
Sundhedsloven indeholder regler om patienters adgang til aktindsigt i egne patientjournaler. Neden for findes information om, hvordan patienter kan benytte sig af denne ret.
Patienter, der er fyldt 15 år, har ret til at få aktindsigt i deres patientjournaler.
Adgangen til aktindsigt kan undtagelsesvist begrænses, hvis det i det konkrete tilfælde vurderes, at patientens ret til at blive gjort bekendt med oplysningerne i patientjournalen, bør vige af hensyn til patienten selv eller andre private interesser, for eksempel de pårørendes.
En patient kan give en anden fuldmagt til at opnå aktindsigt.
På offentlige sygehuse har patienter ret til aktindsigt i lægejournaler, der er oprettet efter 1. januar 1987. I øvrige journaler - for eksempel hos privatpraktiserende læger - har patienter ret til aktindsigt i journaler oprettet efter 1. januar 1994. Fra og med 1. januar 2010 har man såvel i forhold til sygehusjournalen som hos en privatpraktiserende læge fuld indsigt i, hvad der fra denne dato og fremadrettet er registreret i ens patientjournal, herunder hvad andre har oplyst til journalen. For oplysninger, der er journalført før den 1. januar 2010 kan retten til aktindsigt begrænses i det omfang patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til patienten selv eller til andre private interesser.
En patient har som udgangspunkt ret til at få en kopi af journalen, og en sundhedsperson skal, hvis patienten ønsker det, hjælpe med at forklare indholdet af journalen. Patienten kan også vælge at få aktindsigt ved en gennemgang af den originale journal.
Ønsker en patient at få aktindsigt, skal patienten anmode om det hos den relevante afdeling eller sundhedsperson. Der er ikke krav formkrav i forbindelse med anmodning om aktindsigt - anmodningen kan fremsættes mundtligt eller skriftligt. Patienten skal have svar på anmodning om aktindsigt snarest muligt og normalt inden for 10 dage efter anmodningen.
Du kan få adgang til at se, hvilke oplysninger der er registret om dig i Landspatientregistret og i din personlige medicinprofil via sundhed.dk. Det kræver, at du har en digital signatur.
Læs mere om reglerne og retten til aktindsigt:
Sidst opdateret 17-04-2013