Skip navigation


Kommunerne bruger en stadig større del af værdighedsmilliarden på varme hænder

31-01-2018
PRESSEMEDDELELSE - Ældreminister Thyra Frank er tilfreds med, at kommunerne i 2018 bruger næsten hele værdighedsmilliarden på personale i ældreplejen.

Pengene fra den såkaldte værdighedsmilliard går hovedsageligt til flere varme hænder i ældreplejen. Det viser en gennemgang af kommunernes redegørelser, som Sundheds- og Ældreministeriet har lavet.

Faktisk er andelen af penge til lønudgifter steget fra år til år. I 2018 bruger kommunerne 89 pct. af pengene til lønkroner. Sidste år var tallet 86 pct.

”Det er meget positivt, at kommunerne i stigende grad bruger pengene på flere medarbejdere. Sammen med god ledelse og klare værdier er medarbejderne den vigtigste ressource, når vi skal sikre en værdig pleje og omsorg af vores ældre”, siger Thyra Frank.

Tidligere blev en større del af pengene brugt til nyanskaffelser og ikke til lønkroner. I 2016 gik 66 pct. af værdighedsmilliarden til ansættelser, mens kommunerne brugte 19 pct. til indkøb af udstyr af forskellig art. I 2018 bruger kommunerne bare 3 pct. af midlerne til ”nyanskaffelser”.

Værdighedsmilliarden udmøntes én gang årligt, og skal bruges til at understøtte de værdighedspolitikker på ældreområdet, som kommunerne har udformet.

Her ses fordelingen af værdighedsmilliarden for 2018:

  • 922,6 mio. kr. går til Lønudgifter (mere personale med henblik på flere varme hænder), svarende til 89 pct.
  • 45,7 mio. kr. går til Kompetenceudvikling af personale, svarende til 4 pct.
  • 29,6 mio. kr. går til Anskaffelser, svarende til 3 pct.
  • 32,6 mio. kr. går til Andet, svarende til 3 pct.
  • 6,9 mio. kr. går til Revision af værdighedspolitikker, dialog og administration mv., svarende til 0,7 pct.

Se fordelingen af Værdighedsmilliarden for 2018 på kommuner (PDF)

Fakta om værdighedspolitikkerne og værdighedsmilliarden:

Alle kommuner i Danmark har udarbejdet en værdighedspolitik, der beskriver de overordnede værdier og prioriteringer på ældreområdet for den enkelte kommune. Værdighedspolitikken skal revideres i 2018.

Værdighedspolitikkerne skal som minimum beskrive, hvordan kommunernes ældrepolitik understøtter følgende områder: 1) Livskvalitet, 2) Selvbestemmelse, 3) Kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng i plejen, 4) Mad og ernæring, 5) En værdig død og 6) Pårørende

Alle kommuner i Danmark har udarbejdet en værdighedspolitik, der beskriver de overordnede værdier og prioriteringer på ældreområdet for den enkelte kommune.

Den tidligere V-regering har sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti i Aftalen om finansloven for 2016 permanent afsat 1 mia. kr. årligt, som skal understøtte prioriteringerne i værdighedspolitikken.

Kommunerne skal de første fire år redegøre for, hvordan de ekstra penge bliver brugt. Redegørelsen skal offentliggøres på kommunens hjemmeside og indsendes til Sundheds- og Ældreministeriet.

Læs mere om Værdighedsmilliarden


Sidst opdateret 26-03-2019

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055