Skip navigation


Minister skal inspireres på Svanevig Hospice på Lolland

21-04-2018
PRESSEMEDDELELSE - Personalet og ledelsen på Svanevig Hospice skal fortælle ældreminister Thyra Frank om deres tilgang til en værdig død, når hun kommer forbi mandag den 23. april. Samme dag kommer ministeren også til Vordingborg og Guldborgsund.

Kan døden komme på finansloven? Ja, det kan den. Regeringen og Dansk Folkeparti satte ved den seneste finanslovsaftale for 2018 ”en værdig død” på finansloven. Lolland og landets øvrige 97 kommuner får derfor midler til at sikre deres ældre en værdig død.

”Det er min holdning, at vi skylder vores ældre et værdigt farvel til livet. Mennesker har forskellige ønsker og behov, men det er vigtigt at pårørende og medarbejdere i ældreplejen tager de nødvendige samtaler om livets afslutning og kender til den enkeltes ønsker og behov og kan hjælpe med at opfylde dem. Derfor er det kommet på finansloven”, siger ældreminister Thyra Frank.

Landets kommuner får nu 60 mio. kr. årligt fra 2018 og frem til at sikre en værdig død. På Svanevig Hospice i Bandholm på Lolland håber ministeren at få mere inspiration.

”På hospice har personalet en helt særlig viden og forståelse for det døende mennesker. Alle der har været på et hospice ved, at der hersker en særlig ro og stemning. Jeg tror, vi kan bruge den viden, som bl.a. findes på Svanevig Hospice til at inspirere medarbejderne i hjemmeplejen og på plejehjemmene. Det glæder jeg mig til at drøfte med medarbejderne på Svanevig”, siger Thyra Frank.

Ældreministeren besøger også demensafsnittet Blomsterhaven i Guldborgsund Kommune og Præstø Multicenter i Vordingborg Kommune, der er det første byggeri af sin art i Danmark. Her blander man ældreboliger med sportshal, springsal o.ma. og skaber et miljø, hvor generationer kan mødes.

Ældreministerens program den 23. april 2018:

Kl. 10.15-11.15: Svanevig Hospice, Lindstrømsvej 2, 4041 Bandholm, Lolland Kommune

Kl. 12.30-13.30: Blomsterhaven, Kirkevej 21K, 4872 Idestrup, Guldborgsund Kommune

Kl. 14.40-15.40: Præstø Multicenter, Rosagervej 19, 4720 Præstø, Vordingborg Kommune

For mere information:

Natasja Dybmose, presserådgiver, Sundheds – og Ældreministeriet, tlf. 20 67 08 74.


Sidst opdateret 21-04-2018

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055