppigt som samarbejdet med Kriminalforsorgen. Samarbejdet med de kommunale socialforvaltninger primært foregår via ad hoc møder samt kontakt af telefonisk og skriftlig art. Fastlagte møder og sparring, supervision eller undervisning er mere sjældne samarbejdsformer psykiatrien og de kommunale socialforvaltninger imellem.

Ligeledes oplyser de adspurgte fra psykiatrien, at samarbejdet med de socialpsykiatriske botilbud overordnet set er mindre tæt og mere ad hoc præget. De mest anvendte samarbejdsformer mellem psykiatrien og de socialpsykiatriske botilbud er ad hoc møder og kontakt af telefonisk eller skriftlig art, hvorimod fastlagte møder og gensidig sparring, supervision eller undervisning kun forekommer i få amter.

Den amtslige socialpsykiatri

Sammenlignes den amtslige socialpsykiatris egen beskrivelse af samarbejdet med psykiatrien eksklusive distriktspsykiatrien, minder den meget om psykiatriens beskrivelse af samme samarbejde. Ad hoc møder, kontakt af telefonisk og skriftlig art samt fastlagte møder er forholdsvist meget anvendte samarbejdsformer i samarbejdet mellem den amtslige socialpsykiatri og psykiatrien. Derimod benytter man sig ikke meget af sparring, supervision eller undervisning i samarbejdet.

Hvad angår den amtslige socialpsykiatris samarbejde med distriktspsykiatrien, foregår den primært via ad hoc møder og kontakt af telefonisk eller skriftlig art.

Bevæger vi os over i det sociale systems interne samarbejde, så viser oplysningerne, at det ikke er mange amter, som i 2005 har et tæt samarbejde mellem den amtslige socialpsykiatri og de kommunale social- og/eller psykiatriforvaltninger. Samarbejdet med psykiatrien er tættere. F.eks. er der mange amter, der slet ikke anvender fastlagte møder mellem den amtslige socialpsykiatri og de kommunale social- og/eller psykiatriforvaltninger. Også her er sparring, supervision eller undervisning meget lidt anvendt.

I samarbejdet mellem den amtslige socialpsykiatri og Kriminalforsorgen er amterne i 2005 tilsyneladende meget forskellige, hvad angår samarbejdsformerne. Mens omkring halvdelen af amterne forholdsvist hyppigt eller meget ofte anvender fastlagte eller ad hoc møder samt kontakt af telefonisk eller skriftlig art i dette samarbejde, benytter den anden halvdel af amterne sig ikke meget af disse samarbejdsformer. Sparring, supervision eller undervisning bliver helt generelt kun benyttet meget lidt i dette samarbejde. Psykiatriens samarbejde med Kriminalforsorgen fremstår som værende tættere.

Den kommunale socialpsykiatri

Det er slående, at mange kommuner slet ikke ser ud til at have noget samarbejde mellem den kommunale socialpsykiatri og psykiatrien. Blandt dem, der har et sådan samarbejde, er det desuden meget varieret, hvilke samarbejdsformer man anvender. Den kommunale socialpsykiatris beskrivelse af samarbejdet stemmer i øvrigt nogenlunde over ens med psykiatriens beskrivelse af samme samarbejde.

Heller ikke mellem den kommunale socialpsykiatri og den amtslige socialpsykiatri er der meget, hverken formaliseret eller ikke-formaliseret, samarbejde i 2005. Den kommunale socialpsykiatris beskrivelse af samarbejdet svarer meget godt til den amtslige socialpsykiatris beskrivelse af samme samarbejde, bortset fra at den kommunale socialpsykiatri beskriver sparring, supervision og undervisning som en mere anvendt samarbejdsform end den amtslige socialpsykiatri.

Der ser ikke ud til at være meget samarbejde mellem den kommunale socialpsykiatri og Kriminalforsorgen. Der er dog en del kommuner, som angiver, at de forholdsvist hyppigt anvender ad hoc møder og kontakt af telefonisk eller skriftlig art.

Der er mange kommuner, som slet ikke har noget samarbejde med distriktspsykiatrien. Blandt dem, der har et samarbejde, er samarbejdsformerne varierede; man anvender både fastlagte møder, ad hoc møder, anden kontakt af telefonisk eller skriftlig art og sparring, supervision eller undervisning.

Mange informanter har hæftet sig særligt ved samarbejdet med Kriminalforsorgen i spørgeskemaerne, men de er meget splittede, hvad angår vurderingen af dette samarbejde. Således fremhæves samarbejdet med Kriminalforsorgen både som yderst velfungerende og som meget dårligt. Et eksempel på velfungerende samarbejde er, når Kriminalforsorgen sørger for at følge op i forhold til behandlingen af den enkelte patient eller bruger. Omvendt vurderes det som negativt, når Kriminalforsorgen ikke er særligt udfarende og ikke informerer de øvrige aktører om patienternes og brugernes kriminalitet (dette forekommer især i den kommunale socialpsykiatri) eller om Kriminalforsorgens indsats.



9.5. Barrierer for samarbejde


Både i spørgeskemaet og interviewene blev der berettet om barrierer for samarbejdet på området. Som tidligere beskrevet, er en ofte nævnt barriere, at samarbejdet ikke er sat i en eller anden form for faste rammer. Herudover blev der især peget på manglende viden og uklar ansvarsfordeling som en barriere.

Det blev endvidere påpeget, at et velfungerende samarbejde på tværs af sektorer og kommunale niveauer ofte forudsætter, at det er muligt at udveksle oplysninger de forskellige myndigheder imellem - herunder også oplysning om en eventuel dom.

Manglende formaliserede samarbejdsfora, manglende kendskab til hinandens arbejdsområder og manglende tydeliggørelse af de forskellige aktørers opgaver og ansvar er blandt barriererne. I interviewene pegede især informanter fra socialpsykiatrien på, hvordan samarbejdet kan påvirkes negativt af uklar rolle- og ansvarsfordeling. I spørgeskemaundersøgelsen blev der bl.a. peget på, at uklare beslutninger (af enhver art) kan være en barriere for samarbejdet. Det blev også nævnt, at samarbejdet påvirkes negativt, når socialpsykiatrien bliver glemt ved planlægning og udskrivningsmøder.


 

Fodnoter

67) Pia Witten Hansen, 2004 s. 164 
 


Sidst opdateret 14-01-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |