
Her kan du læse mere om fleksibel opgavevaretagelse og opgaveflytning i sundhedsvæsenet.
Der har gennem de senere år været et stigende fokus på gevinsterne ved fleksibel opgavevaretagelse og opgaveflytning i sundhedsvæsenet, og mange bestræbelser er blevet gjort for at sikre en løbende nytænkning af arbejdsdelingen mellem faggrupperne. Der er og vil i de nærmeste årtier være mangel på uddannet personale inden for næsten alle kategorier, og den demografiske udvikling udgør ydermere en udfordring for en bæredygtig finansiering af sundhedsvæsenet. Det er derfor afgørende, at personaleressourcerne anvendes optimalt, og at opgaverne ikke løses af personale på et højere uddannelses- og ekspertiseniveau end nødvendigt.
Regeringen og arbejdsmarkedets parter aftalte derfor i trepartsaftalen 2007 som led i kvalitetsreformen at nedsætte en task-force, der fik til opgave at udarbejde et inspirationskatalog med eksempler på fleksibel opgavevaretagelse og opgaveflytning på sundheds- og ældreområdet.
Inspirationskataloget skal ligge til grund for en politisk aftale i efteråret 2009 mellem task-forcens parter om opgaveflytning på sundheds- og ældreområdet. Aftalen, der sigter på at fremme opgaveflytning og spredning af de gode erfaringer, skal forpligte parterne til at igangsætte opgaveflytningsinitiativer inden for en seks overordnede temaer. [Fra oktober, hvor aftalen forventet indgået: Læs den politiske aftale og inspirationskataloget her]
I task-forcen deltog Danske Regioner, KL, Foreningen af Speciallæger, Yngre Læger, Dansk Sygeplejeråd, DL – Patient | Administration | Kommunikation, FOA, Undervisningsministeriet, Indenrigs- og Socialministeriet samt Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.
Sidst opdateret 20-02-2012