Skip navigation


Nye initiativer for mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade

22-05-2018
PRESSEMEDDELELSE - De første projekter får nu penge fra ny pulje til indsats for mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade.

De første midler fordeles nu fra puljen til en styrket indsats for mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade. Puljen består af to delpuljer, og i første omgang er det delpuljen om udvidelse af kapaciteten af tilbud til behandling af personer med spiseforstyrrelser og selvskade på 40 millioner kroner, som udmøntes.

Det er blandt andet godt nyt for børn og unge med selvskadende adfærd eller spiseforstyrrelser i Region Hovedstaden. Her har ungdomspsykiatrien fået tilsagn om støtte fra puljen til en opkvalificerende indsats efter svensk forbillede over for børn og unge mellem 13-18 år.

Også Region Nordjylland har modtaget midler fra puljen til etablering af et spiseværksted til forældre og patienter, som skal indgå i den samlede behandling af spiseforstyrrede i psykiatrien. Målgruppen er børn og unge fra ca. 12 år, som har spiseforstyrrelse eller tegn derpå. Målet med indsatsen er blandt andet at nedbringe antallet af indlæggelser og genindlæggelser i psykiatrien ved at tilbyde en mere intensiv behandlingsindsats tidligere i forløbet.

”Jeg glæder mig over de mange gode initiativer, som vi har fået ansøgninger på i forbindelse med, at vi har oprettet puljen til at styrke indsatsen for mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade. Det er helt afgørende, at vi bliver langt bedre til at opspore spiseforstyrrelser og selvskade hos især børn og unge så tidligt som muligt. Samtidig skal vi have etableret flere gode behandlingstilbud i psykiatrien”, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Baggrunden for puljen er, at antallet af mennesker registreret med spiseforstyrrelser er steget siden 2006. Samtidig er der en generel tendens til at især unge med selvskadende adfærd er stigende.

Primo juni 2018 udmøntes den anden del af puljen på 10,5 millioner kroner til afprøvning af redskaber og andre indsatser til målrettet tidlig opsporing.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby har netop nedsat et nyt ungepanel, som skal rådgive ministeren om årsagerne til unges psykiske problemer.

Link til info om spiseforstyrrelser

Pressekontakt: 
Lotte Dahlmann, Presse – og kommunikationskoordinator, tlf. 30 61 21 79


Sidst opdateret 26-03-2019

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055